NMF '22: Iotunn
Iotunn leverede en solid præstation på Næstved Metalfestival, kun pletvist plaget af dårlig lyd.
2. Access All Worlds
3. The Tower of Cosmic Nihility
4. Waves Below
5. Laihem's Golden Pits
Solen var så småt begyndt at gå ned over NMF og nedtællingen til Iotunns eventyrlystne rum-prog kunne begynde. Der var efterhånden stimlet en del gæster sammen foran scenen og følelsen af at være på festival, havde for alvor meldt sig – der er en magisk undertone til livemusik i skumringstimen og Iotunn spillede behændigt solen ned.
Ingen rumrose uden rumtorne
Jeg har førhen rost dem for deres eminente samspil på scenen, hvor alle medlemmer med lethed løfter deres del af ansvaret for at give musikken liv. Det forholdt sig heller ikke anderledes denne lørdag aften, hvor jeg endelig fik lov til at opleve dem under åben himmel. Som sædvanligt ledte brødrene Gräs kvintetten igennem et galaktisk epos, med træfsikre soli og en veloplagt Jón Aldará i front. ‘Access All Worlds’ måtte trækkes med glimtvise tabte lydmasker, men heldigvis blev der ryddet op i mudderet tidsnok til, at Jens Nicolai Gräs kunne lire en fejlfri solo af uden at vi gik glip af noget.
Beklageligvis var lydproblemerne ikke en enlig svale. Teknikken kom ikke altid forsangeren til gode, hvorfor mange passager druknede i støjen fra resten af bandet. Den svingende lyd stod især tydeligt under ‘Golden Pits of Laihem’, hvor stortrommen optog en ikke uvæsentlig del af pladsen i mine ører, også den, der var reserveret til vokalen. Det er bestemt ikke fordi, at Jón Aldará ikke kan råbe os op, derfor er det pisseærgerligt, at vi ikke kunne høre hvad han sagde. Den samme problematik oplevedes på ‘Waves Below’, hvor det lød som om han var nødt til at anstrenge sig ekstra meget for at komme igennem.
Et tveægget sværd
Der vil altid være enkelte skønhedsfejl at pege på, når man skal forholde sig kritisk til en koncert. Nogle er bandets skyld, nogle er fordi det er dårlig musik, andre skyldes lydforhold og akustik. Det er svært at finde noget at pege på, når Iotunn checker os ind på sit multipas, som ikke kan bortforklares med teknik. De er dygtige, de spiller godt og personligt synes jeg godt om musikken. Når lyden var med dem, var den rigtig god og tog højde for de enkelte instrumenters rolle i numrene. Det eneste reelle brok jeg har, kan opsummeres således: Lad være med at lyse mig i øjnene med dit mikrofonstativ, be’ om.
Selv hvis man ikke kan lide det der bliver spillet, kan man stadig sætte pris på hvordan det bliver spillet – som jeg fik understreget noget så eftertrykkeligt tidligere på dagen, hvor Natjager masede sig ind i min intimsfære med et afvæbnende grin. Som fan og anmelder vil der altid være risiko for at overkompensere i den ene eller den anden retning, med en uretfærdig dom som resultat. Hvem den så er uretfærdig overfor er relativt til hvem man er, men i bund og grund kan man ikke tage fra Iotunn at de fortjente folkets hyldest – også denne gang.