Copenhell 2014: Sort stadionrock
Populær
Behemoths andet besøg på Copenhell blev ikke helt så ondt som første gang, selvom den teatralske black/death metal antydede, at polakkerne med succes kan forvandle ekstrem metal til stadionrock.
Det var godt nok fredag den 13., men desværre ikke mørk aften, men i stedet en blæsende eftermiddag og dermed fuldt dagslys. Alligevel leverede Behemoth et imponerende og frygtindgydende sæt. Men først skulle Sort Søndags Anders Bøtter i ed hos Satan selv, og han leverede sin måske bedste bandintroduktion under festilvalen. Alle, der har fulgt med i programmet, har hørt ham tale varmt for 'The Satanist' - bandets seneste ofring - og nu kunne han vise sin respekt overfor sine helte. Uden maling i ansigtet eller iført kutte satte Anders Bøtter sig ind i det teatralske univers og endte sin præsentation på knæene i et skrig med armene peget mod himlen. Scenen var sat.
Behemoth derimod var iført den vanlige sort/hvide maling og sorte læderklæder og med hætte/kutte på Nergal, bandets guitarist/vokalist og mastermind. Første nummer var førstesinglen fra førnævnte album, nemlig nummeret 'Blow Your Trumpets Gabriel'. Lyden var stærk - hvis man gad flytte sig for den, for den kraftige sidevind gjorde, at ikke alle områder var lige optimale for lyden. Baslyden var stærk og lød ikke langt fra den dejlige fyldige bund på albummet, mens guitarerne skar godt igennem.
Sætlisten kom godt omkring, selvom der blev spillet hele fire sange fra det seneste album. 'Ov Fire And The Void' fra 'Evangelion' var en sand crowdpleaser, som fik mangen en knytnæve taktfast i vejret. Man så nemt for sig en kulisse, som når Metallica spiller stadionkoncerter, for selvom det her er en noget mere ekstrem form for metal, så har Nergal en fantastisk evne til at få folk til at følge hans mindste vink. Og det er ikke svært at høre, at flere af sangene i høj grad egner sig til taktfast messen. Og nu vi er ved kulisse-benævnelsen, så er der ingen tvivl om, at Behemoth er en slags teater, men det er frygteligt godt sammensat, og det er let at lade sig rive med af stemningen. Visuelt kræs, til trods for dagslyset.
Gennemført - næsten hele vejen
Med et så professionelt opsat skue, så ærgrer man sig over, at de sidste detaljer ikke er på plads. At de specielle mikrofonstativer ikke er indbygget med en "tænder" og forsyning af ild. Det er selvfølgelig uheldigt, at det blæser en pelikan, men når alt andet er så herligt dystert, så falder det til jorden, når en mand står med en lighter og panisk prøver at få ild i stativet ved Nergal, der samtidig var gået i gang med verset til den sang, der netop var påbegyndt.
Metallicas badebolde slår alt inden for kitschede tiltag til stadionrock, men den sorte konfetti, der blæste ud til sidst i Behemoths show var lidt derhenad. Alligevel så det godt ud i det øjeblik, hvor det næsten fik formørket himlen. Og selvom Behemoth fornemt fik vist, at de også ville kunne være overbevisende på stranden foran badegæster på et charterrejsemål, så ville bandets brug af ild alligevel have klaret sig bedre i aftenmørket. Desuden forventes dette show efterhånden af Behemoth. Det VAR godt. Virkeligt godt. Overraskelserne udeblev desværre, selvom bandet viste sig den absolutte metal-elite mere end værdig.
Med det fabelagtige show i 2010 meget klart i erindringen, så må den uundgåelige sammenligning gøres: Behemoth var bedst dengang. Men Behemoth anno 2014 er alligevel gigantisk og imponerende.