Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den store hjemkomst

Updated
_MG_4072
_MG_4264
_MG_4288
_MG_4184
_MG_4111
_MG_3870
_MG_3762
_MG_3884

Vola har netop afsluttet deres første tour nogensinde i USA, Canada og Chile. Det var et glædeligt gensyn, men mest fra bandets side. Publikum holdt igen.

Kunstner
Titel
+ H.E.R.O.
Spillested
Dato
10-12-2022
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
4

Vi når desværre ikke afsted i tide til at høre Feather Mountain, men bekendte i salen taler positivt om deres optræden, imens undertegnede får serveret en øl at varme sig på efter en mildest talt kølig tur til Store Vega. 

To ting, som H.E.R.O. kæmper med
Til gengæld når vi at se hele sættet fra H.E.R.O., som virker bekendte, men alligevel ikke har gjort et større indtryk end, at jeg kan huske navnet. Og det bliver altså desværre ikke en pæn anmeldelse, for bandet har nogen helt grundlæggende problemer i sangskrivning og komposition, der forhindrer dem i virkelig at rykke. 

Bandet bruger en del backtrack, forvaltet af trommeslager Anders Kirkegaard. Her ved jeg, at nogen ville have et problem allerede med de mange elektroniske elementer, der blandes med en proggy lyd og clean vokaler. Men det er jeg faktisk lidt en sucker for, fra tid til anden. Min primære anke er, hvor uinspirerede samplesne er og hvor datede de får bandet til at lyde. 

Min anden anke er brugen af forsanger Christoffer Stjernes vokal. Der er ingen tvivl om, at han er en sindssygt dygtig og professionel sanger. Men efterhånden opdager man, at de fleste af vokalerne er skrevet til at nærmest udelukkende at ligge i hans randregister (med andre ord, han synger nærmest udelukkende i falset). Det er en bedrift i sig selv og skal selvfølgelig forstås som professionelt overskud af den art, men det efterlader undertegnede med en følelse af meget lidt dybde og mangel på eskalationsmuligheder under sangenes højdepunkter. Stjernes stemme bliver på en måde en del af instrumentaliseringen, fordi den ligger så højt og derfor mister noget af den kraft, som gør, at en menneskelig stemme kan bære mere inderlighed videre end for eksempel en violin kan. 

Der er dog nogen interessante momenter, hvor sangskrivningen leger en lille smule med dissonans og nogen spændende, atypiske klangfarver. Og i den sidste sang imponerer Stjerne med at svæve ukompliceret fra randregister til kortregister over flere omkvæd. Igen: Der kan ikke sættes en finger på H.E.R.O. teknisk eller professionelt. Jeg mangler bare virkelig dybden, inderligheden, kontrasterne og måske også en lidt opdateret lyd.

Måske nåede vi ikke at savne dem nok?
Vola er nok et af de dygtigste bands vi har i Danmark lige nu. Udgivelsen ’Witness’ fra 2021 er på så højt et niveau, at det nærmest er svært at tro på, at det er dansk. Bandet spillede desuden en glimrende koncert på årets Copenhell, hvor den ellers meget melodiøse metal fik folk i alle typer battleveste til at lytte betaget med. 

Bandet har som sagt været en tour langt væk, og aftenens koncert skal vel nærmest ses som kulminationen på et år, der har bragt mange muligheder til Vola. Dog er det også tydeligt, at touren har taget på forsanger Asger Myginds stemme, for han kæmper lidt med falsetten på omkvædet i 'Napalm', som er første sang, der virkelig udfordrer. Det bliver dog bedre, som han får sunget sig lidt varmere. 

Setlisten er en blanding af samtlige numre fra Witness og ældre sange som 'Stray the Skies', 'Smartfriend', 'Ghosts' og 'Ruby Pool'. Vi er heldige nok til at stå i en lomme af folk, der lader til at kunne huske et par af dem, men i det hele taget er salen en lille smule stillestående i forhold til publikum på førnævnte Copenhell. Her tror jeg, at Vola befinder sig i et skørt territorie, hvor de på den ene side kan spille til metalpublikummet, men også meget nemt kan blive et band for de musikalske søndagsbilister. I aften er publikum desværre nok lidt til den sidste side. 

Kan man se bort fra det, og det kan man oftest godt, hvis man lukker øjnene, så er det stadig svært ikke at blive fuldstændig blæst bagover af synthsne i blandt andet '24 Light-Years', førnævnte 'Napalm' eller den sublime 'Straight Lines'. Desuden afslutter bandet i virkelig flot stil med en encore-eskursion i Banger City aka 'Your Mind is a Helpless Dreamer' fra debut-LPen 'Inmazes', samt en følelsesladet udgave af 'Inside Your Fur'. Holder man øjnene lukket herunder og ignorerer, at så mange mennesker står lige lidt for stille, så spiller Vola i aften en fantastisk koncert og de viser, at de fortjener den hype de nu engang fik for udgivelsen af ’Witness’.

Du kan læse Volas tourdagbog fra Amerika her: Del 1 - Del 2