Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 Hurtige – Andrew Gabriel

Populær
Updated
andrew2

Andrew Gabriel startede sit label “Nasty Cut” som en joke mellem ham og The Overjoyeds sanger Leo. Det skulle dog ende med at blive virkelighed. I pinsen starter en tre-dages fejring af Nasty Cuts femårsjubilæum med (punk)bands fra ind- og udland.

Dato
17-05-2023

Andrew Gabriel flyttede til Danmark i 2018 fra Grækenland. Han er en fast installation til de fleste punkshows, enten som repræsentant for Nasty Cut eller som videograf for produktionsselskabet Dive Dogs, der primært arbejder med danske punkband. Hans engagement i den lokale scene er imponerende, ligeledes er hans interesse for mere miljøvenlige måder at udgive musik på, såvel som miljøvenlig scene- og musikproduktion. Vi snakkede med Andrew for at høre lidt mere om, hvordan han endte i DIY-scenen.

Hvad er dit første minde om punk?
Jeg har altid prist mig lykkelig over, at have en far der var glad for klassisk rock og at have vokset op lige ved siden af et af Thessalonikis største spillesteder. Min far stod for min introduktion til rockmusik ved at tage mig med til koncerter med Jethro Tull og The Tiger Lillies (de bliver vidst nok beskrevet som en Brechtian Punk Cabarat – men hvad er genrer, anyway?). Jeg var seks år gammel. Det var gratis, for han kendte stort set alle på spillestedet.

Men lige specifikt for punk husker jeg, at jeg som 11-årig fik en CD uden label på af min ældre kusine. Det var en mini-CD. Og den var brændt. Den lyttede jeg en del til på min superseje discman.  Jeg fandt senere ud af, at et af numrene var fra The Offsprings ‘Conspiracy of One’. Jeg husker også at have modtaget (en brændt udgave af) ‘Bullet in a Bible’, en live-optagelse fra Green Day, fra en af mine venner. Jeg kunne det hele udenad - selv hvad de sagde imellem sangene. Og så skal der selvfølgelig også lige gå et skud ud til Need For Speed Underground 2, hvor de havde både Rise Against og Queens of the Stone Age med. Jeg husker tydeligt, at de gjorde et indtryk på mig, og jeg har lyttet til dem siden. 

  

Hvad er dit favoritband gennem tiderne?
Umuligt spørgsmål! Mest fordi jeg var igennem en hel metal-era inden jeg vendte tilbage til punken. “Gennem tiderne” er et svært label at bruge, når man ikke altid har lyttet konsistent til de samme genrer. Men det åbenlyse svar ville nok være Green Day. Tro det eller ej, men det er et band jeg stadig lytter til, selv når de udgiver noget nyt. Jeg respekterer dem. Også selvom de måske har solgt ud. Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg gjort det samme. Et andet bud kunne være Rise Against. Nogle af deres sange har virkelig været fast inventar på mine mp3-afspillere.

 

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med?
For at være ærlig, så det er det ikke altid særlig spændende at møde kæmpestore musikere. Der er en slags afstand mellem dem og deres publikum (mig selv inkluderet). Jeg synes det er væsentligt sjovere at snakke med de musikere, der er lidt tættere på, altså dem jeg booker, har sovende på en sofa, arbejder med eller er venner med. Jeg tror bare, at jeg finder deres historier lidt mere relatable. 

Men okay, hvis jeg absolut skulle vælge et større navn, så ville det være mit originale keyboard-idol, Jon Lord (tidl. Deep Purple). Fantastisk stil og altid i gang med spændende projekter, som for eksempel ‘Concerto for Group and Orchestra’. Det er lige en album-anbefaling herfra! 

 

Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. Green Day – ‘American Idiot’

2. Dream Theater – ‘Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory’

3. Dinosaur Jr. – ‘Where You Been’

4. Hot Water Music – ‘Caution’

5. Touché Amore – ‘Stage Four’

Jeg er helt sikker i min sag, når det kommer til Dream Theater og Green Day. ‘American Idiot’ er virkelig et af mine yndlingsalbums nogensinde og i mine øjne Green Days bedste arbejde (og ja, det er noget jeg er villig til at slås om). Dream Theater er en helt anden genre, men en vigtig del af min “prog fase”. Det er et flot stykke musik og jeg fortryder stadig, at jeg ikke så dem spille det på pladens 25 års jubilæums-tur. 

 

Når det kommer til mit band, Hoi-Poi, så er det blevet et optagelseskrav, at have lyttet til Dinosaur Jr. Da jeg blev optaget var det ikke et krav endnu, men resten af bandet fik mig rimelig hooked på dem. Nu knuselsker jeg dem. Hvis jeg skulle vælge et album ville det være ‘Where You Been’, hands down. 

Hot Water Musics ‘Caution’ var nok det album, der genintroducerede mig til punk og fik mig til at forblive i punken. Og sidst men ikke mindst Touché Amores ‘Stage Four’, der tog mig to år at fortære. Men jeg ved at det er et mesterværk. 

Hvad er dine bedste koncertoplevelser? 

  1. The Theater Equation i Rotterdam (den 20. September 2015). Det var en live-fortolkning af Ayreons ‘The Human Equation’. Udover at være et mesterstykke musikmæssigt, så var det sjovt at se James Labrie (og mange andre) faktisk spille en musical med både skuespil og sang. Han lød virkelig godt! 
  2. Devin Townsend,  der spillede ‘Ocean Machine’ live på det gamle romerske teater, Plovdiv i september 2017.
  3. Gregory Alan Isakov på Store Vega i 2018. 

 

Hvordan udforsker og finder du ny musik?
Jeg ved, at Spotify er kilden til al elendighed i en musikers tilværelse og klart hovedskurken i den her historie. Men siden jeg pensionerede min sidste mp3-afspiller (for tre år siden) har jeg altså brugt Spotify til at lytte til og finde ny musik. Algoritmen ved simpelthen hvad jeg gerne vil høre og foreslår ny, fed musik. 

Hvilket band er din “guilty pleasure”?
Jeg lytter til mange ting, og det er jeg egentlig ret godt tilfreds med. Men en kunstner, der måske kan anses som en “guilty pleasure", er nok den græske trap-kunstner ‘Light’. Jeg lytter ikke til hans musik ofte, og jeg er uenig i de fleste af hans tekster, men jeg respekterer hans indsats. Han opfandt praktisk talt trap i Grækenland, og hans label er praktisk talt et imperium, som startede fra bunden. 

 

Hvilke fordomme oplever du fra andre mennesker, når du fortæller dem, at du lytter til punk?
Jeg tror ikke, jeg oplever nogle dårlige vibes fra folk, når de også finder ud af, hvad jeg lytter til. Min mor var altid lidt fordømmende over, at jeg spildte min tid på at spille i et band og lave shows på små, mørke spillesteder, men hun accepterede det efter nogle år. I dag fortalte hun mig:  "Jeg håber, du vil finde andre til at udføre det arbejde, du laver med din zine og dit label, og du kun vil supervise dem. Det er ikke et “good look” at være gammel og lave de her ting”, så der er det. Jeg holder det dog ikke imod hende. Min mor anmelder punkalbums til mit zine, og jeg sætter pris på hende (skud ud til mødre der anmelder punk!, red.).

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i punk/DIY-scenen?
I min græske hjemby havde vi aldrig en særlig social scene. Det, jeg mener, er, at vi vidste hinanden eksisterede, men vi samarbejdede aldrig rigtig om at lave andre ting, end at spille shows. Folk bekymrede sig mest om at være headliner og sådan. Så mine forventninger var ret lave, da jeg skulle flytte til Danmark og ikke rigtig fik det indtryk, at der overhovedet var en punkscene. 

Jeg tog heldigvis fejl. Jeg fandt ud af, at der var shows ret tit. Så jeg begyndte bare at dukke op og introducere mig til hvem jeg end kunne. De første jeg mødte var fyrene fra Dungeon Days og senere mødte jeg Lasse og Leo fra Forever Unclean. Det føltes lidt som at “spamme folk”, men efter et stykke tid blev jeg en del af scenen og scenen var utrolig imødekommende. Hvad gjorde det største indtryk var, at folk krammede hinanden, når de så hinanden igen til shows. Det føltes enormt wholesome og lidt surrealistisk i begyndelsen, men nu er det en af mine yndlingsting ved scenen. At være en del af det fællesskab og at lære alle de mennesker at kende (jeg er stadig i gang med at lære dem at kende og møder ofte nye folk) har været en af de bedste ting der er sket for mig siden jeg flyttede til København. Kliché? Cheesy? Ja, men det er nu sandt.  

 

Hvorfor er du punk-fan?
Altså, først og fremmest er det jo fordi jeg nyder at lytte til og spille den slags musik. Vi har et fantastisk lokalt og internationalt fællesskab bygget op omkring musikken. Jeg føler, at jeg kan være mere kreativ, og ikke kun musikalsk, i det her fællesskab. Det er det svært at forklare det, for at være ærlig. Jeg føler nærmest, at det lige er sket. Måske var det skæbnen, at min kusine gav mig den brændte CD. Hvem ved?