Voldelige tider i Norges hovedstad

Voldelige tider i Norges hovedstad

Der var fuld fart over feltet og god stemning, da Honningbarna spillede en af tourens første koncerter for at støtte december-udgivelsen 'Voldelig Lyd'. Danskerne kan af flere årsager glæde sig til bandets forestående koncert i Pumpehuset.

Kunstner
Titel
Pom Poko + brenn.
Dato
13-01-2018
Genre
Karakter
5

Det er en kold aften i Oslo. Solens midlertidige stråler har tøet flere måneders snefald og herefter gjort det stenhårdt, men nordmændene får det til at se legende let ud at krydse Mariboes Gate for at komme til indgangen til Rockefeller. Scenen er én af tre, der Vega-style leverer en venue til hver størrelse kunstner. Rockefeller er den midterste kategori med John Dee som lillebror og Sentrum som storesøster. Når man kigger ned over husplakaten, er det første indtryk fravær. Som koncertgænger i København føler vi os ofte forbigåede af de store navne, der tager England og Kontineltaleuropa uden problemer, men glemmer den lille nation nord for Tyskland. Heroppe er det, som om endnu færre kommer forbi. Af de seneste større navne, jeg har savnet, kan for eksempel nævnes både Northlane og Enter Shikari, der ikke figureret på plakaterne. Hvad gør man så? Man samler sig om sine egne, og her er Honningbarna et af de bands, der altså har bevæget sig op i mellemniveauet. Selv midaldrende kollegaer nikker genkendende, når jeg nævner mine weekendplaner. Det var sgu ikke sket med en hardcore-koncert i Danmark.

Om Honningbarna nu virkelig fortsat er så hardcore, kan nok betvivles efter den mere glatpolerede ‘Voldelig Lyd’ – der faktisk var knapt så voldelig i sin lyd som tilbage på ‘Noen Å Hate’ – der dog skaffede bandet en førsteplads i Karrierrekanonen her i landet, der hedder ‘Urørt’ og uddeles af P3 (NRK P3, altså). 

I baren sælges der “kun én brennevin per person”, imens brenn. på kanten af aftenens aldersgrænse, varmer op med ska-tilsat punk-indie på norsk. Det er den anden lidt skæve del af den norske musikscene: Den foregår i meget større grad på modersmål. Desuden har du kun mulighed for at holde koncert for folk under 18 eller over. Ingen generationsblanding, tak! Den primære årsag: Alkohol. Man kan simpelthen ikke stole på, at Norges ungdom ikke bliver drikfældiggjorte ved at være i samme rum som fadøl. Lugten af gammel øl og cigaretter fra Rockerfellers gulvtæppebelagte gulve er nu ellers nok til passiv påvirkning. Til gengæld er oplevelsen befriende i kontrast til det ellers polerede norske samfund. Den Mickey Mouse-T-shirt-klædte forsanger i brenn. får med lige dele ængstelighed og hyperaktivitet varmet op i benene på de forreste rækker med fællessang på “Åh fy faen”. Noget tyder dog på, at “vorspielet” har været begrænset hos de første fremmødte. 

Næste band på scenen, Pom Poko, leverer måske i virkeligheden det alternative indtryk, som brenn. gerne ville chokere med. Men det er intelligent afvigen: Med kontrapunktisk og overvældende garage-/indie-rock og kvindelig forsanger af en mere melodisk skole, bliver interessen i salen mere skærpet under sangene. Det er dog klart, at “vors”-deltagerne også er ankommet, og under et mindre lydproblem spreder de fulde tilråb sig over salen. Det påvirker dog ikke bandets imponerende velstyrede lydbillede, hvilket er meget sagt, når man benytter sig af jazz-lignende, bløde temposkift. Det er ikke nødvendigvis hårdt, men det er råt. Desværre har Honningbarna ikke umiddelbart planer om at tage Pom Poko med til Pumpehuset i marts, hvor danske Orcas i stedet varmer op. Til gengæld slipper I forhåbentligvis for en koncertkultur, hvor man åbenbart skubber og maser uden forbehold.

Honningbarnas egen koncert starter med techno-style grønt laserlys, nedtælling fra tyve, og at guitaristen kaster sig ud i publikum. Så er der slåskamp! Allerede ved anden sang er det tydeligt, hvor meget den nye skæring ‘Føtt feig/dø bleig’ fungerer med et blandet publikum, der måske har brug for et melodisk riff her og der for at følge med. ‘Voldelig Lyd’ skaber ligeledes en del bevægelse i den forreste del af venuen. Eller måske er det bare forsanger Edvard Valbergs tredje spring hovedkuls ind i dem – det får i hvert fald hænderne op. ‘Fri Palæstina’ inklusiv cello på scenen får også publikum til at synge med. Celloen kommer selvfølgelig med i den næste tur ud i publikum, imens adskillige medlemmer af publikum finder vej i modsat retning op til scenen for at få samme tur. Under reprisen i 'Opp De Nye Blanke' finder Valberg også en måde at komme fra stagejump ned i bagenden og op til spillestedets balkon, hvorfra han da også hopper ned i sit publikum, der elegant griber ham, imens bandet spiller videre. 

Også fra det nye album, 'Voldelig Lyd', giver ‘Haster som faen’ sig ufatteligt godt ud, især med en indlagt reprise, der skaffer lidt ekstra fest. Lyden er dog ikke helt med bandet under ‘Slut å gi mening’, men sangens udmærkede riffs skaber pejlepunkter om, hvor i sangen vi er, når Edvard Valbergs stemme ikke formår at skære helt igennem midt i virvaret af piger i band-T-shirts, der hopper ud fra scenen efter få sekunder i bandets sol. Under ‘Hold an ann’ er det nærmest lige før, bandet præsterer at lyde som en norsksproget udgave af Arctic Monkeys cirka-2005 – den gang Alex Turner ikke havde opdaget sin egen libido endnu. Og pludselig bliver man også klar over, at bandet faktisk iklædt ens hvide t-shirts og matchende halsklud. Coincidence?! Well, de har jo allerede sunget en sang om, at man skal sælge ud, når man bliver gammel. Under ‘Police on My Back’ er der endnu en gang mere publikum på scenen, end der er bandmedlemmer, og Edvard Valberg får en tur på skuldrene af stagediverne under det sidste omkvæd. ‘Penthouse Perfektion’ ødelægges mere eller mindre af mikrofonnedbrud under duetten, hvor en Tine fra publikum ellers skulle have udgjort den kvindelige vokal. Men sådan er det under et show som dette: You win some, you lose some. Især udstyr. Og mikrofonen har taget én for holdet.

Med en koncert, der ellers endte med primært at bestå af de mere melodiske sange, afslutter bandet med en af den meget mere kaotiske sange fra ‘Voldelig Lyd’, nemlig ‘Sant’, og et par sange af en ældre dato. Der er ingen tvivl om, at Honningbarna  lever op til titlen som “Norges bedste live-band” – måske er bandet endda et af de bedste i Norden. Det er nogle rimelig standard tricks bandet benytter – men andre af tidens store livenavne som Frank Carter har heller aldrig taget patent på en ny formel. Det er snarere det samlede antal af livsfarlige stunts over meget kort tid, der er med til at give shows som Carters og Honningbarnas en følelse af, at alt er på spil. At kunne levere dette i en udsolgt koncertsal, der kan rumme 1800 mennesker, viser, at Honningbarna er ved at være oppe i en international vægtklasse. Punkfans i Danmark kan allerede nu begynde at glæde sig til, hvad jeg forudser bliver en lige så vanvittig koncertoplevelse i Pumpehuset til marts. Det bliver dog spændende, om fællessangen overlever sprogbarrieren.