Mesterligt
Populær
Katatonia har gjort det igen; de atmosfæreskabende svenskere har på deres 10. studiealbum endnu engang bevist, hvorfor de er et af de mest interessante bands, Sverige nogensinde har leveret.
2. Serein
3. Old Heart Falls
4. Decima
5. Sanction
6. Residual
7. Serac
8. Last Song Before the Fade
9. Shifts
10. The Night Subscriber
11. Pale Flag
12. Passer
Er der én ting, som Katatonia er kendt for, er det deres melankolske univers, uanset hvilken del af bandets bagkatalog man kigger på. ’The Fall of Hearts’ er ingen undtagelse og indeholder alle de karakteristiske elementer, bandet har benyttet sig af, siden de gik væk fra growl til ren vokal på deres tredje plade ’Discouraged Ones’ fra 1998, hvor musikken også gik i retning af det mere melodiske og mindre kaotiske.
Jo længere bandet er kommet i deres karriere, jo mere er de gået væk fra de rå, metalliske elementer, og deres tunge stykker fremhæves af de stille passager, der efterhånden synes at være flere og flere af. Mange vil også mene, at deres lyd er blevet mere og mere poleret, hvilket har været tilfældet siden ’Night Is the New Day’ fra 2009, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt ved Jonas Renkses vokal – bandets røde tråd og vel nok mest karakteristiske element. Katatonias nye album gør sig ikke fri af et poleret udtryk, men det er langt fra så fremtrædende som ved mange af bandets forrige album, og den stilistisk rene produktion gør sig gældende hele vejen og ikke kun i passager. Anders Nyström og Jonas Renkse, bandets efterhånden eneste oprindelige medlemmer, har også fungeret som albummets producere, hvilket kan høres – produktionen er bevidst og bruges aktivt på et langt højere plan end blot at få pladen til at lyde godt. Den bruges til at fremhæve bandets kendetegn, den melankolske atmosfære, og til at binde dens meget forskelligartede dele sammen.
Et mere progressivt band
Det er ingen hemmelighed, at Opeth og Katatonia er tætte. Medlemmer fra begge bands dannede Bloodbath, Mikael Åkerfeldt var også gæstevokalist på Katatonias andet fuldlængdealbum, og Katatonias tidligere guitarist Per Eriksson, som også er medlem i Bloodbath, er guitartekniker for Opeth. På ’The Fall of Hearts’ er linket til Opeth imidlertid også musikalsk.
Hele albummet er i det hele taget en smule mere progressivt, end Katatonia plejer at være, hvilket hentyder til de Opeth-ligheder, der varsomt er spredt over dets helhed.
Pladens syvende nummer, ’Serac’, er dog den eneste sang, man åbenlyst kan sætte en finger på som stærkt Opeth-inspireret, uden at skulle gå helt ned i detaljer og sekunder. Faktisk skulle man tro, at det var et mash up af begge bands; sangen rummer Katatonias melankoli, der bæres frem af Renkses vokal, og de tunge og lettere episke elementer mod slutningen af sangen, der særligt er kendt fra bandets mesterværk ’Viva Emptiness’ fra 2003, samt den klassiske rytmeguitarlyd og underliggende orgelkeyboard fra Opeths album ’Ghost Reveries’ og ’Watershed’ fra henholdsvis 2005 og 2008.
Men det gør egentlig ikke noget, at der er så mange lighedstræk med Opeth. Katatonia gør det på deres egen måde og formår at inkorporere de ellers så radikale og uvante progressive elementer så fint i deres ellers genkendelige stil, at det bliver deres egen. Det er ingen efterligning, det er innovation. Og det klæder bandet!
Gennem deres karriere har Katatonia altid formået at udvikle sig på den ene eller den anden måde, men den nye musikalske udvikling og tilgang på ’The Fall of Hearts’ er mere overlegent, end bandet nogensinde før har præsteret, hvilket særligt kan høres i albummets sidste halvdel. Udover førnævnte ’Serac’ er ’The Night Subscriber’, balladen ’Pale Flag’ og afslutningsnummeret ’Passer’ fremragende eksempler på, at bandet på deres 25 års jubilæumsalbum både rummer troskab mod sig selv, samtidig med at de kan rykke sig ud af deres vante rammer.