2021 - Flammeskriftet
Populær
Fremad! Devilutions 2021 handlede om alt andet end romantisk tilbageskuen og navlepilleri. Vi ser tilbage på det forgangne år, kårer årets bedste og skynder os videre mod fremtiden.
Hvor dele af verden går og glor sig over skulderen og håber på igen at vågne op en dag i 2019 eller 2002 eller 1994 eller 1986, eller hvornår man nu ellers synes, verden for alvor gik af lave, har Devilution mere end nogensinde før blikket stift rettet mod fremtiden.
Vi skal dykke ned i navnlig et eksempel på, hvorfor det er det rette at gøre, senere, når vi konkluderer på vores årslister, men allerede inden da er et godt eksempel artikelserien ‘Fremtiden tilhører de unge’, opsummeret af et vagttårn, der i mere eller mindre pæne vendinger bad alderdommen give plads, for det lader der til at være brug for.
For det, de unge viste os, er en fremherskende mangel på respekt for genrens dogmer og konventioner. Hvadenten det drejer sig om, hvilke genrer man kan lytte til og kombinere, hvordan omverdenen mener man kan se ud, eller hvad der ellers kan være af forventninger fra omverdenen, så er de fuldstændig ligeglade.
Det viser ånden i metalmusikken, og det er et forfriskende afbræk i et samfund, der efterhånden brillerer ved sin evne til at klikke hælene sammen for hver eneste autoritet, man kan komme i nærheden af.
Derfor er vores egen vrisne opsang til scenen sidste år måske også svær at undersøge virkningen af. For hvor vi sidste år harcelerede over, at metallen i morgen-tv agerede den dansende abe, har intet ændret sig, og alligevel ser alt anderledes ud.
Vi ser musikere og bands, der spiller grimt og tungt, tage det bedste fra mainstreamens forretningsstrategier og lykkes i udlandet, vi ser bands, der formår at få pladeselskaber til at pumpe penge i dobbelte og tredobbelte vinyludgivelser, og vi ser bands, der uden at skele til hverken gamle eller nye fans lader sig gentænke af remixere og tro nok på resultatet til at sende det ud.
Det sætter streg under, at selvom vi betragter os selv som ganske vidende om genren, er det dem, der tør og gør, der løber forrest.
Med sejlet sat og kursen ret mod morgendagen skænker vi det døende år et sidste blik, inden vi lader det synke.
Årets danske album: LLNN: 'Unmaker'
LLNN har endelig fundet sin rette form. Det har været svært at slippe fri af skyggerne af både The Psyke Project og Hexis, men på ‘Unmaker’ er de umiskendeligt noget for sig. Dette skyldes ikke mindst brødrene Sejersen, der med deres forrykte fornemmelse for elektronik og deres uendelige mod injicerer den tonstunge musik med det lille ekstra je ne sais quoi, der løfter den op over alt andet. ‘Unmaker’ modtog topkarakter hos Devilution og størstedelen af redaktionen foretrak den, omend den kun var et mulehår foran Of the Wand and the Moons nye mesterværk.
Årets internationale album: Green Lung: 'Black Harvest'
Green Lung er de sande arvtagere til fordums britiske doomstorhed. Med deres evner udi riffmageri og deres inspirerede brug af hammondorgelet til at understrege, præcis hvor okkulte deres doomhymner er fuldendes billedet af Tom Templars overlegne vokal. ‘Black Harvest’ er metallens svar på ‘The Wicker Man’, og den vinder derfor titlen som årets internationale album.
Årets danske hit: Of the Wand and the Moon: 'Nothing For Me Here'
En af Danmarks helt store musikere hedder Kim Larsen. Og det er vel at mærke den levende af dem. Under navnet Of the Wand and the Moon har han gennem årtier spillet noget af den bedste neofolk nogensinde, og med sin nye plade står han på toppen af sit kreative oeuvre.
Årets internationale hit: Green Lung: 'Graveyard Sun'
Nogle gange består en majoritet kun af to mennesker, der skal blive enige, og det var tilfældet her. Green Lungs fremragende hyldest til Highgate Cemeterys forheksende vampyr var årets internationale hit, og det er ærligt talt velfortjent. Det er alvorligt, tungt og æterisk og gennemsolid doom.
Årets genfundne klassiker: Alt og intet
Redaktionen var mere uenig og forvirret end nogensinde før i denne kategori. Nogle sværgede til halvgammel emopop, andre til den hvide mands hiphop og andre igen til det inspirerende samarbejde mellem Phil Collins og Earth Wind & Fires Philip Bailey på ‘Easy Lover’.
Do your own research!
Årets bedste koncert: Orange Goblin, Beta, 13-11-2021
I et år, hvor internationale koncerter var få og ofte ringe, stod britiske Orange Goblin ud og overstrålede alle. Denne aften var vi bare 200 mennesker, der endelig fik mulighed for at kaste horn og kramme tilfældige fremmede i pitten.
En koncert, hvor der ikke var nogen i morgen. Det føltes som 70’erne. Det lugtede af 70’erne. Vi var i tid og sted løsrevet fra kommende restriktioner med coronapas, afstand og alt det andet, vi vidste ville følge.
Tungt, svedigt og helt fantastisk.
Christian Bonnesen stod i front for Danmarks bedste band i 2021, understreget ved både en uovertruffen udgivelse og en strålende liveoptræden i Pumpehuset. Med en musikalsk motor bestående af Rasmus og Ketil Sejersen og Rasmus Furbo leverer Bonnesen både riffs og vokal af så hadsk og grusom karakter, at sammensmeltningen er intet mindre end enestående.
LLNN er, navnets manglende elegance til trods, årets danske navn.
Årets internationale navn: Turnstile
Der er mange måder at se fremad, og hvor LLNN ser dybt ud i den fjerne fremtid, vender Turnstile blikket bagud og finder nostalgien frem til alle, der har passeret 30 år. Det er ikke i sig selv opsigtsvækkende, men den måde, Turnstile formår at blande hardcore med soul, hiphop og alt andet godt fra mainstream helt uden at forfalde til radiorock, er forbilledlig. Her igennem viser Turnstile tydeligt, hvor meget vi kan lære fra andre, hvis vi tør tro, vi ikke altid har alle svarene selv.
Årets nye danske navn: John Cxnnor
Brødrene Rasmus og Ketil G. Sejersen, som vi efterhånden har nævnt mere end en gang, tager alle genrekonventioner og smadrer dem til atomer, for at opbygge kollager, der på en gang er velkendte, men samtidig tager alt, vi kender og elsker, og kaster det tilbage i fjæset på os på en måde, der både forfærder og forarger.
Det er larm, som tvinger os til at forholde os til nutiden og til, hvordan metal også kan lyde.
Årets nye internationale navn: Moanhand
Fra den russiske hovedstad har Roman Filatov lavet sit eget projekt; Moanhand. Det blev til debutpladen ‘Present Serpent’ i år, som vi anmeldte og blev vældig begejstrede for. Filatov spiller en blanding af doom og black metal og er ikke bleg for at komme helt op på den store klinge med orkester-arrangementer, så ambitionerne er der i hvert fald.
I skrivende stund har Moanhand 268 likes på Facebook. Kom med på hype-toget, inden det forlader perronen.
Iron Maiden er efterhånden en halvgammel størrelse, men deres historie gør, at rigtig mange har reserveret en plads i hjertet til Bruce Dickinson, Steve Harris og resten af bandet. Uanset hvordan pladerne lyder her i 20'erne. ‘Senjutsu’ er meget langt fra deres bedste plade, men de har åbenbart brug for at udgive en plade jævnligt, før vi kan få lov at høre dem spille de gode gamle numre.
Årets fysiske udgivelse: Stikkersvin
Vi blev blæst helt væk over Stikkersvins elskelige crossover mellem kæreste- og afpres ningsbrev. Så er man helt klar over, at de mener det alvorligt.
Det missede vi i 2020: Intet
Samstemmende har vores skribenter været enige om, at der ikke rigtig blev overset noget sidste år. 2020 var et amputeret år, og i marts måned blev der mere eller mindre gjorde en ende på alt det, vi normalt beskæftiger os med.
Årets optur: At høre nyt!
Fremtiden er over os! Alle er vilde med, hvor meget metalscenen bobler og spirer. Vi gad ikke høre det gamle i år – til gengæld var vi helt vilde med den måde, der blev tænkt nyt.
Om det var Roadburns gennemførte online festival, Spillestedet Alices satsning på genlyttelige liveoptrædener eller den myriade af måder, genrer blev hakket, blendet og blandet, gjorde, at 2021 stod i fremtidens tegn.
Årets største skuffelse: Danske koncerter på repeat
Godt nok blev der åbnet for koncerter i 2021, men ingen internationale bands kunne strikke en turné sammen, så vi måtte nøjes med vores egne helte; igen og igen og ...
Det betød også, at vi fik set både Baest, Illdisposed og en del andre bands ret mange gange i løbet af 2021 og anmeldte dem flere gange, end vi ellers normalt ville gøre. De udenlandske gæster manglede til at bryde formlen.
Største ønske for 2022: SLÅS
“Vi vil så gerne se jer smadre hinanden!” råbte Viktor Kaas, da Eyes kom på amputeret græs i foråret, og det er præcis det, vi glæder os mest til. Vi fik blod på tanden, da vi oplevede Orange Goblin fyre den af, da vi blev smurt ind i Kim Rocks sved, da vi så Throwe i Underwerket, og da LLNN måtte fragte en såret homie ud af pitten. Ligeledes i Aalborg, da We Are Among Storms gæstede 1000Fryd i august måned med Hiraki, hvor forsanger Martin Nielskov, der også tidligere har brølet i The Psyke Project, råbte: "Kom. Lad os moshe. Vi har ikke gjort det i to år!" Vi moshede således kortvarigt i sommers.
Og så mistede vi det hele.
Det, Devilution glæder sig allermest til, er den ægte, uforfalskede slåskamp. Vi vil se unge svenskere kaste op, inden de kaster sig ind i pitten igen, og vi er utålmodige. Vi gider ikke holde mere afstand, vi gider ikke spritte mere af. Vi vil leve, og vi glæder os, til det bliver muligt.
Det glæder vi os mest til i 2022: At komme videre i teksten
Vi skal ikke hjem – vi skal videre!