Copenhagen Metal Fest 2021 - Lørdag

Lørdag bød på de samme logistiske udfordringer som fredag – men leverede til gengæld på ekstasefronten. Overordnet set var andendagen en større succes, men det kan tilskrives både personlige præferencer og temperament

Fredagens problematik med tidlige koncerter kostede os lørdag både Eciton og Feather Mountain, men der var ikke tid til at sidde og flæbe ned i sin kaffe ad libitum, for der var stadig et job, der skulle passes. Derfor var kaffen også to go, da der vankede thrash i Amager Bio.

Springskaller og hurtigbriller
Kan du godt lide din metal tung og hurtig og spillet af nogen, der gjorde det dengang i 80’erne, så vil jeg gerne introducere dig for Furious Trauma. Bandanaklædte og langskæggede stod de ikke tilbage for deres yngre kolleger på de andre scener, ikke mindst deres utrættelige trommeslager Brian Andersen. Ganske passende klædt i en t-shirt prydet med sin legendariske kollega Animal, sønderpryglede han i den grad sit arme trommesæt så plomberne raslede.

Men én ting er når trommerne er høje og overdøver de andre instrumenter. Noget andet er, når de er selve omdrejningspunktet for musikken. Furious Trauma lyder, med vilje, som et regiment af motorcykler der fræser forbi, og har man øjne i hovedet, burde det ikke komme som en overraskelse. Forkromet thrash brølede ud af højttalerne, så ikke blot forsangeren var forpustet efterfølgende – omend ikke mere end, at der også var lejlighed til at gejle publikum yderligere op.

Tiden gik stadig, som den plejede, uden for Amager Bio, og atter måtte jeg vælge mellem to bands og med tanke på køen foran ZeBU:, måtte Sansera vente til en anden gang. Chronicle var lidt af et tilløbsstykke, og jeg måtte tage til takke med en yderst perifer plads på et mere end fyldt Beta. Deres thrash var lidt af et spektakel og kunne snildt have underholdt et større publikum. Min oplevelse af lyden var selvsagt derefter, men min manglende evne til at manipulere tid, skal ikke ligge dem til last. Næste gang, Chronicle. Næste gang.

Nemmere var det at navigere mængden af langsomt mere rødkindede og højrøstede gæster udenfor Amager Bio. Balkonsektionen er et glimrende sted at observere løjerne i fred og ro, og jeg skal lige love for, at mit fremsyn om eventuelt udsyn, blev belønnet med et gudesyn.

Dun dun dun dun dun beow beow beow
Sidst jeg så Cabal var til en releasekoncert på det hedengangne KB18, og allerede dengang bed jeg mærke i deres samspil. Denne gang kunne jeg dog ikke mærke bassen i brystet, dertil stod jeg for langt væk, men den indbyrdes dynamik var stadig til stede. Den skvulpede generøst ud over scenekanten, og det tog ikke mange opfordringer fra frontmand Andreas Bjulver Paarup, før den første circle pit blev dannet. Anført af Paarup som en slags afsporet aerobicinstruktør, blev et godt fyldt Amager Bio ledt igennem en mindre massakre.

Den ungdommelige galskab smittede af på publikum, og særligt et enkelt medlem satte et højt niveau for engagement, med vilde pirouetter og konstante dansetrin. Hele bandet havde godt fat i genrens somatiske udtryk, og mine led sympatiknagede efter de dybe knæbøjninger, der udfoldede sig for mine øjne. Attituden var passende kæk, og jeg følte mig næsten ikke ramt af kommentaren om at vi “har haft hele dagen til at sove”. Cabal fulgte festen til dørs med en wall of death, som jeg er glad for, jeg nøjedes med at observere.



Da jeg gik mod Beta, kunne jeg godt mærke, at det var andendagen med konstante koncerter og varierende grader af god small talk. Kaffen var kold, noterne lange og valgene mange. Aftenens sidste dilemma lød på enten melodisk dødsmetal hos Sylvatica, eller melodisk prog hos Iotunn. Nogle gange er man bare nødt til at vælge med hjertet, for ind imellem falder man over et band, der tilsidesætter alle ens forbehold.

Io tak
Og sådan et band er Iotunn. Tidligere på året roste jeg dem gule og blå for deres LP-debut, så det burde ikke komme som en overraskelse, at jeg havde glædet mig meget til koncerten. Jeg er ikke hævet over at være forventningsfuld, og Iotunn er ikke hævet over kritik, men der var ikke en eneste finger at sætte på deres alt for korte optræden. Sagt uden omsvøb var det en af de bedste koncerter jeg nogensinde har været til og den mindede mig om hvorfor, jeg i min ungdoms grønne vår gladeligt lod mig svede på og skubbe til af fremmede, i livemusikkens navn.

Lyden var i rumproggernes favør, og især Eskil Rask på bas var en fornøjelse at både observere og lytte til. At stå tæt på scenen kan være risikabelt i forhold til at ofre lyd for udsyn, men denne aften stod stjernerne på række, og Jón Aldarás dramatiske vokal kom til sin fulde ret, takket være en eminent lydmand. Publikum stod tæt, og jeg kunne se på mine omgivelser, at jeg ikke var ene om at nyde resultatet af bandets anstrengelser. Når man tager i betragtning, at det var første gang Iotunn optræder for et publikum med det nuværende line up, kan man ikke fornægte de individuelle talenter indenfor deres valgte disciplin.

Efterfølgende kunne jeg ikke lade være med at tænke på udsagnet om, at det ikke behøver være sjovt at gå på arbejde, for selvom bandet gik til opgaven med den største alvor, var der ingen tvivl om, at samtlige medlemmer nød det. De koncentrerede miner blev ofte afløst af brede grin, og den helhjertede indsats blev belønnet med et begejstret publikum. De kunne uden problemer have fyldt Amager Bio og lidt til,  deres kompositioner fortjener højt til loftet og en større sal. Omvendt var den sveddryppende, fællesklappende intimkoncert perfekt til at introducere Iotunn til et større publikum. Jeg står klar næste gang Iotunn betræder en scene, fordi jeg synes også det er sjovt at tage på arbejde.





Rundtosset og stjerneøjet kunne jeg lunte over i det kølige mørke, hvor der ventede en verden af regnvejrsdage og dybe suk, for den københavnske festival havde endnu et stærkt navn klar til de festhungrende gæster.

De knuste hjerters klub
Det krævede lidt omstilling at komme i det gear, der sømmer sig for en koncert med Saturnus. Der er nogle andre følelser på spil og stod højt på listen over obligatorisk fremmøde, for deres sørgmodige og melodiske univers taler til min svaghed for melankoli og drævende harmonier. Paradoksalt nok er de simpelthen så hyggelige på scenen. Uforudsete hændelser bliver tacklet med et smil og en afvæbnende bemærkning, og som liveband er de altid en fornøjelse.

De to nye guitarister gjorde ikke det store væsen af sig, men havde uden tvivl læst på lektien. Jeg savnede dog det greb, Saturnus plejer at have om sit publikum. Deres musik gør sig allerbedst i et lokale, hvor man for alvor kan komme hinanden ved, for i Amager Bio blæste sammenholdet, band og fans imellem, bort.

Fra kronisk depression til risiko for personskade
Pendulet svingede tilbage til lidt mere ekstrovert metal, for Wayward Dawn skulle splitte ZeBU: ad, mens den ene af de to konferencierer blev forsøgt lokket til at introducere sit eget band, der optrådte live for første gang, ovre på Beta.

Skanderborgs ru diamanter
Modsat fredagens hovednavn på ZeBU::, så var Skanderborgs finest, Wayward Dawn, velvalgt som finale på ZeBU: lørdag aften. Kvartetten viste med forbilledligt samspil, at de bestemt er et band med format og er på vej til at have internationalt snit. Deres tilgang til livesituationen var meget lig den man oplevede hos Deadnate aftenen forinden.

Det gjaldt ikke blot scenesetuppet med tre strengespillere på stribe, hvor de to på flankerne vokaliserede. Det var tilmed lige så fandenivoldsk og umiddelbart som deres ligesindede fra syd. Wayward Dawn gav med andre ord en opvisning i deres tag på dødsmetal, mens husets lydmand sørgede for, at deres ideer blev formidlet på bedst mulig måde, og publikum kvitterede med at sende en masse kærlighed i form af moshing og entusiasme tilbage til bandet. Det var svært at forestille sig et bedre punktum på ZeBU: under dette års Copenhagen Metal Fest.

Danmark har en gylden generation af metalbands i disse år, hvor Wayward Dawn bestemt også hører under. De er imidlertid lidt mere en ru diamant i den forsamling og mangler nok bare noget hård hud og liveerfaring, for at formatet når internationalt niveau, men skanderborgenserne er godt på vej.



Et hyggeligt barslagsmål
Endarken sparkede døren ind til vores kollektive værelser, samlede os op og ruskede forstanden ud af os. Som et godstog rullede deres flabede dødsmetal ud over os, og jeg nikkede velvilligt med, mens jeg noterede mig, at mange af de fremmødte var af en vis statur, der vanskeliggjorde mit udsyn. Jeg måtte derfor nøjes med at lytte mig frem til de opfindsomme detaljer i det ellers lige på og hårde udtryk. Hvad erfaring som band angår, er der ikke så meget at sige. Ingen af medlemmerne er nye i faget, og det kom også til udtryk i det tilfredsstillende resultat.

Efter at have løbet i pendulfart mellem spillesteder, satte jeg for sidste gang kursen mod Amager Bio, hvor MØL lå på lur som dem, der skulle spille os hjem i seng. Jeg havde endnu ikke haft fornøjelsen af at opleve dem live. Noget, jeg godt er klar over, er en fejl.

Dragende som solen
Jeg siger det med det samme, for der ikke skal være nogen tvivl: Jeg var upartisk forud for showet. Af uvisse årsager har jeg aldrig fået fulgt op på det aarhusianske fænomen og havde derfor det sjældne privilegium at være neutral. Det har ikke skortet på anbefalinger, og jeg tænkte, at det da ikke kunne skade, at få streget dem af listen.

Hold da kæft. Bortset fra en enkelt skønhedsfejl i forhold til diskanten, så har jeg sjældent været vidne til så vellykket en koncert. Frontmand Kim Sternkopf var ustyrlig, kravlede rundt på inventaret og blotlagde samtlige nerveender i en kraftpræstation. Samtlige bands har haft en kommentar eller to til, hvor glade de er for at være tilbage, for at se os, og der har ikke været tvivl om gensidigheden.

Men MØL ramte hovedet på sømmet. Publikum hoppede, dansede, lo og tog selfies. Der blev crowdsurfet og svinget med håret, som havde vi alle overlevet en katastrofe. Alle var fokuserede på bandet, der havde et eminent samspil. Badet i et lyserødt skær klippe-klistrede bandet sarte passager, der testede en enkelt ungersvends tålmodighed til bristepunktet – hans udstrakte hånd mod scenen sagde alt – før elastikken knækkede og rev os med i en hvirvelvind af riffs og præcise blastbeats.

Den jyske kvintet havde salen i sin hule hånd og ledte os rutineret igennem deres mageløse univers, og jeg synes at fornemme en helende kvalitet ved hele herligheden. Sternkopf benyttede sig af salens hengivenhed til at udtrykke sin taknemmelighed over den tillid, fans har vist dem, ved at beholde deres billetter. Og det håb de fleste har gået og næret gennem de sidste mange måneder, blev indfriet ved MØLs sorte og pink univers. Blev der delt karakterer ud, havde alle fået 13 – også publikum.

Den svære toer
Arrangementet som helhed var en positiv oplevelse, ikke kun afviklings- og stemningsmæssigt, men line-uppet var også godt varieret. Enkelte bands kunne dog have draget fordel af at have optrådt på en anden scene, det være sig større eller mindre, for det fulde udbytte. Desuden kunne der med fordel have været skelet til rækkefølgen på bands. Mere end én gang klumpede genrerne sig sammen, og gjorde det svært at skille tingene ad. I andre tilfælde var der for stor forskel på, hvilket udtryk artisterne havde.

Det ville have klædt festivalen med lidt flere kvinder på plakaten. I løbet af weekenden talte jeg blot tre kvinder på scenen – og det var inklusiv den ene konferencier. Et blik bag kulisserne afslørede, at det ikke var fordi, vi var en mangelvare, og det skorter heller ikke på relevante bands med medlemmer af flere køn, så forhåbentlig bliver næste års fordeling lige så alsidig som genrerne.