Melankolsk nedtur
Populær
Umiddelbart lyder Katatonia, Agent Fresco og Vola som en anelse besynderlig line-up, men i praksis fungerede disse nordiske bands musik utroligt nok sammen. Spillerækkefølgen var dog langt mindre heldig, især for hovednavnet.
2. Deliberation
3. Serein
4. Dead Letters
5. Day and Then the Shade
6. Serac
7. Teargass
8. Saw You Drown
9. Evidence
10. The Night Suscriber
11. Soil's Song
12. Old Heart Falls
13. For My Demons
14. Leaders
15. In the White
16. Forsaker
17. My Twin
18. Lethean
19. July
Svenske Katatonia har i deres lange karriere appelleret til en bred målgruppe, og at tage to yngre og lige så bredappellerende bands med på tour er en god strategi for at nå ud til et ungt og mere alternativt publikum. Desværre virkede bandets optræden i et udsolgt Pumpehuset som noget af en festdræber efter islandske Agent Fresco, der uden tvivl leverede aftenens bedste show.
Et godt førstehåndsindtryk
Danske Vola, aftenens første act, havde få hørt om. I hvert fald i metalmiljøet, hvor størstedelen af Katatonias publikum stammer fra. Det virkede derfor imponerende, at et forholdsvis ukendt dansk band kunne komme på turné med et så anerkendt navn. Hvad der imidlertid viste sig for alvor at være imponerende, var Volas lyd.
Bandets musik er svær at sætte i bås, men kan måske beskrives som progressiv heavyrock med melodiske og metalinspirerede elementer. Den var veludført af et band, der tydeligvis havde styr på, hvad de lavede – ikke at andet kunne forventes, når nogle af bandmedlemmerne er konservatorieuddannede. De har tydeligvis hørt efter i timen og havde styr på deres set-up, hvilket bevirkede et meget klart lydbillede, der sad lige i skabet. Alt var under kontrol, hvilket desværre også gjaldt musikernes performance.
Lige så meget som Vola har styr på deres lyd, lige så lidt har de styr på deres sceneoptræden. Samtlige medlemmer var i komplet fastlåst position, som om de hver især var indespærret i et kvadratmeterstort bur. Derudover havde de også bøvlet publikumssnak for vane, som bristede den musikalske boble, de eller så fint havde kreeret under numrene.
WOW!
Et band, der derimod har styr på absolut alting, var aftenens midternavn. Agent Fresco var intet mindre end en imponerende og rørende oplevelse. Bandet spillede tight, lyden sad lige i skabet, og musikernes performance var i top.
Agent Frescos alternative rock spænder over et meget bredt musikalsk katalog, hvor publikum til koncerten både blev mødt med emotionelle klaverstykker til hårde og korte metalnumre, hvor man i et øjeblik troede, at Napalm Death leverede musikken. Men uanset hvilken stilart bandet kastede sig over, blev det gjort overbevisende og med en utrolig perfektion og indlevelse, der bevidnede om musikere på eliteniveau med musikalske hjerter, der sidder på rette sted. Og egentlig er der ikke meget mere at sige. Agent Fresco er musikalsk ægthed.
Der er mødepligt, næste gang bandet gæster landet.
En flad fornemmelse
Agent Frescos energiske og intense indsats gjorde intet godt for Katatonia, hvis optræden faldt helt til jorden og var en decideret skuffende oplevelse. Der var ikke ét eneste tidspunkt under bandets alt for lange koncert, der bare kunne komme en smule i nærheden af islændingene.
Det største og mest ørefaldende kritikpunkt var Katatonias lyd. Har man to bands med på turné, som har investeret i noget af det nyeste udstyr inden for feltet, burde man måske overveje at gøre det samme, især når ens musik er så fin og skrøbelig og skal kunne rumme og imitere følelser. Godt nok er Jonas Renkses smukke og spøgelsesagtige vokal det bærende element, hvilket i høj grad også var gældende til koncerten, men mange underliggende og essentielle detaljer går desværre tabt, når lilletromme og bas er det eneste foruden vokalen, der kan høres tydeligt. En grumset og tabt guitarlyd går ikke hånd i hånd med Katatonias melankolske univers – det bliver simpelthen nødt til at være så veludført live, som det er på plade, hvis det skal holde.
Den dårlige lyd gik især ud over bandets bagkatalo, særligt sange fra ’Viva Emptiness’ og ’The Great Cold Distance’, Katatonias absolutte mesterværker. Der var ingen tvivl om, at lyden var præindstillet til bandets nyere lyd fra pladerne ’Night Is the New Day’ fra 2009 og ’The Fall of Hearts’ fra i år, men selv under fremførelsen af de nye numre forsvandt de progressive og Opeth-inspirerede stykker i en mudret lydmur. Det eneste nummer, der ikke var på et kritisabelt niveau, var ’Old Hearts Fall’. Uden Renkses karakteristiske og klare vokal ville koncerten have været en lydmæssig katastrofe.
Rent showmæssigt var Katatonia heller ikke noget at råbe hurra for. Showet virkede mærkeligt rutinepræget trods flere nye medlemmer, hvilket også bidrog til et lettere adskilt band uden det store sammenhold; det virkede som fem mennesker på en scene, der ikke var komplet trygge ved eller vant til hinanden. Men det skal nok komme henad vejen.
Særligt bandets nye guitarist Roger Öjersson, som må have været den mest kompetente kandidat til jobbet, virkede malplaceret, ligeså hans musikalske bidrag. Guitaren havde en lettere anderledes tuning end på album, og hans korvokal virkede enten for voldsom eller ude af takt, hvilket ødelagde musikkens føling. Ved slutningen af sætlisten fik publikum endda en flere minutter lang guitarsolo med spotlight, der var meget malplaceret for en Katatonia-koncert, men hvilket utroligt nok endte med at være koncertens mest interessante øjeblik.
Er der noget, Katatonia i denne sammenhæng skal have ros for, er det bandets evne til at holde på sit publikum. Der er ingen tvivl om, at størstedelen af salen var kommet for ”a trip down memory lane”; grundet musikkens følelsesladede karakter har den stor betydning for bandets fans, der holder Katatonia meget nært til deres hjerter. Og det var uden tvivl også den stemning, der var altoverskyggende i Pumpehuset. Trods et dårligt show var de mange loyale fans ganske tilfredse og gav bandet et måske ufortjent stående bifald.
Vola: 3
Agent Fresco: 5
Katatonia: 2