Tid til revitalisering
Populær
’The End, So Far’ er en tiltrængt streg i sandet for et band, der har haft succes med at snyde os til at tro, at middelmådighed og gentagelse er ensbetydende med kvalitet.
they Dying Song (Time To Sing)
The Chapeltown Rag
Yen
Hive Mind
Warranty
Medicine For The Dead
Acidic
Heirloom
H377
De Sade
Finale
’The End, So Far er Slipknots syvende fuldlængdeudgivelse, siden bandet officielt debuterede i 1999. En skelsættende udgivelse. Ikke musikalsk, men økonomisk. Det er pladen der løser bandet fra deres lænker til Roadrunner. Fra kontrakten på de syv plader, der i sin tid gav bandet små $500.000. Slipknot står nu fri til at gøre, hvad end de vil med deres musik.
Det giver med al sandsynlighed også det amerikanske band muligheden for, at gøre noget anderledes. Gentænke den lidt for gennemtærskede standard-tilgang til sangskrivning, som efterhånden er blevet normen for Slipknot. Som også er normen på ’The End, So Far’. En velkommen mulighed, der vil gavne band såvel som lytter. For det er efterhånden ved at være ret repetitivt at lytte til ”nyt” Slipknot-materiale.
Om end åbningsnummeret ’Adderall’ er en mindre interessant overraskelse, så er Iowa-bandens syvende Roadrunner-udgivelse præget af klassisk leverpostej-Slipknot. Vi har hørt det før, smagt på det og jovist, bandet har da skrevet nogle ganske fine numre, men der er intet bid. Intet farligt over ”det ni-hovedede monster”.
’The Chapeltown Rag’ var en udmærket første-single – klassisk Slipknot, uden ligefrem at imponere. ’The Dying Song’ var middelmådig og ’Yen’ satte nye standarder for, hvor ligegyldig en Slipknot-single kunne være. En forvirrende trio, der ikke varslede specielt godt for udgivelsen.
Hvorfor sætter vi Slipknot på en piedestal?
Men hvorfor har vi egentlig så høje forventninger til nyt Slipknot-materiale? Hvorfor er Slipknot blevet den størrelse, bandet er? Et navn vi betragter som et stort hovednavn. Ikke Metallica-størrelse, men lige derefter? Er det fordi vi lever i en drøm, hvor Slipknot stadig er noget farligt. Som de var dengang i ’99. Da de nærmest fremstod som en revolution i en fesen metal-verden, der var mere rap end riffs?
Vi bilder os ind, at ’Slipknot’ var en god plade. Det var den ikke. Den var middelmådig. Vi skamroser ’Iowa’ (2001), til dels fortjent – men pladen er ikke ældet med ynde på samme vis, som f.eks. ’Master of Puppets’. Ikke for at drage en musikalsk sammenligning, men vi kan ikke tillade os kalde begge dele for mesterværker.
Pladen kommer naturligvis til sin ret. Det samme gør ’Vol. 3: (The Subliminal Verses)’, men derfra går der fornemt tomgang i Slipknot-motoren – og det fortsætter på ’The End, So Far’. ’Hive Mind’ er spændende, ’Warranty’ byder på et hardcore-inspireret åbningsriff og ’Medicine for the Dead’ har en svulstig og ubehagelig klang. Det er pladens højdepunkter. Et fornemt trekløver af god sangskrivning, resten er en grå-masse er ligegyldighed.
’Acidic’ lyder som et Suicide Silence-forsøg på at spille nu-metal, mens det som lytter er svært at høre, om ’Heirloom’, ’De Sade’ og ’Finale’ i virkeligheden er skrinlagt materiale fra hedengangne Stone Sour. Lidt ’Raining Blood’-inspirerede intro-trommer på ’H377’ redder ikke nummeret fra at være spillet til uigenkendelighed, i mere spændende format, på tidligere plader. Og så er der egentlig ikke så meget mere at skrive om. ’The End, So Far’ tager sin plads i forlængelse af de forrige plader, og så kan man jo blande det hele sammen og være i tvivl om, hvilken plade man egentlig lytter til.
…So Far?
Selvom vi delvist har en tendens til at ophøje Des Moines-bandet på ufortjent vis, skal Slipknot naturligvis anerkendes for deres del i den moderne metal-historie. I mangel af bedre, skal de naturligvis også have en headliner-plads på en festival. Det sagt taler en ikke-udsolgt koncert i Malmö Arena sit eget sprog. Tiden og relevansen er ved at løbe fra Slipknot og det ændrer ’The End, So Far’ ikke på.
Clown har bekræftet, at Slipknot bryder med Roadrunner. Forhåbentlig bliver det starten på en ny æra for bandet. Som pladens navn også insinuerer. Slipknot har brug for det, vi har brug for det og mon ikke også Corey Taylor har brug for det, skulle man fristes til at spørge til hans holdning? Hvad vi ikke har brug for, er endnu mere leverpostejs-Slipknot.