Den flotte, men lidt rutineprægede præstation
Kellermensch manglede et gear til den første af deres to totalt udsolgte koncerter på Store Vega. Det blev en veleksekveret koncert, der desværre manglede meget af den nerve, som bandet ellers er kendt for.
En Kellermensch-koncert bliver aldrig for alvor dårlig, og esbjergenserne viste da også en vis overlegenhed, da de gæstede et propfyldt, totalt udsolgt Store Vega. Men en lille smule rutine-træthed sneg sig ind hist og pist, og så bliver vi jo bare nødt til at indrømme det: Vi savner Claudio Wolff Suez på bas.
Suez meldte sin afgang kort tid efter Kellermenschs koncert på A Colossal Weekend. Og han manglede. Eller… det har ændret noget på dynamikken. Lydbilledet var noget mindre fyldt ud, end vi er vant til, og der var også meget mere plads at boltre sig på for Nils Grøndahl, der som altid var med på violin. Det er jo i sig selv ikke nødvendigvis negativt, men der var noget deroppe på scenen, der knagede. Som tandhjul, der ikke har fået olie nok. Og egentlig var det først i ‘Mission’, det fjerde nummer på sætlisten, at de for alvor fandt hinanden og fandt det rigtige gear.
Første del af sætlisten lignede noget, vi har hørt før og som altid var bandets “hyldest” til hjembyen, Esbjerg i nummeret ‘6705’ velspillet og veloplagt. Men også meget kontant serveret. Vi fik ikke en snus mere end på pladeindspilningen og det er ærgerligt, særligt når publikum først fanger nummerets potentiale for fællessang i sidste gennemsyngning af omkvædet.
Kellermensch har et solidt bagkatalog at grave dybt i, og uanset hvornår man kom med på bølgen, så var der noget for enhver smag helt tilbage fra det selvbetitlede debutalbum. Som ved koncerten på A Colossal Weekend, kom forsanger i Vulvatorious, Ditte Krøyer på scenen, men i modsætning til ACW så var hun på scenen igennem hele tre numre. Publikum var en lille smule anderledes end på ACW og derfor stod de fleste også som saltstøtter mens en rasende, growlende, kronraget Krøyer sang duet med Sebastian Wolff. Bestemt ikke ueffent, men det gav på en eller anden måde heller ikke det ekstra til koncerten, som det måske var tænkt som. Det var aftenen igennem ikke et band, der var i sit es, og det kan selv ikke den mest karismatiske gæstevokalist redde, selvom hun bestemt gjorde sit bedste. De af os, der kender til Vulvatorious og Krøyers mange andre projekter, var naturligvis begejstrede, men dem var der bare ikke så mange af.
Hvis man har deltaget i flere Kellermensch koncerter er det ret tydeligt, at der er en fast skabelon for showet. Hen mod slutningen skal Wolff ned på hegnet ved mikseren, og det kom han da også denne lørdag under nummeret ‘Bad Sign’. Ikke meget nyt under solen her. Måske var det lidt nyt, at han for en gangs skyld ikke kastede med sin guitar. Om det skyldes den uheldige hændelse på ACW, hvor koncerten fik en brat afslutning for magasinets gæstefotograf, da han fik guitaren i hovedet, ved vi ikke, men personligt kan jeg kun hylde, at scene-stunts, der kan skade andre mennesker alvorligt, udfases. 
Ved koncertens næstsidste nummer, ‘Army Ant’, gyngede Vega for alvor – og det var da i slutningen af show’et, at Kellermensch sådan rigtig fandt benene. Det var på en eller anden måde bare lidt for sent og lidt for lidt til en koncert, der ganske vist var veludført, men manglede den nerve, som er så vigtig en del af deres sange.