Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Brikkerne faldt på plads

Updated
Biffy Clyro - Roskilde Festival 22

En udsolgt aften i Den Grå Hal gik fra nedslående regnvejr til klapsalver.

Kunstner
Titel
+ De Staat
Spillested
Dato
29-09-2022
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Imens mørket falder over byens frie by, samles mennesker foran den store Grå Hals ladedøre. På trods af flot fremmøde og udsolgt venue formår hallens mange medarbejdere at få os hurtigt både igennem døren og i garderoben. Det når vi lige akkurat inden aftenens opvarmningsband træder ind på scenen, og forvirrer alle. 

Bandet fremstår som et sært valg, som om en pladeselskabsmedarbejder har kigget på et Excel-ark og sagt “art-rock”, jo det passer nok. Men det gør det ærligt talt ikke. Det er lidt firser, lidt industrial, lidt trippy, men mest af alt bare sært og ikke specielt inddragende. Forsangeren gør dog, hvad han kan for at komme i kontakt med publikum, der trods udemærket lyd og lys hellere vil kigge ned i ølkoppen end op på scenen. Alt i alt er det også de tre gode ting jeg kan sige om De Staat, som nok skal forsøge lidt bedre at finde den røde snor, hvis jeg skal slæbe mig op af sofaen for at se dem igen.

Biffy Clyro er et sært band, der tiltrækker mennesker fra alle hylder i samfundet. Imens jeg står udenfor kommer jeg for eksempel i kontakt med en ældre herre, der så dem på Tinderbox efter hans søns anbefaling og nu står klar med band-T-shirt og en smøg i munden. Der er også musse-mødrene, mine jævnaldrende medsøstre, der har første barn eller to, strikker eller hækler, og hører Biffy Clyro. Der er også de mange par, hvor de lader til at være en slags romantisk outing for at kysse til 'Biblical'. Fælles for de fleste af dem er, at de ikke rører sig særligt meget til at starte med. I stedet danner en hård kerne af folk sig i venstre side, hvor alle synger med, i højere grad end folkene fem meter fra scenen. Men pyt med det, for stemningen er høj herude.

Setlisten nærmest er præcis den samme som på Roskilde Festival, hvor jeg kritiserede bandet for at være lidt for glade for deres nyere numre. Bevares, de nye numre er gode, og endda i denne omgang nogle af højdepunkterne. Som sagt er stemningen også væsentligt forbedret. Biffy Clyro havde på festivalen fået tiden 15 minutter efter Turnstiles fuldstændigt sublime koncert og den manglende stemning stod dengang i skarp kontrast til Turnstiles vanvittige publikum. I aften er vi tørstende. Det er ikke længere festivalsæson, og der er derfor længere mellem de magiske stunder. Således kan Biffy Clyro i aften også få lov at tage revanche med et væsentligt forspring. Og så er der tilføjelsen af to violinister, der rigtig flot får understreget de seneste udgivelsers mere symfoniske lyd. 

Af de særlige gyldne øjeblikke kan nævnes ‘Tiny Indoor Fireworks’, ‘Machines’ (akustisk), ‘End Of’, ‘Re-arrange’ (akustisk) og ‘Living is a Problem Cause Everyone Dies’. Blandt ting der kunne have været undladt, der vil jeg særligt bede bandet om at re-vurdere den elendige ballade ‘Space’. Settet sluttes af med klassikere som ‘Bubbles’, ‘Different People’ og ‘Many of Horror’. Det er ikke mange nye tilføjelser eller udskiftninger bandet laver, men for eksempel inddragelsen af 'Re-arrange' fra det ellers lidt ligegyldige 'Elipsis'-album, eller endelig at få skrålet med på 'The Captain', gør, at de sidste brikker falder på plads i aften, som de ikke gjorde det på Roskilde Festival.

Menu