RF '22: Spil nu lidt hits

_XTD4086
_XTD3970
_XJD1242
_XJD1180
_XTD4029
_XTD4064

Skotterne fra Biffy Clyro havde skruet en meget udfordrende setliste sammen, der ikke helt indfriede løftet om den fest, som deres koncerter ellers ofte er.

Kunstner
Dato
29-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Karakter
3

Skotterne fra Biffy Clyro kan dele vandene. Deres ældre materiale er hårdere, mens de to seneste udgivelser har haft flere symfoniske elementer. Det er dog oftest de tyggegummi-klistrende hooks, man hører som begrundelse for, at bandet ikke skulle være “mædl” nok. Men det bekymrer Biffy Clyro sig næppe om. Bandet lader til at have sat sig for at udfordre sig selv, deres fans og dem, der hader dem, lige meget med deres skøre kompositioner og ofte helt uforståelige tekster. De er efter undertegnedes mening en utrolig klog booking af Roskilde. Mange bands fra deres “generation” havde en hit-periode i start 10’erne, men har siden kun leveret mellemgodt materiale. Biffy Clyro derimod udgav i 2021 ‘A Celebration of Endings’ der var overraskende god og helt overlegent i 2022 efterfølgeren ‘The Myth of Happily Ever After’, der høstede endnu bedre anmeldelser. Det er altså ligefrem med nyt materiale, man gerne vil høre, at Biffy Clyro indtager Arena i aften.

Genkendelsens glæde udeblev
Hvem end der dog har fået ideen at lægge Biffy Clyro-koncerten lige op ad Turnstile, er ikke min ven, af flere årsager. For det første flår Turnstile taget af Avalon få minutter inden, og der skal mere end raskt tempo med fulde ledsagere til for at nå fra forreste kolonne på Avalon og ind i pitten på Arena på femten minutter. Særligt når der ikke er tid til et drinksstop på vejen. Altså er pulsen høj, seretoninen peaket og hånden uudholdeligt tom, da vi når Arena til tonerne af ‘DumDum’ fra det førnævnte ‘The Myth of Happily Ever After’, efterfulgt af ‘A Hunger in your Haunt’ fra samme album. De fanger ikke helt an i nattens mulm og mørke. Selv da de spiller ‘That Golden Rule’ fra hit-albummet ‘Only Revolutions’, som folk har haft 12 år til at høre, lader det ikke til, at publikum genkender det. Gør jer klar, for der kommer en del kritik senere i denne anmeldelse.

Festival-uvenlig sætliste spillet godt
Men først skal Biffy Clyro roses lidt. De er latterligt tight. Mange af deres sange benytter asynkrone rytmer til at skabe en slags suspense i introer, outroer og C-stykker. Den slags skal sidde lige i skabet, og det gør de. Der er ikke en finger at sætte på bandet rent teknisk, og det er ikke på mangel af udfordringer. De er også mestre i at interagere med deres publikum både imellem sange og imens de spiller. Desuden kan bandet skrive et omkvæd, som ingen andre. De nye sange kender publikum måske ikke så godt, men der serveres “oh oh”-stykker, der kan synges med på, og man kan synge med på tredje omgang omkvæd. Alt det spiller. Men nu til det mindre fine. Setlisten er simpelthen så tarveligt sammensat. Klokken har ramt midnat. Folk er kommet for at høre ‘The Captain’, ‘Who’s got a Match’, ‘27’, ‘52’, ‘Sounds Like Balloons’, ‘Spanish Radio’ og så videre. I stedet får vi den rædderlige ‘Wolves of Winter’ fra det uimponerende album ‘Ellipsis’ fra 2016, som en af de enkelte “vintage”-numre udenfor ‘Myth’ og ‘Celebrations’.

Ja, faktisk vil jeg skyde på, at de to album udgør måske 60-70% af showet, uden at have talt efter. Så alle, der er lige så elendige til matematik som jeg, kan gætte sig til, at ud af et sæt på maks 13-14 sange, så overlader det ikke meget plads til de førnævnte ønsker. I alt får vi cirka ‘Bubbles’, ‘Mountains’ og ‘Many of Horror’, der alle er lidt ballade-agtige. De mere kantede numre i sættet kommer fra de to nye plader i form af blandt andet ‘Slurpy Slurpy Sleep Sleep’ og ‘End Of’. Det eneste virkelig imponerende valg fra bagkataloget bliver derfor også det eneste fra 2007s ‘Puzzle’ i form af ‘Living is a Problem Because Everything Dies’. Den måde publikum husker den sang og synger med på den, tænder et lille lys i mit hjerte. Biffy skylder deres fans mere, end de gav dem her til aften. De to nye albums er vitterligt formidable, og vi vil gerne høre dem, men det er alt for ambitiøst at forvente, at et publikum på særligt en festival har holdt sig opdateret i en sådan grad, at de hellere vil høre dine nye sange over de gamle. Det kunne have blevet væsentligt mere festligt og opkvikkende, end det endte med at være.