Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '20: Noget sort, noget sært - og The Night Flight Orchestra

Updated
-XTD3559-88-1535481737

Roskilde Festival har booket svensk AOR, stilskabende deathcore, russisk bøllehop og hardcore, sludge, stoner og The Strokes. Læs desuden også vores præsentationer af Eyes og Gabestok.

Titel
+ The Strokes + Jimmy Eat World + Suicide Silence + Employed to Serve m.fl.
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

The Night Flight Orchestra: 
Svenske The Night Flight Orchestra er festen, hvor alle de langhårede, langskæggede og battlevest-klædte danser, som om ingen kan se dem. Det er Soilwork-duoen Björn Strid og David Anderssons hjertebarn, hvor de to i selskab med bl.a. Sharlee D’Angelo fra Arch Enemy lægger melodøden på hylden for at hellige sig AOR, klassisk rock og storladne stadionhymner med ditto omkvæd.

Melodien og det gode refræn er i højsædet, kærlighedssangene sveddryppende og al transport foregår i en REO Speedwagon eller et rumskib.

Bandet har udgivet fem albums på otte år, hvoraf det femte, ‘Aeromantic’, er nyudkommet, når NFO flyver mod Roskilde Festival. ‘Amber Galactic’ fra 2017 står stadig som højdepunktet i bandets diskografi. Et album, man virkelig skal stritte voldsomt imod for ikke at lade sig forføre af.

The Night Flight Orchestra er lyden og sjælen fra Toto, Journey og Foreigner kombineret med farten fra klassisk heavy metal og lytbarheden fra Melodi Grand Prix. Og det bliver en fest!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Suicide Silence:
Det kan godt være, at Suicide Silence har haft nogle markante problemer med deres seneste udgivelser, men da bandet kom frem, var det amerikanske band blandt de bannerførere, der pressede den bastante deathcore ud i æteren. 

De fleste er sandsynligvis bekendte med tidligere forsanger Mitch Luckers tragiske død i en motorcykelulykke tilbage i 2012. En ulykke, der resulterede i, at Hernan Hermida blev rekrutteret fra All Shall Perish og overtog pladsen i front. Den havde han også da bandet i 2014, året efter Hermidas indsættelse, spillede på Copenhell. En udmærket demonstration af bandets kundskaber, der blev beskrevet som en vild, utæmmet instrumental koncert, hvor kun vokalen manglede pondus. 

Det pondus manglede Hermida også i høj grad, da bandet i 2015 sadlede om og kastede sig over nu-metallen. En sand katastrofe, der nu er mere eller mindre slettet fra bandets historie. På dette års udgivelse, ‘Become the Hunter’, vender bandet fuldkommen tilbage til rødderne. Tilbage til det, de er bedst til, og det må forventes, at det netop er den klassiske deathcore, der kommer til at præge, når Suicide Silence til sommer gæster Roskilde Festival.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

The Strokes:
Når nogen spørger “skal du med op og se The Strokes”, når du ligger i lejren med hjernedøde tømmermænd, så skal du faktisk imod bedre vidende gøre det. Du er måske lidt “over” 00’ernes garagerock-revival: Franz Ferdinand, The Killers, Arctic Monkeys. Men her er argumenterne for at orke det alligevel: The Strokes var de første. Det er ikke deres skyld, at der blev tærsket lidt for meget langhalm på den idé. Du kommer nok til at trækkes med en del nyt synthpop, men enhver sang fra neo-klassikeren ‘Is This It’ bliver det hele værd. Desuden kan man regne med, at koncerten bliver noget så besynderligt som “sjov”, “underholdende” og “dansabel” i de rigtige mængder. Den store kunst udebliver måske, men hvis koncerten bliver bare nogenlunde på niveau med den i 2011, så kan det sagtens drikkes øl til.

Tvivler:
Danske Tvivler er et band, vi i en del år efterhånden har haft et godt øje til på Devilution. Efter tre roste ep’er venter bandets debutalbum, ‘Ego’, lige om hjørnet, og nu har de også fået selve Roskilde Festivals opmærksomhed, efter at de i 2017 optrådte på festivalens Rising-scene.

Tvivler serverer melodisk, dansksproget hardcore punk, der trods alt stadig er larmende, insisterende og ekstrovert trods sine tendenser til også at dyrke velklangen. Man er ikke i tvivl om, at Tvivler er utilfredse, og at de nok skal fortælle dig over hvad. Bandets rytmik og sangopbygning går ikke nødvendigvis den slagne vej, og mathrocken stikker hist og her sit hoved frem i Tvivlers musikalske verdensbillede.

På en dansk hardcore-scene, der vel næppe nogensinde har haft det bedre, står Tvivler som et af de kunstnerisk set mest interessante navne, der både vil udfordre og overvælde lytteren. Det er en stærk og original booking fra festivalens side, og bandet med den karismatiske Thomas Burø i front vil helt sikkert levere en live-optræden, der vil blive en mindeværdig oplevelse.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Bersærk:
Danske Bersærk har med deres selvudnævnte “hedningehegn” ramt en åre i folkesjælen, der hidtil har været overset. Groovy, tung men lyttevenlig stonerrock kombineret med dansksprogede og særdeles velskrevne tekster, der hylder tiden før kristendommen, før kapitalismen og før egoismen. Den gang, hvor mennesker faktisk var de gode.

Bandet evner at kombinere tyngden i musikken, det gode, varierede riff, den fremragende sang og de ganske udmærkede tekster i et mix, der både kan henrykke de kritiske og begejstre masserne.

Med den karismatiske forsanger Casper Popp i spidsen med sin store stemme er Bersærk endt som et af landets allerstærkeste livenavne, der har henrykket snart sagt enhver dansk tungrock-festival, inklusive to besøg på Copenhell og en optræden på Roskilde Festivals Rising-scene tilbage i 2016.

Med bandets anden plade, ‘Jernbyrd’ fra 2018 samt en ny fuldlængde så småt i støbeskeen er Bersærk uden tvivl garant for endnu en tungrocket folkefest med masser af både fællesskrål og fællesskål.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Helms Alee:
De sludgede støjrockere fra Seattle udgives af LA-labelet Sargent House, der blandt andet har bands som King Woman, Devilution-favoritten Lingua Ignota, Deafheaven og Brutus i stalden, og som de ovennævnte bands er Helms Alee heller ikke bare lige ud ad landevejen.

Helms Alee fordeler blandt andet vokaltjansen nærmest ligeligt mellem de tre medlemmer, hvilket byder på meget forskelligartede og lagdelte kompositioner. De spænder fra en tung og meget tydeligt Seattle-præget manderumlen og helt op i de højere tonelag, når bassist Dana James eller trommeslager Hozoji Matheson-Margullis tager over.

Sidste år udsendte de deres måske bedste album 'Noctiluca', der generelt har modtaget flotte anmeldelser, og på denne fremviser trioen deres bedste sider. Pladen opererer i krydsfeltet mellem grunge, noise-rock og sludge, dog uden nogensinde at blive smadret tung.

Helms Alee kan tages som en oplevelse, men du kan også give dig hen til musikken og blive udfordret af den.

Læs seneste koncertanmeldelse her.

Jimmy Eat World:
Hittet ‘The Middle’ tog Jimmy Eat World fra New Jersey til verdens største scener i American Pie-æraen. ‘Bleed American’, albummet hvorfra singlen kom, er en overset perle i amerikansk rockmusik - i hvert fald på denne side af Atlanten. Efterfølgende, i 2004,  udgav bandet det nok bedste mainstream-rockalbum der nogensinde er udgivet: ‘Futures’. Både ‘Futures’ og den senere ep ‘Stay On My Side Tonight’ drager inspiration fra alternativ rock, punk og blues, men er først og fremmest brilliante på grund af forsanger og sangskriver Jim Adkins' tekster. Desværre tog bandet herefter en skarpere drejning imod mainstreammusikken med først popalbummet ‘Big Casino’ i 2007 og herefter med en perlerække af albums, der leverede meget lidt, men åbenbart holdt gryden i kog. Bandet har ikke udgivet noget lytteværdigt i et årti, men inkarnerede fans vil stadig dukke op for at høre ‘The Middle’, ‘Sweetness’ og ‘Hear You Me’. Det kan de heller ikke klandres for, for Jimmy Eat World er et fantastisk liveband og gør forhåbentligvis endnu engang op for de mange skuffelser med en velvalgt sætliste og lidt ekstra sved. 

Black Country, New Road:
Der er røre i den engelske indie rock-undergrund. Sidste år var det Black Midi, der var Roskilde Festivals aparte og nyskabende engelske rocknavn, og Black Country, New Road har mange fællestræk med dem.

Uforudsigelige strukturer, aparte sangopbygninger, breaks mellem post-rock, ditto punk og næsten fusionsjazzede støjeksplosioner, frembragt af blæsere, de traditionelle rockinstrumenter og forsanger Isaac Woods vokaler, der ligger et sted mellem Damon Albarn, Mike Patton og et virkelig aparte poetry slam-indslag.

Bandet har blot to singler ude, men har allerede skabt sig et navn på deres anderledes tænkte tilgang til rockmusikken og angiveligt ganske vanvittige liveshows, hvor de syv mand høj kaster sig ud i formløse, ekvilibristiske studier i musikkens krinkelkroge.

Elder:
For Elder er det stadig 1978. På ældgamle instrumenter, kabinetter og forstærkere er bostonianerne omrejsende handelsmænd, og det de falbyder er et stenet, psykedelisk musiktrip. Elder er for dem, der gerne ville bytte lidt af Sleeps tyngde ud med muligheden for at fortabe sig fuldstændig i lydlandskaber og svæve ud af kroppen og, som en anden Siddhartha, forlade al eksistensens pinsel og elendighed.

Elder startede som et mere eller mindre gennemsnitligt stoner metal-band, men har siden gennembrudspladen ‘Lore’ fra 2015 kastet deres kærlighed på forgangne tiders psykedelika og progressiv rock. Guitaren får ikke for lidt og tripper sig igennem soloer og riffs som bølger på en strand.

Elder er kendt for at give koncerter, der fremviser alt, hvad bandet kan, og som giver publikum en totaloplevelse, og med en ny plade på vej til april kan man vist roligt regne med, at Elder glæder sig til at demonstrere deres nye materiale. For dem, der ikke kun er til bajere, når de er på festival, er Elder et oplagt sted at starte rejsen.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Employed to Serve:
Engelske Employed to Serve spiller et moderne, skævt mix af hard-, death- og metalcore, der synes at trække på inspirationer fra bands som Refused og Code Orange og tilsætter en stor del lyttevenligt og headbangerdesignet groove, der uden tvivl kan starte en fest de fleste steder. Med den hidsige forsangerinde Justine Jones i front er det normcore-udseende orkester et aparte syn på en scene, men gør angiveligt et stort indtryk med et energisk liveshow.

Bandets udgav sin tredje plade, ‘Eternal Forward Motion’ sidste sommer med rosende anmeldelser til følge, og de kan godt gå hen at være en af årets mest besøgte core-fester på Roskilde, når der virkelig skal samles mønter op i pitten.

Fat White Family:
Når du kommer fra en by der hedder Peckham, har du ligesom allerede vænnet dig til dumme navne. Om det er derfor bandet Fat White Family har et så ubehjælpsomt navn vides ikke. Heldigvis er de næppe det mest horribelt navngivne band indenfor garage- og psychrock. De britiske medier derhjemme har hyldet bandets “transcendentale” musikstil; der er musikalske forbindelser til både John Lennon og Arctic Monkeys. Altså er der lagt godt i pejsen forventningsmæssigt, når bandet gæster Dyrskuepladsen.

Skulle det eventuelt ende med at skuffe, er der rig mulighed for at space lidt ud og grine af sangtitler som ‘The Whitest Boy On The Beach’, ‘Goodbye Goebbels’ og ‘Breaking Into Aldi’.

Kælan Mikla:
Kælan Mikla kommer fra Island og spiller deres eget småfolkede take på darkwave. Darkwave kan vel nemmest beskrives som techno for goths. Det skal dog ikke afskrække nogen, da islændingene har en del at byde på med deres sans for det dramatiske og deres interessante brug af livebas i kombination med synths og samples.

Senest de var i Danmark opvarmede trioen for de franske blackgazere i Alcest og gav Pumpehuset en noget forvirrende demonstration af deres dansable, men dissonante mørkedisco. De tre unge musikere har dog allerede meget tidligt i deres karriere delt scene med koryfæer som The Cure og Placebo og har dermed deres goth credentials godt på plads.

Det, der rigtig adskiller Kælan Mikla fra så mange andre synth acts i 2020 er deres enormt islandske udgave af genren. Forsanger Laufey Soffia dirigerer forestillingen som en neonlysende heks og hendes inderlige vokal, der udelukkende fremfører tekst på islandsk giver en følelse af anakronisme, der kan appellere til både unge og gamle. I Pumpehuset var der adskillige, der ikke kunne modstå fristelsen og begyndte at danse. På Roskilde bliver det garanteret en fest.

Læs seneste koncertanmeldelse her.

Moscow Death Brigade:
Moscow Death Brigade kan beskrives som en corny, russisk proletarudgave af Beastie Boys. Et skævt og festligt mix af punkspader, hardcore-attituder, electrobeats og hiphop-lyrik fra et band, der klædt i elefanthuer nærmest ligner en hooligan-udgave af Odense Assholes. At bandets andet og nyeste album hedder ‘Boltcutter’ er næsten for meget et tilfælde i den sammenhæng.

Den russiske trios budskaber stikker dog noget dybere og handler om social bevidsthed, oprør mod den etablerede politiske magt, højredrejningen og Vladimir Putin, og selv om det foregår på et til tider noget udfordret engelsk sprog, er man ikke i tvivl om ideologien bag. Det er oprør, serveret som en punket diskorap-fest.

Moscow Death Brigade sender bandets tredje plade på gaden inden besøget på Roskilde Festival som, hvis rygterne om gruppens live-optrædener taler sandt, godt kunne gå hen og blive en af dem til historiebøgerne.

Oozing Wound:
Chicago-trioen Oozing Wound lægger sig i et evigt skiftende lydbillede, der med udgangspunkt i støjrocken også låner efter behov fra eksempelvis både thrash metal og sludge. Ud over en tendens til både skarpe og fjollede sangtitler brillerer bandet med sin uforudsigelighed, hvor udtrykkene i musikken er konstant skiftende, men har en konstant tyngde og aggression som en af grundpillerne.

Lysten til at eksperimentere og nedbryde grænser synes at være alfa og omega for de tre amerikanere, der skriver musik med deres helt egne præferencer i tankerne snarere end hvad lytteren vil forvente af dem. At et magasin som Pitchfork har forelsket sig i Oozing Wound siger en del, både på godt og ondt.

Bandet er for tunge til at være rock, for lette til at være metal, men efterlader ikke desto mindre et indtryk, man husker. Senest på orkestrets fjerde fuldlængde, ‘High Anciety’, der så dagens lys for et års tid siden.

Scúru Fitchádu:
Forestil dig de mest udsyrede dele af Sepulturas ‘Roots’-plade tilsat electrobeat og så meget mærkværdighed, at det næste ikke er til at være i. Så har du Scuru Fitchadu.

Med rod i en punk-æstetik kaster musikeren Sette Sujidade, der udgør bandet, sig ud i en aggressiv blanding af drum’n’bass, Prodigy-inspireret big beat, Joe Buck-lignende vokaler (på kreolsprog, bevares) og traditionel instrumentering fra Kap Verde. Det er et særdeles specielt og ganske aggressivt mash-up, hvis fokus på vrede og social indignation ikke går tabt, selv om man ikke lige er skarp i den portugisiske sprogfamilie.

Scuru Fitchado er fart, vildskab og energi i en blanding, du næppe kan have hørt før. Det er han på den nyudgivne debutplade ‘Un Kuza Runhu’, og det vil han uden tvivl også være live på Roskilde Festival.

Eyes:
Københavnske Eyes spiller aggressiv og vild blackened hardcore. Senest varmede de op for Konvent i Pumpehuset og gav et mildt sagt uforberedt doomlystent publikum én på opleveren. En enkelt gæst udtrykte, med utilfredsheden lysende ud af øjnene, sin utilfredshed med at der blev skubbet lidt frem og tilbage, mens bandet spillede. 

Her kommer jeres advarsel. Du kommer ikke til at stå og slappe af, mens Eyes spiller. Forsanger Victor Kaas kaster sig rundt både på og foran scenen og inddrager publikum i sin performance, om de vil det eller ej, trommer og guitar blæser afsted, og du kan ikke undgå at svede. 

Eyes udgav i 2018 deres første album, og det må snart være tid til at høre nye toner fra kvintetten af musikalske voldsmænd. Hvis stjernerne står rigtigt, bliver vi beriget med en ny omgang sonisk kaos op til deres optræden på Roskildes Rising-scene.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.

Gabestok:
I Københavns Nordvestkvarter ligger spillestedet Mayhem der, som et moderne ekko af Oslos legendariske pladebutik Helvete, danner udgangspunkt for en veritabel flodbølge af mere eller mindre professionel black metal. Om Gabestok er professionelle er uinteressant, men de er i den grad passionerede og vil det, de laver, med overbevisning.

Sidste år udgav duoen deres debutalbum, som vi på Devilution beskrev som ‘synthpunket smadderblack”. Der er ikke plads til at trække vejret på pladen ‘Tre’, til gengæld er der rig mulighed for at få klaustrofobi af de horrorinspirerede synthpassager, inden de thrashede riffs sparker luften ud af lungerne og efterlader dig forvirret og forpustet.

Gabestok hader alt og alle, og musikken er ikke for dig, der er kommet for at danse.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.