På fortvivlelsens højder

483791

Hvordan følger man op på en ti år gammel nyklassiker? Ved at lave en ny nyklassiker.

Titel
Your Love Can't Hold This Wreath of Sorrow
Dato
08-10-2021
Genre
Forfatter
Karakter
5

Of the Wand and the Moons bagmand, Kim Larsen, er ikke en musiker, der med ét slag revolutionerer sin egen lyd; snarere justerer han den løbende, udvider den, føjer nye lag til, så udviklingen føles naturlig fra udgivelse til udgivelse. Også selvom der efterhånden er føjet så mange lag til lyden, at det går op for en, hvor radikalt lyden er ændret, når man lytter til den minimalistiske neofolkdebut ’Nighttime Nightrymes’ og nærværende album lige efter hinanden. Hvis altså ikke det var for Larsens distinkte sangskriversignatur.

Der er ellers gået svimlende ti år, siden Of the Wand and the Moon sidst udgav et reelt album, nyklassikeren ’The Lone Descent’, der – hvis man spørger mig – er dét bedste danske album i det stadig nye årtusind. Men selvom det nærmest er en menneskealder siden, synes de ti år at være gået relativt sporløst hen over Of the Wand and the Moon, i hvert fald efter det længe ventede nye fuldlængdealbum ’Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow’ at dømme. Her bygger orkesterleder Larsen videre på den mere poppede, cinematiske stil, som for alvor fik luft under vingerne på ’The Lone Descent’ efter den spæde begyndelse i en mere regelret neofolk.

Ti års konstant arbejde
At vi befinder os i samme stilistiske spektrum som på forgængeren, kan ikke overraske, hvis ellers man har fulgt Of the Wand and the Moon i det forgangne tiår, hvor der udover ret konstant turneaktivitet trods alt er udkommet en relativt lind strøm af singler, et album med genindspilninger og en opsamling af single- og compilationnumre (i sig selv med nok nye sange til at fylde et fuldlængdealbum) samt en række mere industrielle udgivelser med forskellige sideprojekter. Det, der kan ligne ti års tavshed, er nærmere ti års mere eller mindre konstant arbejde.

Lyder som en drøm
Det nye album lyder i hvert fald ualmindeligt gennemarbejdet. Larsen deler producerkreditering med guitarist Mikkel Elzer, der også har mixet. Og albummet lyder som en drøm, simpelthen. I dag er der mange produktioner, som er passable, som lyder af noget, men heller ikke så meget mere end det. Her er produktionen og det detaljerede lydbillede med til at løfte pladen til nye højder. Det er lang tid siden, jeg har hørt en bas lyde lige så godt, som den gør på ’Your Love Can’t …’, og i det hele taget bliver det meget klart, hvad en god produktion egentlig er, når man lytter til pladen.

Lyt blot til ’Nothing For Me Here’ med artpoplegenden Martin Hall på falset-backingvokal:


Mellem tradition og fornyelse
’Nothing For Me Here’ er eksemplarisk for både fornyelsen og kontinuiteten i projektet: Det er karrierens mest poppede nummer, der er mere luft i lyden end vanligt, og den har et pulserende beat, som virker fremmed i gruppens dystre univers. Det er en ret skamløs ørehænger. Men teksten er fuld af Larsens vanlige lyriske mismod, og mørke er intakt i musikken, der er fyldt med Fields of the Nephilim-guitar. Som altid er Of the Wand and the Moon permanent installeret på fortvivlelsens højder.

Sådan er albummet udspændt mellem tradition og fornyelse. ’Fall From View’ peger mod neofolkgenrens post-industrielle oprindelse og kunne snildt passe ind på et gammelt album som ’:Emptiness:Emptiness:Emptiness:’, men samtidig er lydbilledet udvidet og raffineret. Den melankolske ’Love Is Made of Dreams’, der emmer af falmet 60’er-solskin, kunne blive spillet på radioen, hvis ellers radioen kunne finde ud af at spille god musik.

Og titelnummeret, med fornemme blæsere fra Bo Rande og ikke mindre fornem backingvokal fra Sarah Hepburn, driver af vemod og viser Larsen som den gode sanger, han har udviklet sig til siden den første spæde hvisken på debuten. ’Twilight Halo’ føles, som om Leonard Cohens spøgelse rumsterer i baggrunden. Afslutningsnummeret 'Barbs of Time' er en af karrierens bedste sange. Og egentlig kunne man blive ved med at fremhæve små og store højdepunkter på et album, der lever op til gamle anmelderklichéer om at være ”helstøbt”, ”gennemarbejdet” og, nå ja, ”sublimt”. Det er svært at forestille sig et bedre album udkomme i år – jeg har i hvert fald ikke fantasi til det.