Lyden af svundne tider
Populær
St. Prostitute har udgivet bandets andet album ’Glorified’. Vi har været lidt længe om at få tid til at anmelde det. Men albummet forældes nu ikke så nemt, da det allerede lyder som noget, der kunne have været udgivet og glemt for ganske mange år siden.
2. Red Car
3. City Lights
4. All Mine
5. L.A. Party
6. Dead By Rock *n* Roll
7. Running With Scissors
8. Suicide Girl
9. Leech
10. Prima Donna
11. Scream
12. Such A Bliss
St. Prostitutes første album ’Here Come the Prostitutes’ fra 2012 var sådan set en fin lille upoleret sag, der ikke forsøgte at gøre sig større end den var.
Andet album er jo per definition altid svært at komme igennem. Det har det også været for St. Prostitute. Stilen er fortsat den glade ukomplicerede hard rock’n’roll med klare inspirationskilder hos D.A.D. og engelsk og amerikansk sleaze, glam og poppunket rock. Det er sådan set fint nok. Men inspirationen synes at være så tyngende for bandet, at der slet ikke er plads til nytænkning.
I stedet lyder stort set alle sangene på ’Glorified’ som noget, der er hørt før. Særligt D.A.D. springer i den grad ud som et band, som St. Prostitute har lænet sig umådeligt meget op ad, men også mere punkede bands som Green Day synes at have været inspirationskilde.
Mangel på originalitet
’Glorified’ åbnes med sangen ’Farewell & Goodbye’, og den lyder i uhyggelig grad som en sang, D.A.D. kunne have kreeret, den gang de endnu spillede lidt halvhurtige sange.
Anden sang på albummet, ’Red Car’, sætter i gang med en AC/DC-lydende optakt, inden det hele ender i en temmelig ligegyldig hard rock-sang.
Første videoudspil fra ’Glorified’ er femte sang på albummet, ’L.A. Party’. Sangen lyder som en blanding af Mike Tramp og Cheap Trick med Thin Lizzy som backingband. Det kan måske se godt ud på skrift, men er ikke nødvendigvis særligt fedt for ørerne.
">
På flere sange er inspirationen fra D.A.D. ikke mindre stor end på 'Farewell & Goodbye', men så er der jo andre at søge hjælp hos. I den forbindelse synes bandet at have en forkærlighed for den poppede, let punkede alternative rockscene fra England i 80’erne og 90’erne, hvor eksempelvis sangene ’Suicide Girl’ og ’Leech’ lyder lidt som tidlig Manic Street Preachers.
På den ene side må man give St. Prostitute en high five for at være tro mod den gode gamle traver med heavy rock og fest hele natten. Men på den anden side, så er der lidt for lidt nytænkning i musikken. Sangene lyder så velkendte, at man hele tiden overvejer, om der er tale om coverversioner.
’Glorified’ er fin nok til en opvarmning til en tur i byen. Men St. Prostitute kan gøre det bedre. Så det ser vi frem til.