Vellyd, men ingen vildskab
Populær
Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning.
Biblical
Saturday Superhouse
Re-Arrange
Drop It
Black Chandelier
As Dust Dances
Folding Stars
Different People
Different Kind of Love
The Rain
Mountains
Adored
Opposite
Justboy
Medicine
Small Wishes
Bubbles
Machines
Encore:
Friends and Enemies
God & Satan
Many of Horror
Det er en mørk, kold oktoberaften og jeg er ramt af tømmermænd. Efter at have kæmpet mig igennem muren af mennesker i metroen, der skal til Oktoberfest længere ude af linjen, når jeg til DR Byen og den store, blå firkant der er DR Koncerthuset. I aften spiller det skotske band Biffy Clyro et unplugged sæt, baseret på en MTV Unplugged-udgivelse optaget i 2017 og udgivet i maj i år. Unplugged-konceptet opstod i slutfirserne og havde sin storhedstid i 90'erne, hvor også rockbands som Aerosmith og Poison prøvede kræfter med det noget mere tilbagelænede format. Selvom Eric Claptons unplugged-indspilning er den bedst sælgende, så kender de fleste nok i højere grad konceptet fra Nirvanas ikoniske ’MTV Unplugged in New York’, hvor bandet benyttede muligheden for at spille mindre kendte sange og covernumre. Det første er også tilfældet i aften, men det vender vi tilbage til.
Først skal opvarmningen i form af Sam Palladio skydes af – men der er desværre ikke tale om det store festfyrværkeri. Palladio er kendt fra musical-serien ’Nashville’ (2012-2018), hvor han spiller karakteren Gunnar Scott. Palladio spiller en blanding af egne sange og sange fra serien, men tilfældes har de desværre mest en ligegyldighed over sig i form af lyrik a la “you’re not over me, but I am over you, we’re through, someone else will have to do”. Som musikkens svar på en onkel-kliché annoncerer Palladio i ”Jeg er jo ikke den store taler”-stil: ”I normally don’t do crowd interaction” og får dog en god del af salen til at synge med på dele af sangen ’Going Electric’, der også er den eneste sang hvor Palladio selv virker helt engageret i sin egen optræden.
Udvidet besætning
Den skotske sensation Biffy Clyro består sædvanligvis kun af tre medlemmer: Simon Neil og James Johnston står i front på guitar og bas samt vokaler, med Ben Johnston på trommer i baggrunden. På deres udgivelser og til diverse koncerter har bandet dog brugt ”hired guns” for at udvide bandet. Det samme er tilfældet her til aften, hvor en ekstra rytmeguitarist, en pianist og en cellist med på scenen. Bandet starter ud med at spille to af deres største hits ’The Captain’ og ’Biblica’; den første af disse har passende lyrik i kraft af call-and-response fra Neil, der synger ”somebody help me sing”, hvortil publikum svarer ”oh oh oh”. Herefter spiller bandet en slags binær setliste med én populær sang, der afløses af en mindre populær sang og så fremdeles. Af de mere populære numre er ’Re-arrange’, ’Black Chandelier’, ’Folding Stars’ og ’Different People’, hvor der brummes med fra salen. Blandt de mindre genkendte sange er ’Saturday Superhouse’, ’Drop It’ og ’As Dust Dances’ – alle fra ’Puzzle’ fra 2007.
Afdæmpet start
Den første halvdel af sættet er overvejende en meget afdæmpet udgave af Biffy Clyro, og selvom det er sjovt at høre sange fra ’Puzzle’, som normalt ikke bliver spillet, så overses nogle af de bedste skæringer fra pladen. Blandt andet ’Who’s Got a Match?’ og ’Living Is a Problem Because Everything Dies’, som nok er dømt for rytmisk udfordrende til at passe til formatet. På den anden side er det i højere grad den slags sange, der kunne være sjove faktisk at høre i et andet format. Hvad der til gengæld lader til at passe bedre til formatet, er ’Different Kind of Love’ som bandet spillede for første gang til deres originale MTV Unplugged-koncert i London, og ’The Rain’, der er en b-side til singlen ’Black Chandelier’. Hvor man fornemmer, at Simon Neil godt kan kæmpe lidt på de højere kompositioner som ’Re-Arrange’, virker det nye nummer ’Adored’ enormt overbevisende med Neil i et klassisk baryton-register. Med musikalsk støtte udelukkende fra pianoet er der nærmest lidt "open musical mic" på Broadway over sangen, som Neil dog også advarer om ikke nødvendigvis er den stil, der kommer til at præge det kommende album ’Endurance’.
Det er klart i den senere halvdel, Neil lader til at være varmet ordentlig op. Det er også i denne del af sættet, hvor sangvalget hælder mere til undertegnedes favoritter. ’Opposites’ viser endelig den gode kemi, der er mellem Simon Neil og James Johnston, der normalt på nuværende tidspunkt ville have smidt trøjen og udover det have hoppet en del mere frem og tilbage på scenen. ’Justboy’ fra bandets debut ’Blackened Sky’ dedikeres til aftenens ”oldschool motherfuckers”, og det går lidt op for i hvert fald mig, hvor lidt det faktisk har lydt som en Biffy Clyro-koncert indtil nu. Det gængse sæt afsluttes med ’Medicine’ med begge Johnston-brødre på supportvokal på broen, ’Small Wishes’, der er lidt ”Biffy goes country” med en charmerende næsten-falsk rundgang på rytmeguitaren, den altid fænomenale ’Bubbles’, der får folk op af stolene for at synge ”There’s a girl…” og til sidst ’Machines’, hvor publikum igen ”svarer” på Neils ”I’ve started falling apart and I’m not savoring life” med ”Take the pieces and build them skywards”.
Herefter forlader bandet scenen for selvfølgelig at komme tilbage til ekstranumre. Ikke desto mindre er der også i pausen lidt tid til eftertanke, og jeg mærker, at selv hvis Biffy nu ville komme tilbage og spille en 3-4 af mine yndlingssange, så ville det stadig ikke rigtig kunne gøre op for alt, det jeg har manglet ved aftenens show. Visse ting fremstår klarere, når musikken ikke på den samme måde får lov til at ”spille”. Simon Neil gør det klart bedre som vokalist, end jeg havde forestillet mig – men hans falset er ikke altid lige i plet. Og så er der også en lyrisk udfordring, nu hvor man har mere tid til at høre og tænke over, hvad der faktisk bliver sunget. Nogle numre klarer sig rigtig fint og er også populære i mainstreammusikken af samme årsag – f.eks. ’Re-Arrange’ eller måske ’Biblical’. Men andre sanges lyrik som den på ’As Dust Dances’ virker nærmest komiske: ”There's a man on the corner selling dozens of bones / Every type of bone except the one that I want”. Og jeg savner vildskaben.
Vildskab er nok for meget at bede om, og i stedet kommer Neil tilbage og giver os i stedet inderlighed med en mikrofonløs udgave af ’Friends and Enemies’. Til sidst spilles to af bandets bedste sange, ’God & Satan’ og ’Many of Horror’, der da også igen får hele salen til bens for at synge med på hele sangen, inklusive et råbekor i b-stykket på ’Many of Horror’, der virker perfekt med Koncerthusets akustik. Alt i alt kommer vi igennem hele showet, uden at mine tømmermænd på noget tidspunkt tager opmærksomheden fra mig – men samtidig er jeg aldrig helt på gåsehudsstadiet, som jeg havde ønsket mig at ende på. Der er med andre ord tale om en solid præstation, men ikke en magisk præstation.