Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

De første navne til Copenhell 2019

Populær
Updated
_H1W1089

Copenhell offenliggør de første 7 navne til næste års festival, og der er bestemt noget for enhver smag.

Kunstner
Titel
Halestorm + Eluvetie + Demons & Wizards + Baest + Whitechapel + Alien Weaponry
Dato
18-10-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

DIMMU BORGIR

Norske Dimmu Borgir har været tavse i næsten et årti, men tidligere i år udgav de så Eonian, der dog desværre ikke var det store comeback, som deres fans havde håbet på. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at Dimmu Borgir er det bedst sælgende black metal band fra Norge. Og det siger ikke så lidt. I sommers så vi deres store show på Wacken Open Air, hvilket understregede at de stadig selv mener, de er de største. Nu skal de på turné med Kreator, hvilket forhåbentlig betyder, at al rust er banket af skroget når de rammer Refshaleøen næste år i juni måned. Nok har Dimmu Borgir måske deres bedste dage bag dem, men de har stadig skrevet en masse gode sange, og dem skal publikum på Copenhell nok få at høre.

Læs alt om Dimmu Borgir her.

Eller tjek bare vores anmeldelse af deres nyeste album og koncert på Wacken 2018.




HALESTORM

Der er garanteret læder og nitter i en mængde, som ville få Rob Halfords hjerte til at svulme, når Halestorm indtager scenen. Og sjovt var der netop Judas Priest på setlisten, da vi anmeldte bandet i Pumpehuset tilbage i 2013. For selvom Halestorm i bund og grund er et rockband med sange, der appellerer bredt til myRock-fans, har de altid haft en forkærlighed for den klassiske heavy metal. Derfor giver det også god mening at annoncere som et af de første større navne på næste års Copenhell: Halestorm, der begyndte som en søskendeduo med sangeren og guitaristen Lzzy Hale [sic] og trommeslageren Arejay Hale, er med udgivelsen af deres fjerde album, ‘Vicious’, i den forgangne sommer, godt på vej til at vinde indpas hos også de danske hardrock-fans.

Læs vores seneste koncertanmeldelse her.




BAEST

Kendt fra Go’ Morgen Danmark – og snart sagt ethvert dansk magasin, man end har åbnet de sidste par måneder. Baest har været her og der og allevegne, siden debutpladen ‘Danse Macabre’ udkom i august, og det momentum, de har bygget op med en lang række voldsomt medrivende koncerter, siden de blev dannet for blot et par år siden, ser ikke ud til at fortage sig det mindste. De nye aarhusianske dødsmetalhelte har knald på, og de stiller beredvilligt op i aparte settings eller med skarpe holdninger til den danske metalscene. Heldigvis har de også materialet til at bakke attituden op med, som de har demonstreret med skudsikre bangers som ‘Crosswhore’. Aarhus, der gennem årene har stået for den danske dødsmetals største publikumssucceser, nationalt såvel som internationalt, har udklækket et nyt kuld dødningekrigere.

Læs alt om Baest her. Eller læs bare anmeldelsen af Baests debutplade, vores seneste liveanmeldelse, eller vores interview med forsanger Simon Olsen.




ALIEN WEAPONRY

Som i Halestorm er det i Alien Weaponry guitarspillende, syngende og trommende søskendepar, der danner grundstammen: De purunge brødre Lewis og Henry de Jong. Musikalsk ligger de dog et godt stykke væk fra radiohardrocken og trækker i stedet tråde tilbage til 90’ernes tribale metal, som Sepultura spillede den, før de selv var født. Det er komplet med sange på maori, der handler om den sociale uretfærdighed, der er overgået New Zealands oprindelige befolkning. Og komplet med store, fængende omkvæd, der ligger langt fra den obskure dødsmetal, New Zealand ellers er bedst kendt for. Gør dig klar til at danse dybt, stampe i mudderet og flashe dine backpacker-tatoveringer, når Alien Weaponry rammer Copenhell 2019.




ELUVEITIE
Det schweiziske band kommer til at tage godt for sig af retterne, når cateringen på Copenhell skal indtages. Bandet består nemlig af hele 9 personer, men så får publikum ellers også serveret metal på aldeles utraditionel vis, når dødsmetal og folkemusik går hånd i hånd. I tidligere anmeldelser på Devilution har de muntre overskrifter lydt “Sækkepiben fik den rigtige lyd” og “Fløjterne rykker hegn”.
Chrigel Glanzmann på vokal, mandolin, fløjter og en række traditionelle instrumenter er manden bag Eluveitie og stilen, som bandet selv ynder at kalde “New wave of folk metal”, og som tilskuer går man ikke galt i byen, hvis man kan lide melodisk dødsmetal og er åben for finurlige twists på den instrumentale side. Eluveitie har i en årrække haft stort fokus på den akustiske musik, men singlen ‘Rebirth’ fra 2017 varslede dog, at der igen vil blive gået til stålet på næste udgivelse, der vil komme på Nuclear Blast, da de to parter har valgt at fortsætte samarbejdet i en ny kontrakt.

Læs alt om Eluveitie her. Eller læs bare anmeldelsen af deres femte album ‘Helvetios’ fra 2012.




WHITECHAPEL

Igen i år bliver Copenhell gæstet af et prominent deathcore-navn. Om end det nok kan diskuteres hvorvidt amerikanske Whitechapel egentlig stadig spiller deathcore. Deres 2016-udgivelse ’Mark of the Blade’ viste et band i udvikling, væk fra den typiske deathcore. Det være sagt bliver der rig mulighed for at tons-tunge breakdowns og growl-along til Phil Bozemans eminent vokalføring. Whitechapel spillede på Copenhell, da festivalen debuterede, som erstatning for Suicide Silence, så det er kun passende at Knoxville-bandet vender tilbage i år. Ikke mindst fordi de spillede en udmærket koncert, da de gæstede Danmark som opvarmning for Heaven Shall Burn i starten af året. Find din indre skovmand frem og find ind i pitten når det går løs, og husk: The saw is the law!

Læs alt om Whitechapel her.




DEMONS & WIZARDS

Bag navnet Demons & Wizards gemmer der sig Blind Guardian-frontmanden Hansi Kürsch og Iced Earth-guitarist Jon Schaffer. Det tysk-amerikanske samarbejde står sammen for fremragende power metal, og når den udføres så mangler trommerne heller ikke noget, da de har benyttet Richard Christy (live, kendt fra Death m.fl) og Bobby Jarzombek (indspilning, Fates Warning m.fl.) på trommerne. Det er dygtige folk, der kræser om musikken, og projektet er bestemt ikke bare en pengemaskine, der skal høste penge alene på grund af medlemmernes historik. Der bliver nemlig givet tid, når der er tid, og pt. er det også kun blevet til to albums i hhv. 2000 og 2005, til gengæld er de så af rigtig høj kvalitet. Der arbejdes eftersigende på nyt, og der kan jo passe fint ind med en sommerfestivalsæson i 2019, som udover Copenhell også byder på et Wacken-show og ProgPower USA.

Devilution har beklageligvis aldrig skrevet om bandet, derfor:
Læs alt om Blind Guardian her.
Læs alt om Iced Earth her.