Roskilde '18 - Vi bli'r aldrig voksne

Roskilde '18 - Vi bli'r aldrig voksne

Descendents er blevet gamle, men de kan stadig holde en fest, der er værd at komme til. 

Kunstner
Dato
06-07-2018
Genre
Trackliste
Suburban Home
Everything Sux
Hope
On Paper
I Wanna Be A Bear
Get The Time
Rotting Out
I Like Food
Clean Sheets
Testosterone
Van
Nothing With You
Victim of Me
I’m the One
I’m Not A Punk
Shameless
Weinerschnitzel
Silly Girl
Grow Up
Who We Are
Myage
Pop
Without Love
Bikeage
Coffee Mug
When I Get Old
Coolidge
Thank You
Descendents
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Descendents er for de uindviede en del af punkens “anden bølge”, der kom fra Nordamerika i slutningen af 1970'erne. De er med andre ord pissegamle. Og det er røvfedt. Du kender måske bandets ikoniske maskot Milo, der pryder det ikoniske album ‘Milo Goes to College’. Milo er også Milo Aukerman, og han er bandets frontmand/vokalist. Han har også en ph.d. i biokemi. Bandet har været brudt op flere gange end det der vennepar, du kender, som ingen fatter stadig er sammen. Det er dog mere fordrageligt hos Descendents. Da de træder ind på scenen, kunne du have forvekslet dem med din fars partyband, hvis du ikke lige vidste, at disse gråhårede mænd på scenen faktisk er punk-legender.

Bandet indleder med klassikeren ‘Suburban Home’ fra førnævnte ‘Milo Goes to College’, der blandt andet har gjort, at Descendents nogle gange beskrives som surf punk. Der er et forholdsvis nydeligt nik til bands som The Beach Boys – blandet andet også i ‘Bikeage’, som bandet spiller senere i sættet. Descendents udmærker sig også ved stort set ikke at have sange over tre minutters varighed. Det betyder, at vi hurtigt kommer igennem klassikere som ‘Everything Sux’, ‘Rotting Out’, ‘Hope’ og ‘Clean Sheets’. Alle modtages med fællessang og den lidt mindre ikoniske ‘Get the Time’ inspirerer til lidt snavetid hos parret til højre for mig. 

Mellem sangene krydrer bandet også med et par “skits” eller “mini-sange”. Her inspirerer blandt andet ‘I Like Food’ og ‘Weinerschnitzel’ til en hurtig fest i pitten, hvor hanekamme og cigaretgløder flyver i støvet. Blandt de mere seriøse øjeblikke er ‘Shameless Halo’, hvor Milo Aukermans ellers lidt medtagne stemme vågner op til dåd og nærmest lyder lidt soulet. Det er ikke svært at høre, at Aukerman kæmper lidt mere med fordums vokalregister på ‘Silly Girl’, ‘Coolidge’ og ‘Hope’. Det er nu ikke svært at tilgive manden, når han og bandet på en time leverer 20+ sange.

Den stadig magiske del af Aukermans vokalregister dukker op igen på den seneste single ‘Who We Are’, der igen sparker lidt gang i de politiske undertoner. Der går dog aldrig Bad Religion i det, og måske er det egentlig fint nok, for hvem kan klare en længere politisk brandtale klokken fem om eftermiddagen? Ikke os. Så vi tager en omgang ‘Coffee Mug’ og slutter af med kombinationen ‘Thank You’ og ‘Descendents’. Alt i alt leverer Descendents den fest, man gerne vil starte sin festivaldag med.