Kraftudladning med for lavt til loftet

Kraftudladning med for lavt til loftet

The Night Flight Orchestra viste misundelsesværdigt sammenspil, der bragte hofterne i rotation på selv den tungeste lædervest i lokalet.     

Spillested
Dato
24-08-2018
Genre
Trackliste
1. This Time
2. Turn to Miami
3. Living For The Nighttime
4. Sometimes The World Ain't Enough
5. Something Mysterious
6. Can't Be That Bad
7. Transatlantic Blues
8. Montreal Midnight Supply
9. Gemini
10. Paralyzed
11. Midnight Flyer
12. Josephine
13. Lovers in the Rain
14. West Ruth Ave
Karakter
4

På Summer Breeze Open Air, skød svenskerne et tungt belagt sæt afsted, der vist særskilt skulle appellere til metalpublikummet, i erkendelse af, at det trods alt var en metalfestival de var booket til og dennes publikum de havde til opgave at tilfredsstille.

Her ophører så også alle fællesnævnere med både de hårdtslående genrer og festivalens publikum, når man ser bort fra bandmedlemmerne.

The Night Flight Orchestra er en rendyrket kærlighedserklæring til 70'erne og 80'erne med tonale referencer fra dansevenlige rockbands som Journey og Toto, til de mere sleazy popinfluerede perioder for kunstnere som Elton John og Billy Joel.

Essensen ligger i den kække hi-hat, fyldige synths, uptempobeats, frække guitarlicks og indsmigrende kor. I produktionstermer kan man sige, at der ikke er sparet på sovsen, hvad høres i de talrige lag af kor, effekter, og komplekse arrangementer, der alligevel er mikset skarpt, så alt træder klart frem i et komprimeret lag af ren lyd. Et forhold, der er umanerlig svært at overføre direkte til scenen.

Det kunne de så alligevel på Stengade, The Night Flight Orchestra, dækket ind af otte musikere, der med Soilworks Björn Strid (vokal) og David Andersson (guitar), samt Sharlee D'Angelo (bas) er kendt af metalpublikummet, som var mødt talstærkt op, men musikalsk taler ind i en bred palette af både alder, køn og musiksmag.  

Koncerten åbnede uden support med ‘This Time’ fra juniudgivelsen ‘Sometimes The World Aint Enough’, der var en lettere konsumerbar fortsættelse af hitpladen ‘Amber Galactic’ fra 2017, der fik flere fra redaktionen til at rydde førstepladsen da ‘årets album’ skulle findes.

Men ‘This Time’ lagde altså bunden for fem kvarter, præget af netop det seneste album, samt den forgangne års-favorit, der med ‘Gemini’ og ‘Something Mysterious’ bragte nævneværdig genkendelse hos et tændt publikum.

Alle var kommet for at danse

The Night Flight Orchestra selv var i ganske højt humør og optrådte med stort overskud, så tightspillede løb snart var i keyboardsne, snart på guitar og ikke mindst på bas, hvor Arch Enemys D’angelo med sit fyldige korpus og lune smil velfortjent tog det meste af opmærksomheden på Stengades alt for lille scene.

Også guitarist og sangskriver David Andersson trådte i front med sine rigelige soli, og en lille sorte fjer-ørering dinglende som en kitchet reminder om, at The Night Flight Orchestra ikke bekender sig udelukkende til farverig lycra eller sort læder, men kan - og vil - lidt af det hele.

Björn Strid imponerede med en teknisk kraftpræstation, og befandt sig tilsyneladende ubesværet både i det kraftige fuldregister, som i det højere toneleje, der hører genren til, selvom det også blev klart, at der er tyndest på toppen for den snart 40-årige growler.

Den tætpakkede scene tog lidt af gassen ud af både musik og stemning, der med musikernes kulørte outfits og drilske spillestil på mange måder skreg om højt til loftet, men selvom publikum demonstrerede udelt begejstring (heriblandt Devilutions egen Jacob Dinesen, der for én gangs skyld var kommet for at danse) er der nok lidt vej til de større scener, medmindre Soilwork-referencen i fremtiden kan gøre sit for billetsalget, eller bandet simpelthen finder sit rette publikum. 

Frontmand Strid nævnte i det nylige interview med Devilution at en af inspirationskilderne er den svenske Eurovision-tradition fra 70’erne og 80’erne, som han kalder en guldalder i svensk musiks historie, og da The Night Flight Orchestra ingenlunde er sat i verden med ironi, er det ikke utænkeligt, at netop en Eurovision-optræden ville føre dem sammen med deres sande målgruppe.

Lad os håbe det, så vi næste gang kan se dem på en større scene, hvor de bedre kan folde vingerne ud.