Nogle gange ramler man ind i noget vidunderligt, når man skal dække et band, man aldrig har hørt om. Dette er ikke sådan en historie.
Descendents er blevet gamle, men de kan stadig holde en fest, der er værd at komme til.
Touché Amoré leverede endnu engang en koncert i særklasse, og endnu engang takket være Jeremy Bolm, der synes at knuse sit eget hjerte, hver gang han går på scenen.
Baby in Vain kunne have været fredagens sidste fest. I stedet blev det musikalsk godnatlæsning inden turen tilbage til teltet.
Til opvarmningsdagene på Roskildes Rising-scene, kan du køre ørerne i stillinge til tunge toner fra blandt andre Slægt, Dirt Forge og Alcabean, inden festivalen for alvor går løs onsdag.
Fredag kan du tage lidt Skeletonwitch ind med morgenmaden og tjekke Mike Pattons Dead Cross, Nick Cave og Myrkur, inden Watain og LLNN til sidst får festivalen til at gå helt i sort. På den gode måde!
Roskilde Festivals andendag byder på alt fra Stone Sour over Chelsea Wolfe til Heilung og Boris/Merzbow, mens der bliver sluttet af med en tretrinsraket af dansk hardcore: Nyt Liv, Motorsav og Ond Tro.
Er du i dine tidlige tyvere og lidt af en “mad lad” hver weekend, der er mildt indigneret over hverdagsracisme og musikindustrien? Kan du heller ikke helt hitte ud af det der med damer? Så er du lige i målgruppen for Don Brocos tekstunivers.
Hvorfor har nordmændene brug for så meget vred musik? Kan det måske være fordi det norske samfund er vredesstimulerende, øretæveindbydende og ... dødsfarligt?
Hvem fanden har fået den fantastiske ide at lægge en festival i Oslo i slutningen af februar?
Der var fuld fart over feltet og god stemning, da Honningbarna spillede en af tourens første koncerter for at støtte december-udgivelsen 'Voldelig Lyd'. Danskerne kan af flere årsager glæde sig til bandets forestående koncert i Pumpehuset.
Punkrockerne fra Norges svar på bibelbæltet er klar med deres fjerde album. Med syv års erfaring har bandet leveret et album, der lever op til forventningerne om dansabel punk, men også et album, der overordnet lykkes med en mere voksen, poleret lyd.
Big Mess’ debut var tættest på en Hüsker Dü-feel, men med opfølgeren bevæger bandet sig tættere på andre firserhelte. Den smager af alt det gode, vi kender fra post-punken, men også af bossanova, blå blæsere og avantgarde-støj.
Der var ualmindelig langt mellem snapsene i 2017. I et allerede formørket år forpassede de allerfleste bands chancen for at lyse op. Men med muligheden for udelukkende at plukke det bedste, danner der sig en liste med punk, indie og metalcore, der går mere end an for denne nye Devilution-anmelder.
Vi mødtes med Fil Thorpe-Evans fra Neck Deep, hvor vi snakkede om Europa mod USA i pop-punk-kultur, om ansigtsmaling og om bandets seneste udgivelse.
Det er sjældent, at man virkelig får den danske rock-anmelderstab ud at danse, men udgangspunktet for det var bedre end nogensinde, da Neck Deep gæstede Danmark.
Det lå i kortene, at Neck Deep skulle være et af de største poppunk-bands i mange år. Alligevel formår det walisiske band at spænde eklatant ben for sig med et album der mest af alt bare er vildt kedeligt.
Sort Sol formåede at tiltrække publikum – men bandets forsøgt på at tegne et billede af sig selv som kunstneriske i stedet for folkekære harmonerede dårligt med festivaloplevelsen.
Lorenzo Woodrose spillede en blanding af nye numre og danske klassikere, men blev holdt tilbage af Glorias helt elendige indretning.
Det var en knap så intim affære da Lorenzo Woodrose spillede sin anden koncert på årets festival, denne gang med bandet Baby Woodrose.
