Fløjterne rykker hegn

Fløjterne rykker hegn

Eluveitie er ude med sit femte album, og ser på konceptalbummet 'Helvetios' ikke ud til slække på kvaliteten.

Kunstner
Titel
Helvetios
Dato
13-02-2012
Distributør
Karakter
4

Schweiziske Eluveitie behøver næppe den store introduktion. Vi har før anmeldt bandet med hele 8 medlemmer, da det forrige album 'Everything Remains' blev anmeldt til flot karakter, og så har bandet længe nydet stor succes med sin blanding af metal og folkemusik.

Der findes helt sikkert metalfans derude, som får øllen galt i halsen, når nogle mennesker vover at blande folkemusikkens instrumenter ind i metal, men bandets succes er tegn på, at det faktisk kan gøres ganske effektivt. Der er ganske vist mange fløjter og sækkepiber på dette femte album fra oktetten, men også utroligt meget metallisk guitar.

Og den tykke lyd på guitaren gør musikken vældigt tung, og når mange af de 17 tracks samtidig holder et højt tempo, og trækker veksler på noget så glimrende som svensk melodød, så ender det hele ret godt og velafbalanceret. Der er flere steder noget, som minder om Dark Tranquillitys 'The Mind's I', hvor melodøden samtidig er ret thrash'et i sine riffs.

Eluveitie er dog heller ikke bange for at lægge metallen lidt i skyggen, og fremhæve de folkede instrumenter eller lægge kvindevokalen fra Anna Murphy (lidt for) langt frem i mixet. På 'A Rose For Epona' bliver det lige lovligt meget Evanescence/Within Temptation-agtigt. Det gør Eluveitie ikke godt nok, og burde have skåret lidt i sangens længde. 'Scorched Earth' er måske vigtig for historien, men den fortællende røst er her langt fra metal, og de fire minutter vil næppe blive de mest hørte på 'Helvetios'.

Så er der mere gods på titelnummeret eller 'The Uprising', som trods insisterende fløjter formår at sætte en Amon Amarth-stemning igang i visse partier.

Schweizerne er et stærkt band med sans for melodi og tempo, og specielt i de hurtigere numre formår bandet at inkorporere fløjter og violiner, så de bliver en naturlig del af musikken. Selvom de stille sange måske er med til at skabe variation, så bliver det hurtigt til lidt fyld. Heldigvis er der mest musik med knald på, for de stille parter er ofte blot tænkt som et intermezzo. En slags stilhed før stormen.

Tjek bandet ud i videoen herunder: