Sødladen stadionsuppe
Populær
Biffy Clyro serverede en sødladen kop stadionrocksuppe, som varmede kroppen lige så længe som at pisse i bukserne.
Vi kom desværre for sent til Biffy Clyros koncert på Arena, hvor vi blev mødt af synet af et godt fyldt telt og forsanger og guitarist Simon Neils storsvedende og tatoverede overkrop.
Der blev tydeligvis gået til stålet herinde under teltdugen, hvor Biffy Clyro anstrengte sig for at underholde de mange fremmødte publikummer.
Hittet 'The Captain' kunne næsten alle publikummer synge med på. Vi følte os til gengæld fremmede for festen. Som var vi fanget i en dårlig amerikansk film, sovset ind i sødladen og klistret collegerock. Det er rock, der lefler for den laveste fællesnævner, og især på nærværende hits lightersvingende wouh-wouh-omkvæd nåede det kvalmestadiet.
Selvfølgelig kan de her gutter spille. Det er jo ikke det. I modsat fald ville de nok ikke stå her. Problemet er, at den musik, de skriver, ikke har en skid på hjerte. Sådan føles det i hvert fald ikke, når man står og lytter til Biffy Clyros bredformat-rock, der hver gang tager den lette vej.
Problemet er ganske enkelt, at det er for nemt at forstå. Det er omkvæd, man kan synge med på, efter at have hørt dem en enkelt gang.
Flere af numrene blev forlænget i længere jams og længere afslutninger, hvor musikkens tyngde fik et nøk opad (eller nedad, om man vil). Det blev leveret helt fint, men de tunge elementer i musikken føltes påklistrede i en fæl grad, for eksempel i 'Black Chandelier'.
Vi følte os fremmedgjorte, og det er en ubehagelig følelse at stå med til en rockkoncert. Denne booking havde passet langt bedre til for eksempel Northsides eller Tinderbox' musikprofil.