De bedste tider – de værste tider

Populær
_XTD0209
_XTD9936
_XTD0298
_XTD0296
_XTD0254
_XTD0074
_XTD0309
_XJD9692

Mens fans der skulle opleve bandet for første gang nok nød det, så var Green Day-koncerten i Forum en lidt mere blandet fornøjelse for veteranerne.

Kunstner
Spillested
Dato
07-06-2022
Genre
Trackliste
American Idiot
Holiday
Know Your Enemy
Polyanna
Nice Guys Finish Last
Boulevard of Broken Dreams
Longview
Welcome to Paradise
Hichin' a Ride
Rock and Roll All Nite (KISS cover)
Brainstew
St. Jimmy
When I Come Around
21 Guns
Minority
Knowledge (Operation Ivy cover)
Basket Case
King for a Day
Shout (The Isley Brothers cover)
Basket Case
Wake Me Up When September Ends
Jesus of Suburbia
Good Riddance (Time of Your Life)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det kan være svært at nå opvarmingsbandet, når der står sort på hvidt på Facebook, at musikken først begynder klokken 20:00, men bandet alligevel går på klokken 19:45. Så desværre nåede vi ikke meget af easycoreensemblet ’Meet Me @ the Altar”. Det er nu rimelig trist, for bandet spiller en genre undertegnede har en stor forkærlighed for. Lydmanden er muligvis også blevet overrasket over den tidlige start, for det lyder heller ikke kønt. Eller faktisk, ja så lyder der ikke rigtig så meget andet end forsanger Edit Victoria, der så til gengæld er mixet helt op i diskantdøden. Det er fandme ærgerligt, for det er ikke mange Gen Z bands, der spiller medleys af Jimmy Eat World, Limp Bizkit, New Found Glory og et deepcut med Lits ’My Own Worst Enemy”.

I mellemtiden er salen fyldt godt op. Desværre er køerne til ølboderne i Forum lige så lange, som de var under corona-prøverne, der er blevet foretaget i salen de sidste 2 år. Det ødelægger også en del af publikums muligheder for at fordele sig i salen, når den bagerste trediedel altså er kø til drikkevarer. Man må altså også forestille sig, at store dele af salen er (gisp) ædru da Bohemian Rhapsody fra højtalerne bebuder, at Green Day er på vej imod scenen. Stemningen fejler dog ikke noget. 

Green Day er et band af epoker. Tre for at være upræcis, flere hvis man har adskillige timer til at læse artikler på nettet. Vi går ud fra, at kun få af jer har den slags tid, så tilgiv os denne forsimpling: Der er et Green Day før American Idiot (altså f.AI), så er der selve American Idiot-æraen (AI) og så perioden herefter (e.AI). Mit eget personlige forhold stammer, som en af Devilutions millenialskribenter, fra perioden f.AI. Min veninde var kommet hjem fra udveksling i USA og hendes kæreste lyttede til punk. Hun var helt vild med Green Day. Jeg kan stadig huske at ligge på en masse madrasser på hendes værelse til en fest, imens hun præsenterede ’Brain Stew’ og ’Hitchin’ a Ride’ for mig. Jeg var så småt begyndt at snuse til MySpace og havde købt Blink-182’s selvbetitlede album fra 2003 i smug. Jeg var nemlig ikke ”flipper” (men det blev jeg meget hurtigt herefter). Med andre ord, jeg er er en romantisk f.AI’er, der hoppede på vognen cirka 2004, lige som American Idiot blev udgivet. 

American Idiot er ubetinget bandets største kommercielle succes. Det er også, nu 17 år efter, også den plade der får allermest spilletid i aften. Det er selvfølgelig titelnummeret, bandet lægger ud med, efter et kort besøg af en mand i en kanindragt. Det slår mig først da jeg står i salen, hvor mange paralleller, der faktisk er mellem dette tidspunkt i historien og der hvor vi var i 2005. Lad mig sætte scenen: Invasionen i Afghanistan begynder i 2001, efterfulgt af endnu en invasion af Irak i 2003. Internettet er for nyligt muligt for de fleste af os at tilgå, og det svømmer over med satiriske tegninger af Colin Powell og George W. Bush.
Igen, nu i 2022, står vi med en invasionskrig på hænderne – denne gang i Ukraine. Samtidig ser vi en skyttegravskrig mellem de, der mener, at militær og politi er samfundets højeste hverv og de, der synes det er det laveste. American Idiots æstetik af flyvere, røde signaler der forstyrrer de store skærme i Forum og de vrængende ord fra albummet rammer mærkeligt hårdere, end jeg lige umiddelbart havde forventet de ville her til aften. Især c-stykket i den efterfølgende ’Holiday’ får det til at løbe lidt koldt ned ad ryggen på mig. Den fortsættes ind i e.AI sangen ’Know Your Enemy’ der, på trods af ikke at være eksempel på bandets bedste sangskrivning, altså stadig hjælper os videre ind i en løssluppen, anti-autoritær stemning. En fan kommer på scenen og synger med. Det er ikke helt skarpt, heller ikke fra Billie Joe Armstrongs side, men det går an. 

Det er så nu de værste tider begynder. For ’Polyanna’ fra 2021 er simpelthen mere Green Day-cosplay, end det er Green Day. Hvor American Idiot havde så åndssvagt skarpe tænder og bed omkring sig både i medicinindustrien, militærindustrien og i det hele taget alt den kunne komme i nærheden af, så er Polyanna en kedelig og uinspireret ballade om ”bare at være sig selv” eller et-eller-andet. Jeg opgav at følge med. Den følges op af en overraskende ’Nice Guys Finish Last’, som meget få i publikum kender. Herefter kommer schlageren ’Boulevard of Broken Dreams’ der altid skal spilles i stedet for andre fremragende numre fra American Idiot, som for eksempel ’Are We the Waiting’ eller ’Give me Novacaine’ i samme tempo. Men desværre er det lidt af en forudsigelighed, hvad der herefter bliver spillet. Faktisk er omkring 70% af spillelisten den samme, som til den koncert min seje udvekslingsveninde hev mig med til på Roskilde Festival i 2005. 

Skal vi snakke lidt om lyden, for det gør man vel altid i en anmeldelse, så er den fin. Faktisk imponerende god for Forum og opvarmningen taget i betragtning. Og nu hvor vi er ved det, så lad os også tale lidt om lyset. Jeg kunne personligt tælle 11 busser, 6 til crew og 4 til udstyr udenfor spillestedet. Det er helt vildt meget.
Scenen har foruden de to store monitors, der som sagt kører integreret videoproduktion også 8 bevægelige lysarme, bevægelig pyroteknik (både flammekastere og flammeregn), samt konfettikanoner med speciallavet Green Day-konfetti. Jeg vidste alt dette på forhånd, men er alligevel lidt chokeret. Hvorfor vidste jeg det? Fordi størstedelen af showet er 1:1 med showet på Roskilde og bandets live-DVD ’Bullet in a Bible’, som jeg personligt har set ret mange gange, blot med en smule opdateret teknik. Er det fedt at alting gentager sig? Dommen kommer senere. Men for et band der spillede til 30 kroner på Ungdomshuset i 1991 og sange, der er systemkritiske, så kan man i hvert fald undre sig over, hvor sejt det er at spille verden tynd med udstyr på flere tons og billetpriser, kun en midaldrende parcelshuspunker har råd til at betale som konsekvens. 

Nåh men tilbage til de bedste tider, for hver gang en af de næste fire sange starter, tager jeg mig selv i at tænke ”det her er virkelig den bedste sang Green Day har skrevet”, men bliver overvældet over den næste. Der er tale om ’Longview’, ’Welcome to Paradise’ og ’Hitchin’ a Ride’. Når det er godt, så er det virkelig godt – især Mike Dirnt er den underspillede helt i mange af de her sange i form af hans ikoniske baslinjer. Imidlertid har den ret intense affyring af pyroteknik opvarmet salen til en små 50 grader og vi har stadig ingen øl. Der er ikke helt krise endnu, men den er på vej, for i stedet for at bruge tid på ægte fan service, nemlig at spille en masse gammelt lort, så bruger bandet meget tid på at servicere casual fans, der er endt her uden rigtig at kende sangene. Et af de servicetilbud er et forbandet Kiss-cover af ’Rock and Roll All Nite’, der til og med lyder dårligt.

Men humøret kommer op igen, når ’Brain Stew’, ’When I Come Around’ og ’Minority’ spilles. Bare ærgerligt de skal spiddes ind mellem de middelmådige ’St. Jimmy’ og ’21 Guns’. Det går dog først rigtig galt da vi når til gentagelsernes højdepunkt, der nok fik de fleste der har set bandet før til at føle sig fanget i et deja vu: Som på et klokkeslæt udfolder der sig en koreograferet intermezzo på omkring 15 minutter, hvor bandet endnu engang skal spille det åndsvage Operation Ivy cover, hvor der skal en fan på scenen som altid (Anika, you ruled), og så skal hun have guitaren (der er sikkert en hel lastbil kun til guitarer der skal gives væk) og så skal vi synge ’Basket Case’ og så skal vi igennem hele den der ’King For a Day’/Saxofon-solo/King For a Day reprise/cover af The Isley Brothers ’Shout’ kavalkade, der overskrider min smertegrænse for, hvor mange gange man skal bede sit publikum om at sige ”hey-oh” på bekostning af bandets egne udemærkede sange. Lad mig lige nævne ’Waiting’, ’She’, ’Macy’s Day Parade’, ’ Redundant’, ’Walking Contradiction’ eller ’Geek Stink Breath’ som jeg alle hellere villle have set end de mekanisk gentagne scenegøglerier vi i stedet bliver udsat for. Det hele ender i en, for nogen forløsende ’Wake Me Up When September Ends’. Nu er det ikke for at skide på alle dem, der har et helt specielt forhold til den sang, men i mine ører er den sang efterhånden et blåt mærke som radioen i 2005-6 blev ved med at trykke på. Hvilken som helst følelse jeg engang havde for sangen er fuldstændig forsvundet, efter at  have været indlagt til den i supermarkedet, på Boogie-listen, i mine forældres bil – you name it. Men mange så glade ud på den der triste måde, så jeg håber I ikke alle sammen er døde inden i. 

Bandet slutter hele seancen af i den bedste ende, med samtlige fem akter af bandets egen rapsodi: ’Jesus of Suburbia’, hvor publikum i hele salen langsomt taber lidt af koncentrationen. Der er ikke længere kø til hverken øl eller toiletter, men nu begynder parcelhusene at kalde og folk kigger med trætte øjne mod udgangen. Der spilles selvfølgelig ’Good Riddance (Time of Your Life)’ imens flere begynder at bevæge sig i den retning. 

Hvis denne koncert er den første Green Day koncert du har set, så ignorer hvad en gammel udmattet anmelder i denne artikel skriver. Jeg kan stadig huske de fleste detaljer fra 2005 på Roskilde festival. Jeg gemte konfettien med American Idiot-motivet på i en boks på mit teenageværelse i årevis. Jeg følte mig set, hørt og taget alvorligt som koncertgænger på en måde jeg aldrig havde oplevet før, og sjældent skulle opleve siden – selv som koncertanmelder. Så tro mig,  jeg kan forstå dig og jeg ønsker dig  glædelige dage på din Green Day-honeymoon. Jeg er desværre ægteskabet 17 år senere, hvor alt for få ting har ændret sig og de ting, der gjorde mine øjne store i 2005, ikke længere kan gøre det for mig. Jeg vil ikke skilles. Jeg vil aldrig skilles fra Green Day. Men det ville være trist at sige, at tiltrækningen og overraskelsen var den samme, som første gang jeg så bandet. Jeg ønsker dem dog alt det bedste, og håber at Tre Cool overlever touren på trommer – for hold kæft han lignede en mere presset mand flere gange. Jeg håber, at selvom deres tours er så fulde af gentagelser, at bandet selv i det mindste har ”the time of their lives”.