Metaldiktator: Slipknot – 'Vol. 3: The Subliminal Verses'
Populær
Det var først, da Slipknot trådte et skridt væk fra nu-metallen, at de viste sig langtidsholdbare. Inden næste måneds Copenhell-koncert kigger vi tilbage på bandets tredje og bedste album, der netop er fyldt 15 år.
2. The Blister Exists
3. Three Nil
4. Duality
5. Opium of the People
6. Circle
7. Welcome
8. Vermillion
9. Pulse of the Maggots
10. Before I Forget
11. Vermillion Pt. 2
12. The Nameless
13. The Virus of Life
14. Danger – Keep Away
Det var ’Iowa’, der katapulterede Slipknot til international succes og mejslede dem ind i den kollektive bevidsthed i starten af årtusindskiftet. Men det var på albummet efter, at de toppede kreativt.
I denne måned er det 15 år siden, ’Vol. 3: The Subliminal Verses’ udkom. Om en lille måned står det nihovedede metalmonster som hovednavn på Copenhell, og derfor er det værd at kigge tilbage på albummet, der fulgte op på 'Iowa's massive succes og viste Slipknot udvikle sig til det band, vi kender i dag.
Tilbageblikket giver dog ikke rigtigt mening for denne skribent uden også at kigge på det, som albummet førte med sig. Og her mener jeg ikke i den større fortælling: For ’Vol. 3’ var ikke et album, der definerede og indkapslede samtiden på samme måde, som debuten og ’Iowa’ gjorde, men det var et album, som rent personligt skulle få stor betydning for mig og min musikalske udvikling. En Metaldiktator om Slipknot vil derfor også automatisk blive en artikel om min vej ind i metal.
Mødet med metal
Vi starter dog et lidt andet sted: Som ung præ-teenager var jeg blevet overbevist om alle fortræffelighederne ved hård rock og metal, men mit 10-11-årige jegs møde med ’Iowa’, som jeg lånte på det lokale bibliotek, står som noget særligt. Man kan ligefrem kalde det en personlig milepæl.
Da introen '(515)' transformerede sig til 'People = Shit', var jeg ikke bare forbløffet. Jeg var målløs. I mine unge ører var det så ekstremt, at det var decideret uforståeligt for mig, og min reaktion var en umiddelbar en – afsky og væmmelse. Jeg kunne forstå – og lide – Deep Purple, Alice Cooper og Black Sabbath, som jeg havde håndplukket fra min fars cd-samling og lært at værdsætte i en tidlig alder, men Slipknots hyperintense udtryk var noget helt andet.
Det var direkte skræmmende.
Alligevel tog jeg trods min indledende væmmelse mig selv i at sætte ’People = Shit’ på igen og igen. Langsomt vænnede jeg mig til det, jeg kunne lytte mig igennem lagene, flere detaljer poppede frem, og en gryende forståelse begyndte at bundfælde sig. Jeg begyndte at værdsætte det, jeg syntes ligefrem, at det var sejt, at Corey Taylor i et af versene sagde, at han sad ved siden af Satan og i øvrigt råbte ”motherfucker” så mange gange, som det nu er tilfældet.
Det kunne noget. Og pludselig var det ikke bare ’People = Shit’, men hele ’Iowa’, jeg lyttede til. Igen og igen.
En hel generations gateway-band
Sådan er jeg næppe den eneste, der har haft det. For vi var mange unge, født i slutfirserne og starthalvfemserne, for hvem mødet med Slipknot var det første møde med metal, og for hvem de begyndte en musikalsk rejse, der med tiden kun skulle lede længere ud i og ind i ekstremerne.
Sådan har Slipknot uundværlig værdi som et gateway-band – ikke kun for mig, men for en hel generation af metallyttere.
Jeg husker også, hvordan omverdenen reagerede.
I en musiktime i folkeskolen skulle vi hver for sig præsentere noget musik, som vi lyttede til derhjemme. Da det var min tur, og ’People = Shit’ bragede ud af anlægget i kælderlokalet på Brønshøj Skole, var det en mur, som ramte alle i rummet. Og de andre var tydeligvis ikke behagede.
Én holdt sig for ørerne. En anden forlod lokalet. Mens den aldrende musiklærer Asger, altid klædt i en nusset, ternet skjorte stukket ned i et par højtaljede Wrangler-bukser, skruede op for at lytte ordentligt efter, før han satte sig og kiggede forstummet ned i jorden, mens han pillede sig i det grå skæg.
Kun Johan, min nye klassekammerat og metalmakker, rockede med.
Det var rart at få anerkendt sin musik, hvis man kan kalde det det, i et sådant forum. Men da vi efterfølgende fik en snak om musikken, var det ikke uden en vis formynderisk formaning fra Asger, der advarede om den effekt, som den slags støjende musik kunne have på ørerne. Det var noget med, at hvis man lyttede på det lang nok tid, så kunne det ødelægge ens hørelse. ”Hvid støj”, kaldte han det vist.
Formaningen virkede, og jeg kan huske, hvordan jeg i den efterfølgende periode, når jeg lånte ny musik på biblioteket, selvfølgelig fra heavysektionen (blandt andet Korns decideret uskyldige ’Untouchables’), kun hørte en halv cd af gangen af frygt for, at den hvide støj skulle ødelægge mine ører.
Indtil jeg fandt ud af, at det selvfølgelig ikke passede.
Fokuseret band
I dag har jeg svært ved at lytte til ’Iowa’. De nedstemte groove-riffs, det overdistortede lydbillede, scratcheffekterne, de selvmedlidende tekster og den angsty vokalføring er så tidstypisk og uddateret, at det kun er gennem nostalgiens forblændende sky, at jeg finder den værd at genbesøge.
Til gengæld er billedet noget helt andet med ’Vol. 3: The Subliminal Verses’, efterfølgeren. For selvom det album bærer mange af de samme karakteristiske nu-metal-elementer som 'Iowa', så havde Slipknot i mellemtiden udviklet sig massivt her – både som band og som musikere.
Det er et mindre intenst band, vi hører på ’Vol. 3’. Men det er også et langt mere fokuseret band.
Der er blevet luget ud i lyden, som er mere tæmmet, men også langt mere defineret. Det skyldes især producermaestroen Rick Rubin, hvis tilgang til lydarbejdet kan siges at være en ganske anden end hos Ross Robinson, manden, der producerede Slipknots to første plader, og som gennem sit arbejde med blandt andre Korn og System of a Down kan siges langt hen ad vejen at have defineret nu-metallens lyd.
Slipknot som sangskrivere
’Vol. 3’ bærer præg af flere thrashede elementer, popmelodiske tendenser og nogle helt psykedeliske eksperimenter. Men, vigtigst af alt viser pladen også langt større sangskriverchops.
For er der én ting, der står ud på ’Vol. 3’ i modsætning til debuten og ’Iowa’, så er det, at bandet viser sig frem som sangskrivere.
Der er en vis singer/songwriter-sensibilitet over mange af numrene, hvor Slipknot skruer ned for støjen og lader en mere følsom side skinne frem. Det gælder særligt numre som introen ’Prelude 3.0’, ’Circle’, balladen ’Vermilion, Pt. 2’ og den flotte, keyboardbårne afslutter ’Danger – Keep Away’.
Det var noget, der i samtiden medførte løftede øjenbryn og anklager om, at bandet nu havde solgt ud. Men det er ikke, fordi metalriffene og dobbeltpedalen mangler på ’Vol. 3’. Tværtimod. Det er bare langt mere velintegreret og velovervejet, end det havde været før.
For den styrkede sangskrivning skinner stærkest igennem i de numre, hvor bandet omfavner de popmelodiske tendenser inden for metallens ramme.
Mainstreamanerkendelse
Det er den popmelodiske fornemmelse, der er skubbet helt frem i ’Duality’, et af bandets største hits. Et nummer, der mellem de huggende vers, perkussive tøndeindslag og det ekstremt fængende omkvæd fandt frem til en sammensætning, der balancerede kunstnerisk og kommerciel succes, og som på tre et halvt minut viser, hvordan metal stadig kunne nå bredt ud på den anden side af årtusindskiftet.
Trods det for popmusikken fremmede og antagonistiske i kedeldragterne og de bizarre masker, der fik medlemmerne til at ligne skuespillere i en kultisk horrorfilm, så efterlod ’Duality’ ingen tvivl om Slipknots masseappel.
En enkelt gang blev videoen til ’Left Behind’ (fra ’Iowa’) vist i DR's musikprogram Boogie, der kørte om eftermiddagen, og som definerede mangt og mange unge danskeres musikalske indtag op gennem nullerne. Det var vist først efter et vist pres fra seerne, men det var også med en værtinde i Saseline Sørensen (hende fra SOAP, I ved), der tydeligvis ikke vidste, hvad det gik ud på, og som med lige dele forbløffelse og foragt fik fremstammet noget med, at dét band skulle de vist aldrig vise igen.
Det var bare ikke det, der skete. For akkompagneret af en effektiv video, der viser bandet spille i et afsides hus, mens deres fans smadrer alt omkring sig, gik Slipknot med ’Duality’ til at få fast rotation i Boogie. Og nummeret gik endda også så langt som til at komme ind på programmets hitliste, Boogie Listen.
Det var dog uden at nå førstepladsen – for den sad Nik & Jay tungt på.
Videre fra nu-metallen
Men dén bevægelse var altafgørende i året 2004, hvor nu-metal-bølgen var ved at ringe ud. Linkin Park havde domineret alt året før med ’Meteora’, der blev ved med at kaste singler af sig, ligesom Limp Bizkit omtrent samtidig peakede popularitetsmæssigt med The Who-coveret ’Behind Blue Eyes’.
Men for begge bands blev behovet for kunstnerisk udvikling tydeligt, og da de begge smed nye album på gaden efter en længere pause, var det med både bands, publikum og samtiden et helt andet sted.
Slipknot gjorde dog det, at de på forunderlig vis fulgte med. På den måde viser ’Vol. 3’ også et band, der vokser ud af nu-metallens noget afgrænsede musikalske territorie og peger på en vej videre.
Bevares, albummet er langt hen ad vejen et nu-metal-album. Der er masser af groovy riff, der scratches løs på ’Three Nil’, der er hooks, store omkvæd og rigeligt cringey tekstbidder undervejs. Der er endda en stolt outsidersang i ’Pulse of the Maggots’, der handler om bandet selv og deres fans – komplet med lyden af støvlemarch, alarmsirener og en opflammende voiceover fra Corey Taylor i introen. Slipknots egen lille pubertære nu-metal-revolution.
Men der er også så meget mere end det. ’Opium of the People’ er en decideret opvisning i guitarvirtuositet fra James Root og Mick Thomson, der shredder sig op og ned ad gribebrættet i synkronicitet, der er trippet desperation og kærlighedsangst i ’The Virus of Life’, der er en flot gradvis opbygning til det store rockomkvæd i ’The Nameless’, og der er en psych-out med cello og glitcheffekter i slutningen af ’Circle’, ligesom de spøjse og ulogiske overgange i ’Vermillion’ peppes op af en fucking wah-solo undervejs.
Medrivende musikalitet
Men der er også steder, som viser, præcist hvor effektivt og medrivende Slipknot kan sætte deres musik sammen, hvor kompleks den til tider er.
Som når ’The Blister Exists’ efter et introriff opfordrer til bankende næver og rystende hoveder, når et breakdown-riff torpederer et halftime-groove, efter Corey Taylor proklamerer ”drop it!”.
Eller når førnævnte ’Opium of the People’ bevæger sig over i et skarpt, huggende guitarriff i 5/8 i andet vers, som trommeslager Joey Jordison giver modvægt, før han sætter gang i en seriøst vanvittig rundgang, og hele bandet pludselig groover sammen over en straight 4/4. Alt sammen med Taylors halvt rappende, halvt brølende vokal hen over.
Og så er der selvfølgelig ’Before I Forget’, pladens andet store hit, som er et popnummer i forklædning. Hvis man mener, at det først er på den nyeste single ’Unsainted’, at Slipknot for alvor er blevet popmelodiske, har vist glemt, hvordan mellemstykket i det nummer lyder …
At Slipknot havde udviklet sig og viste flere medrivende facetter frem, gik heller ikke den danske presse forbi. Således kunne man eksempelvis læse en anmeldelse i Politiken den 28. maj 2004 af Ralf Christensen – et stykke tid før han blev musikanmelder på Information – som under overskriften ”Kontrollerede sprøjt af angst” skrev:
”Slipknot mestrer kunsten at sprøjte galde og aggression, fortrydelse og angst ud i überkontrollerede og højdisciplinerede doser, og det kan være en decideret berusende oplevelse, ikke mindst fordi Slipknot hele tiden skifter gear og trækker masser af melodier frem lige under den hårde hud - sågar brudt af et par ganske knugende ballader.”
Vinder over tid
Sådan er ’Vol. 3: The Subliminal Verses’ spækket med ret så mange medrivende momenter og mærkværdige indslag. Det er egentlig ret forunderligt, at albummet er så succesfuldt gennemført, som det er, når bandet efter sigende havde store problemer i samarbejdet med Rick Rubin, der ifølge Corey Taylor var fraværende under størstedelen af processen og lå på sofaen, når han endelig var der.
Det kan ikke høres. For ’Vol. 3’ lyder godt. Det er en produktion, der ikke fremskriver det hyperintense som på ’Iowa’, men som skærer ned og fjerner meget af mudderet og mørket. Bassen er stort set fraværende, for guitarerne stjæler showet med en knastør lyd, der kan minde om Megadeths knivskarpe lyd på klassikeren ’Rust in Peace’, mens trommeproduktionen understøtter de mange perkussive lag og detaljer. Det giver plads til de pudsige indfald, men det fungerer også til fordel for sangene, der står endnu klarere frem.
For en på det tidspunkt 13-årig ung metalfan var det ikke uden en vis skuffelse, at ’Vol. 3: The Subliminal Verses’ blev lyttet igennem. Jeg manglede suset, kicket, rusen fra ’Iowa’. Men som tiden gik, og som jeg justerede mine ører – ligesom jeg havde gjort det i mødet med ’Iowa’ – voksede albummet. Og selvom det ikke er alt på pladen, der holder lige meget her 15 år senere, så er det med længder det af Slipknots album, der står bedst i dag.
Det kan godt være, at det var ’Iowa’s intense energi, der vandt mig over til metal til at starte med.
Men det var ’Vol. 3: The Subliminal Verses’, der fik mig til at blive.