Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Alting har en ende

Updated
COVER ART_ SYL - alt godt

Med inspiration fra Tvivler, Ulver og Napalm Death sparker Syl døren ind til de svære samtaler på den pessimistiske post-punk-plade ‘alt godt’.

Kunstner
Titel
alt godt
Dato
16-12-2022
Genre
Trackliste
1. pligt
2. du er ikke længere velkommen her
3. det, der engang var dig
4. omsorg
5. første konsultation
6. huldre
7. bjergtaget
8. alt godt
Forfatter
Karakter
4

Man siger, at tiden læger alle sår. At det nok skal blive bedre. At alt dårligt har en ende. Men har alt det gode ikke det samme? Det spørgsmål rejser Syl på deres debutplade ‘alt godt’. Resultatet er mere relaterbart, end man skulle tro, og dykker ned i en kombination af frustration og depression.

Første gang vi mødte Syl var på EP’en ‘giv op/sang 1’, der, udover på bedste ungdomsvis at fornægte store bogstaver, også gav os en forsmag på bandets kombinerede knallertbøllerock og følsomme post-punk. En del er sket siden da. Blandt andet har forsanger Benjamin Clemens måtte tage sangundervisning, da hans karakteristiske lyd på de to første sange desværre var mere end stemmebåndene kunne holde til.
“Desværre”, skriver vi, da den lyd var så ekstremt interessant og nyskabende, og ikke lød som noget, vi havdet hørt før. Det skulle der vise sig at være en god grund til, da mennesket åbentbart ikke er skabt til at synge i fuldregister, som Clemens forklarede, da vi talte med bandet for nylig.

Det betyder også, at bandet har skullet finde på noget andet til at fungere som blikfang, omend Clemens stadig figurerer tydeligt i lydbilledet og man, med lidt tilvænning, kan blive omtrent lige så glad for den nye stemme som den gamle.

Lyden er stadig postpunk, men med langt flere indflydelser og eksperimenter bygget ind, og det kan være svært at yde dette retfærdighed i det skrevne ord, da den musikalske progression fungerer væsentligt bedre i praksis end i teorien. Hvordan skulle man dog kunne forklare hvordan et band kan lave hyldester til både Napalm Death på ‘det, der engang var dig’, Ulver på ‘bjergtaget’ og samtidig lyde som Peter Sommer på ‘første konsultation’ eller som Thomas Burø på ‘du er ikke længere velkommen her’?
Ikke desto mindre er det præcis hvad Syl gør på ‘alt godt’, og det fungerer. I vores interview forklarede bandet, at de gør, præcis hvad de har lyst til og skriver musik på samme måde. Alt, der er spændende, bliver der arbejdet med. Alt, der ikke fungerer, ryger på køkkenmøddingen.
Det er også forklaringen bag det kun fem sekunder lange track ‘det, der engang var dig’.
I lang tid arbejdede bandet på en sang, der hed ‘dig’, men efterhånden som de så kritisk på det, blev de klar over, at det kun var et enkelt riff, de faktisk var glade for. Det valgte de at spille, og som en metajoke, blev sangtitlen til og fungerer på flere planer.



På samme måde rammer ‘bjergtaget’ som en bus på afveje, når man går fra den hidsige råbesang ‘huldre’ – der også gæstes af Victor Kaas, kendt fra Eyes, Telos og LLNN – og direkte over i det, i begyndelsen, rolige nummer, der efter en akustisk intro eksploderer i rå black metal-riffing og skrigeri, i øvrigt igen assisteret af Kaas.

Og det er netop denne ungdommelige modstand mod at blive rubriceret, der præger bandet. De har det svært, de har det tungt, som Clemens’ tekster tydeligt viser, men de nægter alligevel at lade noget som helst definere dem, udover det, de selv vælger. Og det betyder også, at de skal være gode til mange ting. Gustav Brønnum glimrer på guitaren, om det så er på chugga-chugga riffs i ‘huldre’ eller på en ægte black metal-solo i ‘bjergtaget’. Det er tydeligt at høre, at han har et meget stort musikalsk talent, og selvom de andre absolut ikke er uefne musikere – Andreas Grønnes varierede trommespil presser sig også på her – så ville det være svært for Syl at klare sig uden den røde tråd, der er Brønnum, godt flankeret af Benjmin Grønnes bas og Emil Adalsteinssons rytmeguitar, der skaber det fulde lydbillede.
Inddragelsen af både bandmedlemmer og eksterne gæster – Viktor Ravn (Telos, Forræder, Demersal), førnævnte Victor Kaas og popmusikeren Viola Faber (FABER), – tilføjer yderligere dybde, særligt til den smerteligt forvrængede albumafslutter ‘alt godt’, der indkapsler den pessimistiske tankespiral, der ofte indtræffer på grå søndagseftermiddage, hvor det kan være svært ikke at se enden på alt det gode.



Syl inddrager meget i musikken, men det er særligt svært at komme udenom Tvivler. Både musikalsk, hvor Andreas Grønnes hårde trommeslag trækker tråde til Morten Clausen, mens Benjamin Clemens i den grad må have skelet til Thomas Burø, både i vokalstil, men så absolut også i det lyriske univers, hvor besøg hos psykologer problematiseres, eller ‘pligt’, der tager fat i hvor meget pres alene det at eksistere kan opleves som. Den hverdagsagtige fortællerstemme gør problemstillingerne nærværende og skærende og denne brug af det danske sprog er beundringsværdig. Alt for ofte tager vi afstand fra dansk lyrik, alene fordi det gør det umuligt at holde distancen til det, det handler om. Det er svært at lytte til Peter Sommer, hvis man er ked af det, fordi det ikke blot kan affejes som “god musik”. Det samme er tilfældet for Tvivler og også for Syl. Det gør problemer nære og det skaber en forbindelse mellem lytter og sanger. Og det er vi måske for uvante med.
Men det bliver søndag eftermiddag for os alle sammen engang imellem. Og det kan vi ikke bare ignorere.