Stormester!
Green Lung indtog sjæle og hjerter på deres allerførste besøg i Danmark. En massiv monstrøsitet af en koncert, der fyldte Stengade til randen.
2. Old Gods
3. You Bear the Mark
4. Templar Dawn
5. Black Harvest
6. Upon the Altar
7. Doomsayer
8. Ritual Tree
9. Born to a Dying World
10. Reaper’s Scythe
11. Leaders of the Blind
12. Graveyard Sun
Encore:
13. Initiation
14. Woodland Rites
15. Let the Devil In
Tilbage i 2017 udkom britiske Green Lungs første demo, ‘Green Man Rising’, og undertegnede var allerede der solgt. Den særlige form for protometal infundet med reel metal, paradoksalt som det end måtte lyde, slog fast, at navnet til trods, var dette andet og mere end bare endnu et stonerband. Siden er beundringen blot steget, og sidste års Black Harvest vandt ganske velfortjent prisen som årets udenlandske album her på siden.
Før den 20. april 2022, har Green Lung dog ikke besøgt Danmark, hvilket har været smerteligt at måtte udholde. I 2020 var de egentlig booket til den stadig spæde Esbjerg Fuzztival, men som det er de fleste umådelig bekendt, blev 2020 nærmest revet ud af kalenderen. Det sparede os en tur til vestkysten, men vi ville nu hellere have oplevet de britiske doomere dengang. Forventningen blev dog langt om længe forløst på Stengade på ovenstående, røgfyldte dato. Men inden vi når til hovedretten, skal vi sætte et par ord på nogle enormt delikate forretter. Forretter, der havde det til fælles, at de blev serveret med gigantiske lussing fra veloplagte trommeslagere.
Mosekonens potente bryg
Nogle gange har man ret, andre gange tager man fejl. Det kan man ikke være anmelder længe uden at finde ud af. Lad os starte med at æde vores ord. Da vi anmeldte Bogwifes ‘A Passage Divine’ i efteråret, var vi efter forsanger Mikkel Munk Iversen og gik endda så vidt, som at kalde hans vokal “bandets svage punkt”. Allerede nu kan vi afsløre, at der til torsdagens optræden ikke var et eneste ømt sted at sætte fingeren. Forsangeren var intet mindre end voldsom, og hvor vi på plade sporede lighedstræk med Layne Staley eller Thomas Jäger, var den live i nærheden af et doom-metalmonster som Albert Witchfinder.
Den upolerede og rå råbevokal var eminent i Bogwifes aldeles hårdhændede fuzzificering af ZZ-Top-værdige licks og The Swordske guitarpassager og Iversen var ekvilibrist på både sværd og trolddom-vokal og guitartrylleri. Få den energi med på næste plade, tak.
Det var altså en lille selvkorrektion. Men som bekendt, er det allerfedest at have ret – og det havde vi i den grad, da vi talte om Jonathan Iversens trommespil. Mage til magiker på et kit skulle man – de fleste aftener i hvert fald – lede længe efter.
Iversen var voldsomt animeret bag det udlånte trommesæt og spillede på 100% hele vejen igennem. Selv mimikken var som at se Jim Carrey i hans velmagtsdage og han udgjorde et naturligt fikspunkt for de stenede udgydelser, der fandt sted omkring ham. Hvis nogen i læserskaren mangler et forbillede bag et trommesæt, skal de ikke lede længere væk end Nordjylland. At Jonathan Iversen samtidig har energi til at råbe hver eneste verselinje perfekt synkront med den anden Iversen, understreger blot overskuddet, og får en til at ønske, at han fik sig en mikrofon.
Generelt set, var Bogwife en fremragende overraskelse af en oplevelse og en mere værdig opvarmning kunne man ikke have ønsket sig
Store armbevægelser, lavt loft
Når nu vi er i gang med trommeslagere med rigeligt overskud, så skal vi ikke se så meget længere end skotske King Witch, der ledsager Green Lung på hele den europæiske turne. Placeret bag det kit Jonathan Iversen lånte tidligere, var nemlig den gemytlige lavlænder Lyle Brown, der kan mere end blot til husbehov. Indhegnet af tre gulvtammer og fire bækkener oveni det sædvanlige udstyr, regerede han fuldstændig over den tunge ende af doomheavykvartettens optræden.
Det er ikke så lidt af præstation, når man tænker på, hvem der stod lige foran ham. Tårnende over publikum, stopfuld af talent og – i mangel af et bedre ord – rendyrket swagger var nemlig Laura Donnelly. Alle der oplevede den koncert må skrive under på, at hun indtog rummet fuldstændig. Med en vokalrækkevidde, der i åbningsnummeret ramte operatiske højder – hvilket gjorde mig lidt skeptisk, for at være helt ærlig – fløj op i de høje luftlag med ren power metal-skønsang, trådte igennem blueset proto-hard rock à la Jinx Dawson på ‘She Burns’ for at ende med en fremtoning, der kun pegede på Messiah Marcolin på den mægtige ‘Under the Mountain’, var hun inkarnationen af store armbevægelser. Dette både figurativt såvel som fysisk, da Donnelly gentagne gange måtte sande, at der ikke er højt nok til loftet på Stengade.
Flankeret af solide shredders på henholdsvis bas og guitar var det et næsten fuldendt sæt, der dog balancerer truende på kanten af lidt mere røvballet rock, demonstret af den spritnye ‘Diggin’ in the Dirt’. Den tunge doom med Connelly i front og Brown som konge af scenen var klart højdepunktet og publikum gav dem også en særdeles positiv medfart.
Luk Djævelen ind
Tilbage til det vi har ventet på i fem år. Green Lung. Efter en scenetilrigning der bød på en mikrofon, der var lige lovlig festlig og truede med at riste gæstebassist Arthur O’Haras læber inden den blev fixet, var kælderen under Nørrebro forvandlet til et okkult sakristi og de fem londonere placeret på scenen.
Efter en kort version af ‘Harrowing’ stod det tydeligt for alle, at det ikke kun var undertegnede, der havde set frem til koncerten. Allerede under John Wrights indledende orgelsolo var glæden malet i ansigtet på hver eneste i salen, og Tom Templars nasale pragtvokal gjaldede ud i ‘OId Gods’ til stor jubel.
Templar var på scenen et festfyrværkeri, der tydeligvis nyder at spille, selvom de allerede er nået halvvejs igennem den europæiske tour. Adskillige gange udbryder han, at det er en fornøjelse at spille i Danmark, og selvom det er ord, der ofte lyder udover scenekanten, virker det som om han mener det, ligesom han oprigtigt virker begejstret over publikums respons på nærmest hver eneste sang. Adskillige halse synger med på snart hver eneste verselinje og alle har klart læst op på lektien. Da sangeren bryder ud i det ikoniske “grandmaster!” og ledsages af en fyldt sal under ‘Templar Dawn’ giver det genlyd på Stengade, og det er tydeligt at det i lige så høj grad er henvendt til ham på scenen, som tempelridderchefen i sangen.
Det er ikke kun Tom Templar, der er i topform denne aften. Green Lungs es i ærmet står på højre flanke og bag stålindfattede briller og lange krøller, langer Scott Black licks, riffs og ikke mindst soloer ud i nærmest hver eneste sang. Black er i den grad noget af et talent på en guitar og det var ikke sjældent han fyldte lige så meget på scenen som frontmanden gjorde. Særligt vildt var det i sidste del af settet, hvor han på først ‘Ritual Tree’, dernæst ‘Doomsayer’ og til sidst den ruskende og energiske og fællessangsfremkaldende ‘Leaders of the Blind’ forblændede alle med sine evner.
Afslutningen var intet mindre end sublim og selv i det sveddryppende koncertrum lykkedes det ‘Graveyard Suns’ vampyrfantasi at fremkalde gåsehud under de rammende passager. Da alle troede det var slut, blev bandet kaldt på scenen igen, og efter først at have ledt publikum an i et trefoldigt “Hail Satan”, kulminerede en allerede boblende stemning i totalt overkog, da ‘Let the Devil In’ satte punktum for 15 fremragende sange.
Det var første gang Green Lung spillede i Danmark, men for alles skyld håber vi på mange flere i fremtiden. Vi står klar.
