Er deathcoren død?
Populær
Suicide Silence følger i Whitechapels fodspor og søger udviklingen væk fra deathcoren. Det lykkes ganske effektivt, desværre er det noget af det eneste, der rigtig lykkes på amerikanernes fjerde udspil.
Silence
Listen
Dying In A Red Room
Hold Me Up Hold Me Down
Run
The Zero
Conformity
Don't Be Careful You Might Hurt Yourself
Sidste år tog Whitechapel et stort, vellykket skridt væk fra deathcore-genren, med deres 6. studiealbum ‘Mark of the Blade’. Suicide Silence har tydeligvis følt samme ønske om udvikling. Forud for udgivelsen af albummet proklamerede bandet, at deres fjerde album ville være præget af ren vokal. Et naturlig udvikling, når man tænker på, at forsanger Hernán Hermida allerede havde taget sangtimer, før han tilsluttede sig bandet i 2013. Kunstnerisk virker det også naturligt med udvikling efter snart 15 års deathcore.
Omverdenens første smagsprøve på det nye Suicide Silence kom i starten af 2017. Singlen ‘Doris’ fik internettet til at eksploderede. Ikke nok med at Hermida sang rent, han gjorde det også dårligt. Hermida røg i klinch med Chris McMahon, forsanger i Thy Art Is Murder, der ikke var sen til at kritisere nummeret. Det eskalerede til en mildest talt banal internetkrig. Hermida kritiserede Tey Art Is Murder for at dræbe deathcoren ved at gentage sig selv gang på gang, mens McMahon og Thy Art Is Murder kastede sig ud i en Trumpsk ‘Make deathcore great again’-kampagne. Med Suicide Silences nyeste udspil kan Thy Art Is Murder, om ikke andet, fryde sig over at være det største deathcore-band.
For Suicide Silences fjerde selvbetitlede album har meget lidt at gøre med deathcore. Det er i det hele taget lidt svært at definere, hvad det er, kvartetten har kastet sig ud i. Der er naturligvis deathcore-levn, men mest af alt, lyder pladen som et alternativ/nu metal-album fra slut-90’erne. Det er især de melodiske elementer, der opstår i forlængelse af den flittige brug af ren vokal, der sender associationerne i retning af nu metallen. For Hermida vil meget gerne synge. Til tider lykkes det, men oftest går det helt galt. Omkvædet på ‘Doris’ lyder som et mislykket forsøg på at kopiere Chino Moreno og Deftones, som de lød på ‘Around the Fur’. På ‘Listen’ er sangen fuldstændigt droppet til fordel for tale, mens ‘Dying in A Red Room’ lyder som Stone Sour på en dårlig dag.
Ideen om et bredere vokal-spekter og brug af ren vokal er såmænd værdsat, men eksekveringen er ikke tilstrækkelig. Det værste er, at bandet er fuldt bevidst om det. Der er ingen tvivl om, at det fungerer bedst for Suicide Silence, når Hermida brøler, som vi er vant til. Bandets overdrevne brug af ekkoeffekter og rumklang på vokalen tyder på, at de har været beviste om problemet.
Musikalsk er pladen lidt sjovere. De to guitarister, Chris Garza og Mark Heylmun, har skrevet nogle ganske interessante riffs. Hertil byder trommeslager Alex Lopez på flere finurlige og spændende indslag. Lydmæssigt har bandet også eksperimenteret. Primært vellykket. Den rene produktion, der har præget bandets lyd, er blevet erstattet af en tung, mudret lyd. Det klæder. Pladen har langt mere kant og er usædvanlig tung, til trods for de mange melodiske elementer.
Grundlæggende er ønsket om udvikling ekstremt værdsat. Suicide Silence tager solidt tilløb til en vellykkede transformation, men falder på målstregen. Albummet er ikke decideret dårligt, men der er grundlæggende ikke et eneste rigtig godt nummer. Både ‘Hold Me Up Hold Me Down’, ‘The Zero’ og ‘Conformity’ indeholder interessante elementer, men mangler den sidste snert af succes. Albummet er for fragmenteret og for ustruktureret. Det gør det svært at finde ud af, hvad Suicide Silence egentlig vil. Andet end at de ikke vil spille deathcore. Man får følelsen af, at pladen er blevet hastet af sted og udgivet for hurtigt, trods tre års ventetid.
Her lander amerikanernes forsøg på udvikling. Et sted i ingenting. Deathcoren dør næppe af den årsag, men kvintettens skifte varsler, om ikke andet, en faldende interesse for genren. Med lidt bedre kompositioner og lidt flere sangtimer kunne Suicide Silence godt udvikle sig på interessant vis, men det lykkes langt fra på amerikanernes fjerde udspil.