Religionskrig på vågeblus

Religionskrig på vågeblus

Efter et par år på tegnebrættet kunne man godt have ønsket sig et skarpere produkt, end danske Bersærk leverer.

Kunstner
Titel
Jernbyrd
Dato
20-03-2018
Genre
Trackliste
1.Kronen På Værket
2.Kampånd
3.Skyggeland
4.Tordensol
5.Intet Glemt, Før Alt Er Brændt
6.Fimbuls Børn
7.Niddingesang
8.År Nul
9.Jernbyrd
10.Solens Folk
Forfatter
Karakter
3

Lad mig indrømme det med det samme: Jeg ville virkelig ønske, at jeg elskede den her plade.

Jeg var en af mange, der blev bjergtaget af Bersærks debut, ’Mulm’, fra 2015. Af bandets nytænkte måde at bruge det danske sprog i metallen, af den blytunge, skærende intensitet i musikken, af Casper Popps karismatiske og store stemme og af gruppens energiske liveshows. Derfor havde både jeg og metalmiljøet af flere grunde høje forventninger til ’Jernbyrd’, der udkom for en måneds tid siden.

Og ’Jernbyrd’ er på mange måder en naturlig udvikling fra den seneste plade. Som det bliver præsenteret på versemål i den udmærkede åbner ’Kronen på værket’, er Bersærk nu ikke længere dem, der synger om fred og fordragelighed mellem mennesker. ’Jernbyrd’ er Bersærks krigsplade, hvor de kalder til kamp mod kristendom, mod ufred, mod intolerance. Alt sammen præsenteret i et sprog, hvor det ikke bliver for banalt og overfladisk, men hvor metaforerne samtidig ikke er sværere at tyde, end at en semi-studentikos pladeanmelder godt kan følge med. Eksempelvis på pladens med afstand bedste nummer ’Fimbuls børn’, der ansporer til et opgør med den kristne idé til fordel for asatroen og den nordiske mytologi. En tankegang og indgangsvinkel, der gennemsyrer Bersærks univers og går igen flere steder på pladen, blandt andet i titelnummeret.

Lidt godt, lidt sublimt og en smule skrammel
Desværre kan det noget afgrænsede tekstunivers godt blive lidt enerverende at høre på i længden. Dermed ikke sagt, at Bersærk genbruger emner mere end de fleste andre metalbands, men et dansk tekstunivers stiller bare højere krav til kvalitet og spændvidde hos tekstforfatter og bandchef Lars Evers, end et engelsk ville, specielt når bandet er så drevet af Popps karismatiske vokal forrest i lydbilledet. Når de danske tekster er gennemarbejdede, er det fantastisk. Når de ikke er, falder det så meget desto tungere igennem.

Musikalsk fastholder ’Jernbyrd’ den samme tunge, huggende, hårdt rockede stil, som man hørte på debuten, om end der til tider synes at mangle noget af den intensitet og nerve på bas og trommer, som ’Mulm’ bød på. Om det skyldes et ønske om nytænkning, udskiftninger i bemandingen på netop de to instrumenter eller noget helt tredje skal jeg ikke kunne sige, men numre som ’Intet glemt, før alt er brændt’ og ’Skyggeland’ er kompositioner, som mangler meget af den tænderskærende hidsighed og tyngde, som Bersærk tidligere har stået for.

Det er dog ikke skidt det hele. Det desperate kampskrig, der er førstesinglen ’Fimbuls børn’, er måske det bedste nummer, Bersærk nogensinde har komponeret. ’Tordensol’ indeholder et nærmest irriterende ørehængende riff, der bliver siddende i ørerne flere timer efter, ’År nul’ og ’Jernbyrd’ har potentialet til at blive koncertfavoritter med masser af fællessang og synkron headbanging til følge, og pladens afdæmpede lukkenummer ’Solens Folk’ beviser, at Bersærk sagtens kan videreudvikle sin musikalske profil uden at give køb på de ideer, der gjorde ’Mulm’ til en glimrende debutplade. At den Magtens Korridorer-lydende ’Skyggeland’ så understreger, at der også er forkerte retninger at udvikle sig i, lader vi være glemt for øjeblikket.

Tilbage står billedet af en plade, der holder vand knap to tredjedele af vejen, men desværre ikke rigtig lever op til de forventninger, som debuten havde skabt.