Copenhell '23: Noget hårdt, noget sort, noget dødt

Kun to dage efter første omgang bands er Copenhell klar igen. Denne gang byder de på Sick of it All, Napalm Death, Møl, Green Lung, Harm’s Way og mange flere.

Copenhell hviler ikke på laurbærrene i denne efterårsferieuge. 12 bands er allerede offentliggjort, heriblandt to hovednavne, der trak en del opmærksomhed – ikke kun af den positive slags. Hvor langt de fleste kunne finde noget fedt i annonceringerne, var der nogle hårde typer, der savnede lidt mere slagkraft. Den slags løfter Copenhell dog sløret for i dag, hvor der bliver skelet lidt mere til det klamme, det mørke og det rå.
Der er dødsmetal og grind, der er hardcore og der er en smule black metal – dog med lyserøde kanter og rigelig synth. Vi skal både til udlandet og møde giganter som Napalm Death og Sick of it All, men fokus bliver også sat på den hjemlige scene, hvor Møl, Cabal, og Undergang funkler som repræsentanter for hver deres genre.

Sick Of It All


New York hardcore-legenderne bliver, sammen med Harm’s Way og Speed, sommerens hardcore-trækplaster på Copenhell. Koller-brødrerne og resten af Sick Of It All-ensemblet er garant for en solid og energisk koncertoplevelse, der medfører fare for albuer i næsehøjde.

Det er kvartettens debut på Copenhell, men med 36 års eksistens, 12 fuldlængdeudgivelser i bagagen og flere koncertanmeldelser fra vores side, sjældent belønnet med færre end fire firkanter, kan vi garantere at publikum får erfaring for pengene. Læg hertil et energisk sceneshow, højt humør og en showmanship. Sick Of It All står på mål for en fest, der nok skal få støvet/vandet i pytterne til at løfte sig.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Napalm Death


Briterne er pionerer inden for grindcore, politiske brandtaler og en punket, uimponeret og evigt relevant tilgang til musikken. Napalm Death er en institution indenfor den ekstreme del af heavy metal, og trods mere end fire årtier på bagen, har de formået at forblive relevante og aldrig falde tilbage på fordums store plader som så mange af deres samtidige er nødt til at gøre det. Barney Greenway, Mitch Harris, Shane Embury og Danny Herrera har spillet sammen så længe, at vi kan være helt sikre på, at de leverer varen på Refshaleøen næste sommer.

Faktisk var Napalm Death et af de bands, der gæstede den allerførste Copenhell tilbage i 2010, tilbage da festivalen mere var en havefest end det, vi kender i dag . Dengang var det den amerikanske præsident George W. Bush og dennes accept af torturmetoder, der fik en slet skjult hilsen med på vejen. Siden er der gået 12 år og det skulle overraske os en del, hvis ikke Greenway igen kom til at sende en stikpille mod en politisk magthaver undervejs i deres show, mens de lige akkurat får tid til at presse ‘You Suffer’ ind i en tætpakket setliste af sange, der spænder over årtiers snerrende udgivelser. Vi glæder os allerede!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs vores metaldiktator om ‘Harmony Corruption’ her.

Møl


Aarhusbandet overbeviste os om deres evner i foråret på A Colossal Weekend, hvor en ekstremt tight spillet koncert viste, hvordan man sagtens kan forene en næsten maskinel effektivitet med store følelser, så snart man får arbejdet sig ind til dem. Bandets poetiske black metal hænger ikke fast i en misforstået trofasthed over de trve musikalske troper. I stedet har de skabt sig deres eget take på genren med blikket rettet fremad snarere end bagud. Det skal nok blive godt på Refshaleøen, hvor vi håber på en sen spilletid, og gerne på Gehenna, for Møl flyver bedst i mørket.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Green Lung


I den korte tid de har eksisteret, er det kun gået en vej for englænderne i Green Lung. Opad.
For Devilution-redaktionen var 2021’s ‘Black Harvest’ årets bedste, udenlandske album, og det er ikke uden grund. For bandet forstår i den grad at finde kernen i britisk doom metal, uden at forfalde til stoffer, billig kontrovers, eller i den anden grøft, snorkende ensformighed.
Folk horror har nærmest ikke været så populært som nu siden 1970’erne og selvom man kan trække lidt på smilebåndet over heksejægere og deslige, er det svært at komme uden om den snigende uhygge Green Lung alligevel får fremmanet af de gamle, mørke skove på Barnabys hjemmebane.

Med en basis i spændende riffs og klassisk rockorgel formåede bandet at skabe en kæmpemæssig fest på Stengade sidste år, og vi glæder os overordentlig meget til at høre Tom Templar råbe hele Refshaleøen op til sommer.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Cabal


Hvis nogen har forstået hvordan man opbygger en loyal følgerskare og tiltrækker sig opmærksomhed her i landet, så er det Cabal. På kun fem år er det lykkedes dem at blive signet på Nuclear Blast og spille massevis af koncerter både herhjemme og i udlandet.
Deres tunge og solide deathcore rammer ind, præcis hvor den skal, og sikrer, at ingen kommer til at gå fra festivalpladsen uden at være blevet rystet grundigt igennem. Deres koncert på Copenhell i 2019, var hamrende solid, og fik de fleste publikummer til at regrediere til gorillastadiet. Det regner vi med, de kan leve op til i 2023.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Harm’s Way


Det startede som en joke i 2006, men har siden udviklet sig til et hårdtslående bæst. Harm’s Way er lige det, Copenhell har brug for – og det, som mange af os har sukket efter, når vi endnu engang er blevet spist af med flødebolle-core eller Asking Alexandria. Det er smadret, intenst, voldsomt og bandet går ikke på kompromis. Her får du metal/hardcore med et hint af punk, powerviolence og sågar industrial, tager man bandets seneste udvikling i betragtning. Fem fuldlængdeudgivelser er det blevet til, hvor seneste, ‘Posthuman’ (2018), er en mindre perle af aggressivitet, der indbyder til knæløft i ansigtshøjde.

Vi spåede dem egentlig forbi Copenhell i 2019, i forlængelse af ‘Posthuman’-udgivelsen, men som sædvanlig tager det lige et par år, før menigheden ser lyset. Til sommer sker det, og så kan du med fordel præ-booke en tur til tandlægen og en alkohol-fri ven til at køre dig på skadestuen efter koncerten. Du synes måske, Agnostic Front var vildt i sommers – det her bliver vildere. Og større, ligesom James Pligges guns.

Defacing God


Aalborgensiske Defacing God kommer med black metal til Cradle of Filth-segmentet, og det er de ret gode til. Gotikken emmer ud af de kutteklædte nordjyder og corpse painten ligner mere romantiske tårer end døde vikinger. På en skala fra kandelaber til stridsøkse er der rig grund til at investere i stearinlys.
For ganske nylig udsendte bandet debuten ‘The Resurrection of Lilith’, der byder på en hel samling gotiske fortællinger fra apokryfe bibelske skrifter tilsat en god omgang symfonisk black metal, og vi forudser, at Defacing God får særligt godt fat i det yngre publikum.

Læs seneste koncertanmeldelse her.

Employed To Serve

Employed To Serve er en velbevaret hemmelighed, deres lettilgængelige, hvis man kan kalde det det, take på metallisk hardcore til trods. Bandet gæstede Roskilde Festival i sommer, og hvis man skal tro rygterne, klarede de det ret godt.
På sidste års The Conquering skruede briterne op for metalcoren og står klar til at indtage et helt nyt publikum. Som en lurvet sidegadepusher stiller de sig klar ved legepladsen for at lokke letfordærvelige sjæle ind i hardcorens dunkle tåger.
For der er tilstrækkelig vrede og hidsighed til de ægte, og der er hooks i læssevis, så det er nemt at blive fanget.

Undergang


Undergang er på en og samme tid kæmpestort og voldsomt undervurderet. Dødsmetalbandet er et af de bedre kendte danske bands uden for landets grænser og er signet på kultlabelet Me Saco Un Ojo – deres danske navn og sangtekster til trods, men her hjemme ser vi dem mest når Kill-Town arrangerer festivaler og koncerter og alt for sjældent i andre kontekster.
Det er en skam, for der er en grund til, at de er så velkendte andre steder.

Undergang spiller fremragende, klassisk dødsmetal, der ikke lader stå tilbage for giganter som Cannibal Corpse og Autopsy – sammenligninger, der i øvrigt går videre end blot det lydlige, da Undergangs tekster og udtryk er hamrende ulækkert. Præcis som dødsmetal skal være.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.

Heriot


Det er jo rart, når man som gammel, gnaven stivstikker får sig en positiv overraskelse. At Heriot er booket til sommerens festivitas på Refshaleøen, er i den grad en positiv overraskelse. Det britiske band er forholdsvis nyt på de større scener. Selvom de udgav deres første EP helt tilbage i 2016, har der været fart på bandet de seneste år. Alt taget i betragtning fristes man til at sige, at det er en modig booking – den type bookings, vi har efterlyst, der skaber modvægt til de ellers noget sikre valg, der normalt fylder Copenhell.

Heriot er støj, meget støj – et klaustrofobisk inferno af post-elementer, hardcore-riffs, grindcore-attitude og enkelte breaks. Det hele krydret med to spændende vokaler. Det er samlet og foreviget i otte intense kompositioner, der udkom tidligere i år, da Heriot udgav deres fuldlængde-debut ‘Profound Morality’. Det her er en booking, vi ser meget frem til.

Angelus Apatrida


Angelus Apatrida har eksisteret i 20 år og har efterhånden udgivet et væld af plader, alligevel har de spanske thrashere formået at gå under radaren herhjemme. Om det er det mindre mindeværdige navn eller en kreativ sump omtrent midtvejs i karrieren vides ikke, men på deres selvbetitlede album fra sidste år, var det næsten som at høre et helt nyt band.

Dækket i soloer og hidsighed var det umuligt for os at sidde stille, og det er en energi, vi håber på, de spanske veteraner tager med sig på tour. I bedste spanske stil får vi også rigelig politisk ladet hidsighed, så der er lagt i kakkelovnen til en thrashkoncert som i de gode, gamle dage.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Speed


Australsk hardcore får vi får lidt af herhjemme, og derfor er det både spændende og overraskende, at australske Speed, i hælene på deres EP ‘Gang Called Speed’ fra juni i år, slutter sig til os på Refshaleøen.
Det er beatdown med tydelige metalliske elementer i guitarspillet, og de behandler adskillige emner, der er på dagsordenen i hjemlandet. Regeringens mangelfulde håndtering af de ødelæggende skovbrande og den voksende racisme mod asiater, for eksempel.
Det får man ikke lyst til at skændes med dem om, når Jem Siow på ‘Not That Nice’ spytter vokaler med en hård slåskampsattitude. Det bliver en god pit, tør vi godt at love. Og vi elsker særligt deres bandekor.

Haliphron


Af asken af det hollandske dødsthrashband Izegrim er opstået Haliphron. Det er stadig ganske nyt og har endnu kun udgivet en enkelt sang, men buzzen går på internettet, og mange ser frem til at høre, hvad Marloes Voskuil med flere kan byde på.
Bandet omtaler sig selv som “bombastisk metal’, hvilket jo kan dække over mange ting, men i dette tilfælde har vi med noget synthbåret og melodisk dødsmetal at gøre. Det bliver en favorit for flere på Copenhell, tør vi godt garantere.