Deprimerende tungetale

Dark Sermon er en 4 år gammel konstellation fra Tampa, der med debuten ikke tilføjer dødsmetal-metropolen noget videre interessant.

Kunstner
Titel
In Tongues
Dato
12-04-2013
Distributør
Trackliste
1. The Sheperd's Staff
2. Imperfect Contrition
3. Hounds
4. The Scales Of Justice
5. Cursed
6. Forfeit I - The Crooked Quill
7. Forfeit II - Worn Thin
8. The Tree Of New Life
9. Carcass
10. Testament
11. In Tongues
Karakter
2

Hvad Dark Sermon i pressemeddelelsen beskriver som innovativt og ligefrem som ”re-definerende heavy metal”, kan i bedste fald koges ned til at være overgearet, tempofyldt tons skåret op af små velfungerende pusterum med et solidt riffarbejde som omdrejningspunkt. Trommer og bas spiller modsætningsvis en trættende og konstant blast beating-derudad i tempo 200+ a la The Black Dahlia Murder, blot mere monotont.

Tampa ligger i Florida og har dannet grobund for navne som Obituary, Deicide, Massacre, Six Feet Under og Morbid Angel, og Dark Sermon er, om noget, forfædrenes indavl, men har knap gået med ble, da de legendariske stats-fæller i Death definerede, hvordan død skulle skæres i sin tid. Det kommer til udtryk i den helt særlige aggressive vrede, som unge musikere har taget patent på, og blæser ud i de nyere core-genrer. Her er Dark Sermon ingen undtagelse.

Debuten har trods alt en acceptabel standard, men de store ørehængere mangler. Dynamik og melodi er heller ikke, hvad der kendetegner teknisk død, men eftersom Dark Sermon alligevel ikke vil puttes i hverken den kasse, eller den med blandet deathcore, hvor de ellers hører glimrende til, skal der både arbejdes med ’sound’ og tonalitet. Produktionen og tekstuniverset er til gengæld sammenhængende og velfunderet, omend temaerne – depression, ødelæggelse, selvmord, håbløshed, svaghed, skizofreni, og menneskets forrådnelse generelt – ikke er nye. Det er i orden. ”Oh, baby”-lyrik har alligevel aldrig helt matchet de heavy metalliske budskaber, med mindre det var Dying Fetus, der havde noget at sige om den sag, og ordene dermed kunne tillægges en anden og obskur betydning.

Titler som ’Cursed’ og ’Carcass’ går på klassisk vis igen også på dette album, uden at det føles som et decideret plagiat af noget bestemt, men bliver ikke på noget tidspunkt helt interessant. Det samlede udtryk er hårdt, lige på og teatralsk, men et konkret ord sidder som piercet fast bagest i svælget og vil ikke ud: Format.

Dark Sermon mangler det.

Musikken kommer, dét til trods, fra hjertet og får sammen med et ulmende, svagthørbart potentiale og med titelnummeret som styrke, debuten op på 2 stabile markeringer.