Roskilde '17: Mere fuzz end følelser
PopulærDet var en knap så intim affære da Lorenzo Woodrose spillede sin anden koncert på årets festival, denne gang med bandet Baby Woodrose.
Efter allerede at have spillet et sæt på Roskilde Festival er Lorenzo Woodrose klar til endnu en runde – denne gang som frontmand sammen med dansk syrerocks største kommercielle succes – måske lige med undtagelse af Spids Nøgenhat, som han også er frontmand i. Energiniveuaet er hævet betydeligt, og det visuelle billedsprog er, som vi kender det fra dansk psych: sublimt. De gamle olielamper er udskiftet med kalejdoskopiske videoprojektioner. Samtidigt er der langt fra det intime Gloria-øjeblik fra solokoncerten, måske lige med undtagelse af echo-pedalen, der som vanligt er trådt helt i bund – og lidt til.
Hvor Woodrose selv er en retro-romantiker, lyder Baby Woodrose tidssvarende og energisk. Woodrose kontrollerer energiniveauet, og han er også placeret forrest på scenen, hvor video-projektionerne glider over hans lange skæg, mens han synger “You gotta let yourself go”. Det stemmer jo egentlig meget godt overens med ungdommens YOLO-udflugt til Roskildes mudrede marker til en uge i hedonismens tegn. Ikke desto mindre er salen i højere grad fyldt med dagsbesøgende fra en helt anden generation, mens de unge fester hos Moderat, til et dårligt techno-remix af Beatles, eller i en andens telt.
Woodrose selv var en fantastisk historiefortæller til ugens tidligere solo-show, men her er han mere begrænset i aftenens sæt, hvor hans interaktion med publikum er på et meget lavere niveau. Det er trist, når man ved, hvad manden har på hjerte, og føles måske lidt tilbageholdt af skiftet fra danske til engelske tekster. Showet bærer også præg af en meget direkte kontakt mellem Woodrose og hans lydmand, som han har flere samtaler med over mikrofonen end med sit publikum. Bandet leverer ikke en decideret dårlig koncert, men den mangler i høj grad hjerte, intimitet eller inddragelse. Selvom Woodrose begynder at interagere lidt mindre med lydmanden og lidt mere med sit publikum henimod slutningen af sættet, så drukner de gode intentioner i ellers vellydende fuzz.