Det sikre og ærgerlige valg
Suicide Silence vender tilbage til det sikre ophav med en plade, der ønsker at slette alle minder om den selvbetitlede 2017-katastrofe.
Two Steps
Feel Alive
Love Me to Death
In Hiding
Death's Anxiety
Skin tight
The Scythe
Serene Obscene
Disaster Valley
Become the Hunter
Suicide Silences selvbetitlede 5. udgivelse var sandsynligvis årets deathcore-katastrofe i 2017. En større tåbelighed skal man lede længe efter. Udgivelsen var slet og ret elendig og et tydelig tegn på manglende selvindsigt. En pinlig udgivelse, der nemt kunne have været et solidt punktum i beretningen om den amerikanske kvintet.
Det var ikke kun i dette forum, at pladen og bandet blev skudt ned for det vanvittigt over-ambitiøse og forfejlede forsøg på at genrespringe fra deathcore til nu-metal. Pladen solgte næsten 70 % dårligere på udgivelsesdagen sammenholdt med forrige plade ’You Can’t Stop Me’.
Ud over lysten til at udfordre og søge udvikling er der absolut intet godt at sige om ’Suicide Silence’.
I 2019 udkom livepladen ’Live & Metal’, der ikke overraskende indeholder nul numre fra katastrofe-pladen. I forlængelse heraf landede ’Two Steps’, der indeholder tre numre fra ’Become the Hunter’, og som dug for solen var alle spor af nu-metal-crossover forsvundet.
Præ-udgivelsen afspejler til fulde resten af ’Become the Hunter’. Suicide Silence har endnu en gang sadlet om og fundet tilbage til den genre, der fødte kvintetten.
Således er Hernan Hermida tilbage på vant territorium, hvor vokalpræstationen maksimalt veksler mellem dybe growls og pig-squeals. Der er ingen forsøg på at efterligne Chino Moreno, ligesom resten af bandet har fundet en langt mere potent og sprængfarlig lyd. Pilgrimsrejsen er slut, Suicide Silence har skejet ud og forsøgt at fange et bredere publikum uden succes, og nu sidder vi så med en deathcore-plade, der indeholder minimal udvikling eller nytænkning.
Som den seneste Thy Art Is Murder-plade lyder det hele godt. Det er flot produceret, og der trækkes på samtlige deathcore-dyder. Man kan ikke fortænke bandet i at give publikum det, de gerne vil have efter nedslagtningen af forrige plade, men rigtig godt er det sjældent.
Til trods for, at ’Feel Alive’ har et fængende omkvæd og et fandens groovy vers, er der langt mellem de rigtig gode lytteoplevelser. Selvom der leges lidt med elementerne, lykkes det sjældent for kvintetten at ramme den rigtig skarpe komposition. Så kan det nok være, at det hopper og danser på bedste djent-vis på 'Death's Anxiety', men vanvittigt spændende er det ikke.
Bedst går det på et nummer som ’Skin Tight’, hvor bandet har succes med at skabe et indlevende musikalsk univers. Hermida få endda skrålet de tunge følelser ud på bedste nu-metal-manér, og man efterlades med følelsen af, at genreskiftet måske kunne have været en succes, hvis Suicide Silence havde valgt denne tilgang. En mellemting, hvor nu-metallen og deathcoren i højere grad møder hinanden, end tilfældet var.
Generelt indeholder sidste del af ’Become the Hunter’ pladens bedste numre. ’Serene Obscene’ træder i samme spor som ’Skin Tight’ uden helt at nå samme kvalitetsmæssige niveau. Men derudover er det småt med meget andet end gennemsnitlige musikalske oplevelser. ’Become the Hunter’ glemmes næsten lige så hurtigt som den er gennemlyttet, men huskes trods alt ikke på samme negative vis som forgængeren.
Suicide Silence tog chancen i 2017 og endte med at udspille sig selv. Selvom bandets seneste skud er ladet med deathcore, er krudtet vådt, og det lykkes langtfra for bandet at tage terræn på et musikalsk landkort, hvor andre deathcore-bands er langt mere innovative og stærke i sangskrivningen.
Det er en sær rutschetur at følge den amerikanske kvintet. ’Suicide Silence’ var et kæmpe sats, med masser af musikalsk udvikling, hvor ’Become the Hunter’ er det stik modsatte. Det sidste er kun moderat bedre end den foregående. Det havde næsten været bedre, om bandet havde givet alt og alle fingeren, trodset al modstand og fortsat i nu-metal-sporet. Især hvis de havde søgt at ramme den balance mellem de to genrer, som lykkes så fint på ’Skin Tight’.
I stedet sidder vi nu med ’Become the Hunter’, der næppe huskes, når året er gået.