Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaargh
Populær
Et udsolgt Stengade endte med at dampe i den kolde nat, da tre danske bands fik den københavnske kælder til at koge over i feministisk glædesrus.
Jeg er Bare Kommet For at Råbe
Præsentation
Maria
Grethes Hits
Krænk Mig
Lasses Mor
Og Så Sagde Vi Det Var Det
Altankasse i Stormvejr
Kaff' eller Knep
Ind Med Hænderne
Emma Løs I Reeperbahn
Uteknisk Held
Carpe Diem Min Røv
Miss Peggy
ENCORE:
Ind med Hænderne
Kaff' eller Knep
Det sker ellers nærmest kun, når Slipknot eller Metallica spiller. At de første rækker består af glade unge mennesker, der alle er iført spritnye bandshirts, der tilhører det band, der står på scenen.
Os elitære metaltyper kunne aldrig finde på at gøre det, men når man er mindre selvbevidst og opfyldt af glæde og entusiasme, giver det bare så meget mening at vise bandet, at man kan lide dem. Og det skete fredag på Stengade. Op mod halvdelen af publikum havde nemlig købt t-shirts af aftenens første band, helt nye Vulvatorious.
Bevares, man fik da indtrykket af, at den lidt ældre kvinde i vagina dentata-shirt og høreværn måske havde en familiær relation til orkesteret, men det gjorde egentlig ikke noget, for stemningen var så god, og alle glædede sig til at se det unge crust-black band spille deres allerførste koncert nogensinde til tredje omgang Luna Riot Ball.
Luna Riot Ball afholdes og arrangeres af Malene Pedersen, forsanger i Lucid Grave, og skal fungere som en dansk pendant til Riot Grrl-bevægelsen – altså med et hårdt, konfrontatorisk og eksplicit feministisk sigte. Og det lykkedes til fulde. For første gang i undertegnedes liv, var kvinder nemlig i overtal blandt publikum, og for mange fik man den fornemmelse, at det var en af deres allerførste koncertoplevelser nogensinde. Uanset hvor man så hen, var der smilende og grinende unge ansigter, og det var næsten lige til at få håb for fremtiden af. Selv hvis det musikalske indslag havde været mindre overbevisende, ville aftenen have været en succes, alene fordi man kunne forestille sig en fremtid med endnu federe musik og koncerter. Heldigvis var det ret hypotetisk, for de tre bands sprang Stengade i luften, metaforisk talt.
Kussekrig
Første band var Vulvatorious som også spillede deres allerførste koncert. Det var til at få øje på, da der lige skulle løsnes lidt op, og forsanger Ditte Krøyer skulle vænne sig til at hardcoredanse på scenen, hvor der i modsætning til pitten, hvor hun virkede ganske hjemmevant, var en lang mikrofonledning at holde styr på.
Vulvatorious udgav sidste år deres første tre sange, og brygger på en plade, noget de nok får råd til at indspille med alle de t-shirtindtægter aftenen bød på, og det var derfor også et kort og energipakket sæt.
Fra første færd med den brølende ‘Cunt War’, havde Krøyer dog publikum i sin hule hånd, ligesom resten af bandet imponerede. Interessant var Florent Bessons seksstrengede bas – sjældent set i crust og ligeledes Signe Lading og Sofie Angen, der indtog venstre flanke af scenen med seriøs guitarhelteri, særligt under soloen i første nummer.
De helt store helte var dog trommeslager Rasmus Aarslev, der med sit voldsomme trommetæveri hjalp forsanger Ditte Krøyer med at holde salen på kogepunktet.
Vi fik to nye sange at høre, den ene på dansk, fredag aften, og det fungerede fremragende. Den sludgede ‘Mormors Sang’ viste, at Vulvatorious formår andet og mere end bare at spille hurtigt og vredt, og det tegner godt for fremtiden. Sidste nummer var dedikeret til Krøyers farmor, der for nylig var gået bort, og både hun og hendes bror i publikum var tydeligt påvirket ved sangens afslutning. Der var nerve i optræden og ‘Farvel. Jeg går.’ havde en tungere stemning end crowd-pleaseren ‘Fuck You, Incel’, der blev spillet hele to gange – det var også ekstranummeret. Vulvatorious havde en fornem første optræden, og de er kommet godt i gang med at skabe en dedikeret følgerskare.
De falske svenskere
Alle troede Glöm Allt var fra broderlandet. “Hvornår går svenskerne på?”, sagde folk. Det var derfor med kollektiv tabt underkæbe, vi kunne høre forsanger Stina tale på skærende københavnsk inden andet track. Men vi var hurtigt videre, for Glöm Allt spillede fortræffende dansabel K-town punk, og overtog et villigt pubilkum fra forgængerne, så pitten voksede sig endnu større.
Stina og Anna på bas og guitar gav den som ægte rockstjerner og entusiasmen skinnede ud af dem. “Jeg elsker når kvinder spiller tissemandsrock”, sagde en publikummer, og det var svært at være uenig i. Med en næsten The Muslims’k forståelse for melodi og, i mangel af bedre ord, bouncyness, var de unge (og nogle lidt mindre unge) mennesker oppe foran i den grad i færd med at lære, hvordan en moshpit fungerer.
Efter Glöm Allts show var der en kort optræden på førstesalen, hvor artisten Emma-Luna Jønsson demonstrerede præcis hvordan en krop kan bevæge sig, når man ikke spiller efter de samme regler som, fx undertegnedes, og den lille akrobatiske cirkusoptræden var med til at holde den gode stemning ved lige inden aftenens hovednavn: Situationsfornærmelse.
Alle var kommet for at råbe
Aarhusianske Situationsfornærmelse var i deres es denne aften. Fra første sekund satte Andrea Uglebjerg gang i et råbekor, der bad om “mere, mere, mere” og det forløstes kort efter i ‘Camp Skrald Mig’ – en ode til ækle Roskildeoplevelser, som de fleste nok hungrer mere efter nu end nogensinde før, og allerede herfra kom koncerten op i øverste gear.
Andrea Uglebjerg var en vildere indpisker, end man oplever selv til de fleste hardcorekoncerter og hendes halvironiske bevægelser på scenen blev kun endnu højere klasse af, at den ekstreme livsbekræftelse, der lå i, at både publikum og band var med på joken sammen og var enige om at have det ekstremt sjovt.
Åbenbart har Situationsfornærmelse en dedikeret fanskare i København, og både undertegnede og bandet selv var lige dele imponerede og overraskede over, hvor mange der kunne teksterne udenad. Hver eneste sang blev akkompagneret af publikum, og når Uglebjerg rettede mikrofonen udad, var det nærmest højere, end når hun selv sang.
En præsentationsrunde fremviste Dines Karlsens mildt sagt imponerende guitarevner med noget af en solo, det samme gjorde sig gældende for Frederik Uglebjergs trommer og og Mathias Jørgensen tog fuldstændig gassen af ballonen, da han forgæves forsøgte at spille tre sammenhængende toner på sin smukke sommerfuglebas – et instrument han dog senere demonstrerede ganske fortrinlige evner på.
Vi fik alle Situationsfornærmelses sange at høre, og det er jo noget af det skønne ved en punkkoncert. Lige så skønt var det, da Andrea Uglebjerg hyldede kvinder og arrangementet og i et øjeblik næsten fik os til at være alvorlige, da hun fortalte om sin nyfødte datter. Seriøsitet forsvandt dog næsten øjeblikkeligt, da hun i samme åndedrag introducerede næste sang – ‘Krænk Mig’ – og fik publikum til at gå amok.
Det var en perlerække af skønne øjeblikke, også da undertegnede blev peget ud til ekstranummerversionen af ‘Ind med Hænderne’, der i dagens anledning blev dedikeret til anmelderne i salen. Eller da Andrea Uglebjerg crowdsurfede på det unge publikum, og da alle blev ramt af ‘Kaff’ eller Knep’.
Vi forventede sjov af Situationsfornærmelse. Det fik vi, men vi fik også en ægte god koncert.
Luna Riot Ball vol. 3 var intet mindre end en kæmpemæssig succes og for de mange, der havde deres første moshoplevelse, kunne det næsten ikke have været bedre.
Og ja, Andrea Uglebjerg. Du har ret. Kvinder er fucking dope.