Copenhell '19: Underholdende rocksøskende

halestorm1
halestorm3
halestorm2

En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.

Kunstner
Dato
20-06-2019
Fotograf
Hasan Jensen
Karakter
3

Arbejdshestene i Halestorm, der gerne spiller op mod 250 shows årligt, var ankommet til Copenhell på en dag, hvor den del af programmet, som ser mere mod rock end metal, var velrepræsenteret i form af Stone Temple Pilots og Slash feat. Myles Kennedy. Således i rette element blev rocken fejret yderligere, og det skulle også vise sig, at det var et meget tight, velspillende og rutineret  band, der trods lidt indøvet gejl absolut ikke blot faldt tilbage på rutinen. Der blev vist tænder, både i energiske udbrud og i smil og fornøjelse over at stå på scenen foran Copenhell-publikummet.

Bandet har fire album under vesten, hvor det første så dagens lys i 2009, men grundet familierelationerne mellem den seje vokalist og guitarist i front, Lzzy Hale, og hendes bror, Arejay Hale på trommer, så kan Halestorm dateres helt tilbage til 1997. Den resterende line-up har dog også været stabil og været i bandet siden 2003-2004, hvorfor der tillagt den ekstensive tourplan naturligvis er tale om et meget godt sammenspillet band. 

Good clean family entertainment...
Søskendeparret har entertainer-rollen i blodet. Lzzy Hale i den naturlige rolle i front, mens lillebror Arejay har indlagt underholdning i sit trommespil, hvor den står på lavtsiddende tammer på trommesættet, så vi fra pladsen foran Hades-scenen rigtig kan se hans entusiastiske spil med meget store armbevægelser og ikke mindst flyvende stikker, der kastes højt i vejret for at blive grebet igen, klar til næste hårde slag på lilletrommen. Samtidig spillede han i et farverigt jakkesæt, der gradvist blev mindre af undervejs, så han til sidst blot havde korte bukser og en wifebeater at svede i.

Halestorm kom fra start med en lidt rodet lyd, men allerede med 'Love Bites (So Do I)', den catchy Grammy-vindende hitsingle, så var det ved at være på plads, og Hales vokal bragende imponerende og kraftfuldt den stærke melodi ud i aftenens tusmørke. Guitarspillet, både fra Hale, men ikke mindst også Joe Hottinger, var fermt og solidt rockende udført. Bassisten var solid, men i sammenligning med sine mere udadvendte bandkammerater indtog han en nærmest anonym plads på scenen.

Det var ikke nok med jakkesæts-gøglet for Arejay Hale. Han havde også en trommesolo, hvor percussion og kantslag nærmest lød som tænkt som en hyldest til Safri Duo, nu hvor hans trommesæt befandt sig i Danmark. Han sluttede af med at spille med gigantiske trommestikker, et godt stykke større end baseball-bat, og det var nok sjovest for koncertgængerne med medbragte arvinger, der endnu ikke var sendt hjem i seng.

Undeholdende, men med tomgang
Set over en hel koncert var det et veloplagt band med en gedigen performance og en stor vokal. Det i sig selv var ganske god underholdning, men man kan så heller ikke komme udenomr, at bandet over en times underholdning også fik blotlagt, at dele af deres sangskat er forholdvis generisk og uden meget anden substans end at være velspillet rock lige efter bogen. Med sange som den allerede nævnte hitsang og 'I Get Off', 'I Am the Fire', 'Uncomfortable' (med sit 'Stone Cold Crazy'-agtige upbeat vers og et åh-åh-omkvæd, så man rigtig kan skråle med) og ikke mindst den stærke afslutter i 'I Miss the Misery' (med endnu mere åh-åh-åh-åh-åh) til at stikke positivt ud.

Den nye sang 'Chemicals' havde en lead-figur, der var lidt til den irriterende side, og lød som et bedaget forsøg på et tema i stil med noget, 90'er-succesen Rage Against the Machine kunne have forsøgt sig med. Ellers et tungt nummer, som sådan set burde passe ind et sted som Copenhell, men bare ikke var ret spændende.

Absolut underholdende ambassadør for den sande rockånd med et band, der kæmper røven ud af bukserne og stadig har kærligheden til musikken, gamet og det, der hører med, intakt. Men som oplevelse i det store billede også hurtigt glemt igen.