Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Intergalaktiske Iotunn

Updated
SCR4

Det kan godt være, at verden som vi kender den, er forbi. Koncerter, fester og maskeringsforbud er erstattet af livestreams, joggingbukser og maskeringspåbud. Men heldigvis har pandemien ikke fået bugt med udgivelsen af musik, der kan nydes derhjemme.

Kunstner
Titel
Access All Worlds
Fotograf
Nikolaj Bransholm/PR
Forfatter

Jeg satte Jens Ladekær, guitarist i Iotunn i stævne til en corona-venlig snak om skriveprocesser, hvorfor det ikke kan betale sig at dvæle ved fortiden, og hvordan man kompenserer for en komatøs livescene.

Jeg spørger ham indledningsvis, hvordan pandemien har påvirket tilblivelsen af pladen uden at have for øje, at der engang fandtes en verden uden mundbind og rejserestriktioner. Med tanke på bandets færøske forsanger, Jón Aldará, bildte jeg mig ind, at det havde en effekt på processen, men heldigvis for Iotunn er de nogle arbejdsomme herrer, og Jens kan berolige mig med, at den kreative proces begyndte længe inden verden for alvor gik af lave.

– Det er svært at sætte en finger på, hvornår vi begyndte at arbejde med pladen. Det har altid været sådan, at vores idéprocesser har overlappet, så nogle af dem går helt tilbage til dengang, vi skrev og indspillede vores ep ('The Wizard Falls', red.), og andre kom lidt senere.

Han forklarer, at ’Access All Worlds’ har taget godt og vel fem år at skrive og tracke. Han trækker hørbart på smilebåndet, mens han mindes ’Waves Below’, som med hans egne ord ”blev skrevet i sidste øjeblik”. Alt det praktiske arbejde startede således allerede i 2018, hvor Iotunn påbegyndte trackingen af sangene.

– Vi var færdige med at tracke før corona, så det faldt sammen sådan, at det egentlig kun var et spørgsmål om, hvordan pladen skulle udgives, dvs. samarbejdet med pladeselskabet, der blev berørt.

Der bliver stille i den anden ende, og jeg kan fornemme, hvordan hans blik fæstner sig på en indre horisont. Han forsøger så godt han kan at beskrive en abstrakt proces, der skal munde ud i et konkret resultat, uden at fortabe sig i minderne.

– Skriveprocessen har på en eller anden måde været, som den altid har været. Jesper, min bror, og jeg skriver alle riffs og guitarideer og prøver i den udforskende proces og milliarderne af ideer at gå efter vores mavefornemmelse og mærke efter, hvilke ideer vi kan lide, uden nogen som helst form for hensyntagen til hverken genre eller stilart.

Han uddyber:

– Det er som sådan fuldstændig ligegyldigt for os. Vi stoler på vores dømmekraft; at vi er i stand til at vælge og arbejde videre med de gode ideer, og det er det, vi arbejder med i den indledende fase. Så kommer bandet ind og vi går ind i nogle cirkulære processer, hvor vi arbejder sammen og kaster overvejelser på kryds og tværs.

Han holder en lille pause, inden han løfter sløret for, hvad der ellers udgør rammerne for tilblivelsen af ny musik. Han kalder det for ”radikalt nyt”, at Jón Aldará er med i tekstforfatningen.Jeg roder lidt i valget af ny forsanger, da det er den slags udskiftninger, folk har en tendens til at bemærke. På jysk manér både aner- og underkender han, at det ikke var helt lige til, og går tilmed så vidt at kalde det ”lidt for spændende”. Han forklarer, at det både var et spørgsmål om at finde en sanger, der kunne leve op til krav om udtryk, teknik og professionalisme.

– Vi havde en ide om, hvilken sanger vi ville have. En sanger, som kunne skrive gode tekster, var alsidig og professionel i sit vokaludtryk, og som samtidig var en god performer og havde en nordisk klang.

De tog derfor, i marts 2018, kontakt til færøske Hamferðs forsanger, Jón Aldará, som de, med Jens’ ord mente ”…ville være det oplagte valg.”

Adspurgt om de havde andre på bedding, falder svaret uden tøven:

– Vi havde sideløbende forskellige, men Jón var hele tiden ham, vi vendte tilbage til. Vi var lidt tøvende, fordi Jon er jo ekstremt veletableret.

Duo

På daværende tidspunkt var bandet usikre på, hvor de egentlig ville hen, men endte med at sende tre demoer, ’The Towers of Cosmic Nihility’, ’The Weaver System’ og ’Safe Across the Endless Night’, til Jón. Det priser de sig lykkelige for i dag, for som Jens konkluderer:

– Han sagde egentlig bare til os, at den musik vi lavede ramte plet med hans smag på så mange parametre.

Kunsten at skrive en plade
To måneder senere mødtes de i København for at tale om perspektiver og ambitioner, men også for grundlæggende at mærke hinanden af. Jens dykker ned i Iotunns værdigrundlag for en stund og uddyber de tanker, de gjorde sig, da de etablerede kontakten. Kunne de etablere den virkelighedsnære relation som er meget vigtig for bandet, samtidig med at de havde et fælles øje for de fjernere horisonter?

– Han kiggede ned i studiet i november 2018. Derfra og et år frem, fordelt på cirka 10-11 weekender, kom han herned, og så arbejdede vi bare igennem. Det var en fuldstændig magisk og kreativ proces. Jeg synes, at vi var meget fokuserede, men det, som han kom med, og det arbejdsflow han kom med, var jo enormt inspirerende. Det var nogle processer, hvor han kom ned og i en og samme ombæring skrev tekst og lavede vokalidéer. Vi talte bandkoncept, gennemgik tekstuniverset og indholdet og brugte så de sidste weekender på at tracke ting. Så det var meget komprimeret. Vi har spredt det ud over lang tid, vi havde god tid til at bearbejde det og lytte til det. Men hvis du lægger de weekender sammen i dage, er det en komprimeret proces, taget i betragtning af, at det var fra scratch til det endelige resultat.

Han får malet et billede af et band, der arbejder i et tempo, de fleste ville ønske, de kunne.

– På den ene side arbejdede vi koncentreret og fokuseret, når vi var sammen, og på den anden side havde vi nogle gode pauser, nogle gange fire-fem uger, hvor vi ikke arbejdede sammen og havde både følelsen af, at vi arbejdede spontant og effektivt og bare gik med flowet, og på den anden side havde vi den her mulighed for at gå i lyttehi og vurdere tingene ordentligt.

Vi taler lidt om at give sig tid til at reflektere over sin egen indsats, og om det kan høres på musikken, og uvægerligt falder talen på pandemiens effekt på menneskeheden. Jeg foreholder ham en udtalelse fra et interview, de har givet omkring temaet på pladen, hvor de beskriver det som ”værende på en rejse for at finde et nyt sted for menneskeheden at leve, fordi jorden er ved at gå under.” Selvom vi følger besætningen på et rumskib, må jeg naturligvis høre, om han kan drage nogle paralleller fra deres situation til den, vi selv befinder os i.

Det er altid en fornøjelse at bede nogen uddybe deres kunst, for Jens går med det samme i kødet på sin egen definition:

– Det er ikke så eksplicit i teksterne, og det er heller ikke meningen. Altså vi vil jo meget gerne holde kortene åbne, så folk selv kan danne sig et indtryk af, hvad der rent faktisk foregår. Den tilstand der er for den her rumskibsbesætning, den tilstand, der er på den planet, de kommer fra, den er ikke i fokus på pladen. Den er mere… afsættet eller katalysatoren for det, der ligger foran dem, så den sætter ligesom en grundstemning og den sætter kursen.

Det går lige så langsomt op her for Jens, at man ikke sådan lige kan svare konkret på et abstrakt spørgsmål, og han forklarer, hvordan han selv ”vakler i det, fordi mange af teksterne fra dag til dag får én betydning ud af det og andre gange får en anden betydning ud af det”. Han beskriver levende besværet ved at prøve på at få to betydninger til at passe sammen, og hvordan det tematiske afsæt ultimativt blev uvisheden om fremtiden.

– Derfor har pladen ikke så meget sigte på en egentlig formålsbestemmelse, forstået på den måde, at der er en konkret målsætning for at opfylde et bestemt formål til en løsning. Han fordyber sig i dobbeltbetydningen i titelsangen, ’Access All Worlds’, om hvordan alle muligheder kan virke begrænsende med al den tid og teknologi, man har til rådighed.

Form og indhold
Det lyder til, at der er nok indhold i teksterne til, at man kunne skrive en afhandling om dem. De bliver præsenteret som gennemarbejdede og sammenhængende, og den historie, de fortæller, er gennemtænkt og gennemført, så Jens skoler mig indgående i den tematik vi bliver præsenteret for. En eksistentiel krise fremprovokeret i en besætning, der står ansigt til ansigt med et univers, jeg får beskrevet som et ”stort tag-selv-bord”.
– Hvert valg er et fravalg, hvert svar leder til flere spørgsmål, og ultimativt oplever de også stor angst og tomhed. Alt der er, er så omfattende at det sluttes i en ring, og alt ophører med at eksistere.

Guitar

Han funderer over hvilke parametre, man kan fortolke pladen efter, og er ganske klar over, at andres fortolkninger kommer til at afvige fra hans, da oplevelsen altid vil være unik. Oprindeligt skal den opleves som en sci-fi fortælling, skabt af Jón og inspireret af musikken. Iotunn spillede det for ham og bad om ikke blot hans mening, men også hvordan han ville udtrykke den gennem tekst.

– Og så kom han med den her idé om den her besætning, der rejser hjemmefra. Man veksler hele tiden på tværs af sangene mellem hvad, der sker inden i dem, og hvor de ankommer til andre planeter, 
hvor de bliver konfronteret med fremmede kulturer og livsformer.

Jens Ladekær refererer tilbage til dualiteten i pladen og nævner, at:

– På tværs af alt det her kan man jo bare læne sig tilbage og rejse ud og sætte foden på en masse mærkelige planeter. Som en form for analogi kan man tage de forskellige karakteristika fra planeterne og i overført betydning føre det over på nogle forskellige mentale tilstande. Man kan være i en proces, hvor man søger efter en mening.

Jeg spørger ind til ’Laihem's Golden Pits’, et nummer jeg ender med at beskrive for ham som legesygt,  og selvom responsen var længe undervejs, kunne jeg ikke have ønsket mig et bedre svar:

– Altså, alle i bandet har den her tilgang til musik, at alt kan gå, så længe vi synes, det kan gå. Så kan man fortolke dybere ind i det. Har det noget at gøre med, hvem jeg er, fra det øjeblik jeg blev sat på denne jord, min opvækst eller de betingelser jeg har haft? Det har det jo nok, det vil jo også gøre sig gældende for de andre på den samme måde, det er jeg helt overbevist om. Og så er det jo klart, at som sidespor til det...vi har jo en masse kilder til inspiration, først og fremmest: andet musik.

Min samtalepartner i den anden ende holder en af sine jyske kunstpauser, pludselig bevidst om sig selv. Vi deler et grin over mikrofonen, og jeg forsikrer ham om, at det er sjovere med nogen, der taler frit end med én, man skal hive ordene ud af. Så for at ære hans udtrykte ønske om at undertegnede bare "parafraserer alt du vil, for jeg plaprer bare – folk skal jo selvfølgelig også lige igennem det her uden at falde i søvn” er næste del forsøgt kortet lidt ned.

Studie

Et gennemarbejdet koncept kræver naturligvis noget musik, der ikke kører i den samme rille. Alle har  hver deres inspirationskilder, og for Iotunn står bandet Arcturus højt på listen. Jens Ladekær beretter om, hvordan et venskab formede sig med deres guitarist, dengang sangskrivningen til ’The Wizard Falls’ stod for døren. Han formulerer det bedre end det kan parafraseres:

– Det handler ikke om genrer eller analyser, det handler ikke om at slå op i en teoribog, og det har altid virket, når vi har gjort sådan, så det gør vi bare igen. Det handler om at sætte fri. Min grundlæggende tilgang til at skrive riffs er at finde ud af, senere, hvad der skal udgøre de specifikke sange, men egentlig bare at starte med at få så mange ideer som muligt. Det handler om at tage en guitar og så sige ”okay, nu skal jeg skrive et riff.” Og så bare spille det første der falder en ind. Hvis der er gået 5-10 minutter, og det ikke lyder rigtigt, så drop ideen i stedet for at bruge krudt på at få det til at passe. Start forfra med en ny idé. Så kan man i løbet af tre-fire timer have rigtig mange riffs, og på den måde bygger der sig en masse brikker op, som vi så senere skal finde ud af, hvordan vi kan bruge.

Han tilføjer, at ”det abstrakte i eksistensen” og en tur i skoven med dem, man elsker, kan være en lige så stor kilde til inspiration som de bands, jeg efterhånden får sporet mig ind på at tale om. Og de er bestemt lige så mangfoldige, som man kunne have forventet. For når han er færdig med at holde pauser fra at spille guitar og læse bøger, så har han også tid til at lade sig inspirere af alt fra Genesis til Dissection.

Fra den ene klassiker til den anden
Og her, kære læsere, følger godt og vel 15 minutters musikalsk vis-og-fortæl. I det klassiske hjørne hersker dramatikken og senromantikken i form af (fenno)skandinaviske komponister som Edvard Grieg og Jean Sibelius. I et andet klassisk hjørne har vi en af grundpillerne i Iotunns DNA, repræsenteret ved Metallica, Iron Maiden og naturligvis Black Sabbath. I det tredje klassiske hjørne flyder grænserne ud for Pink Floyd, King Crimson og alle de 60’er/70’er-progbands, hans svoger spiller for ham. I det sidste og fjerde hjørne, ekstremmetallen og alle dens humørsvingninger; det melodiske fra Carcass, det eksperimenterende fra Enslaved og det dissonante, men stadig symfoniske, fra black metallen. Han forsikrer mig om, at det ville have taget meget længere tid, skulle han også kuratere samtlige bandmedlemmers præferencer og understreger, at det ikke er hans skyld, at Spotifys algoritme påstår, at han har dårlig musiksmag.

Og nu vi alligevel taler om favoritter, får jeg sneget mig til at høre, om han har en personlig favorit på ’Access All Worlds’. Det er jeg ikke den eneste der har spurgt ham om, og han informerer mig om, at han som regel nægter at svare på spørgsmålet. Han beder mig faktisk om at nedfælde, at han helst vil have, at folk hører hele pladen.

– Vi vil jo gerne have, at det skulle være syv perler på stribe. Så alle sangene får fuld opmærksomhed. Men det her drejer sig lige så meget om at få fokus på at høre hele pladen igennem, for hele albummet er flettet sammen i ét tekstunivers.

Tromme

Vi kommer ikke uden om det. Vi bliver nødt til at adressere det helt store problem ved at udgive en plade disse dage. Hvordan kompenserer man for, at man ikke kan turnere med sin nye plade? Jens svarer prompte og med latter i stemmen:

– Ved at lave den næste plade! Der foregår en milliard ting. Det er svært at planlægge; der er mange ting at have i luften som band. Men jeg kan ikke bekræfte noget på nuværende tidspunkt. Alting er teoretisk. Og som sagt, så arbejder vi intensivt på en efterfølger.

Der er ingen tvivl om, at der er lagt masser af omtanke i ’Access All Worlds’. Når man lytter til den, står det klart, at Iotunn har haft held med de betingelser, bandet har sat for pladen.

– Det er vilkårene. Når den næste kommer, så kigger man tilbage på den forrige. Men vi har meget fokus på, at hver eneste plade skal være sin helt egen. Nu er ’Access All Worlds’ klar til at blive sendt afsted, den er lukket. Så prøver vi at holde plade to ude af billedet, når vi arbejder på plade tre – og så må den blive til det, den bliver til. Vi bliver enige om at glæde os til en hverdag, der forhåbentlig byder på en mere håndgribelig form for rejse og ikke blot dem, vi tager ind i musikken eller os selv.

’Access All Worlds’ udkommer fredag. d. 26/2-21.

Menu