Stadig forrest på doom-scenen
PopulærI anledning af Saturnus’ aktuelle comeback-album ”Veronica Decides to Die” bød sekstetten på en øl og en veleksekveret koncert.
Billetprisen var den latterligt lave sum af 50 kroner og det havde fået mange til at trække indenfor, væk fra årets første sommeraften til Stengade 30’s trykkende hede. Saturnus har altid gerne ville gøre noget specielt ved deres koncerter, f.eks. da de spillede i Stefanskirken suppleret af et stemningsskabende lysbilledshow. Eller da de som opvarmning for Moonspell bad om absolut ro til strygerensemblet, der var hyret til at indlede koncerten.
Denne dag var det særlige et lille lotteri. Køen til at komme ind havde været lang, klimaet i salen blev varmere og fugtigere for hvert sekund, og derfor blev tiltaget ikke vel modtaget. Opråberen af vindernumrene blev pænt opfordret til at forlade scenen. Folk ville have det, de primært var kommet for. Der gik derfor ikke længe før frontmand Thomas A.G kunne præsentere sit band og aftenens plan. Sætlisten ville den aften gå kronologisk frem, startende med det første musik, bandet indspillede i Sweet Silence studierne. Overraskende blev det derfor til ”Beware of the Atheist”. Det var superfedt, og så længe siden, at det var blevet spillet, at det næsten var nyt for alle – inklusiv bandet.
Flemming Rasmussen som lydmand
Allerede fra første tone var lydbilledet perfekt – rammen var skabt af bandets ”husproducer”, geniale Flemming Rasmussen i samarbejde med Lars Mayland (Metallica Jam), den faste tekniker på stedet. Lyden var dermed med til, at den røde tråd blev holdt, til trods for at den spillede musik var skrevet over en periode på mere end 10 år.
Stemningen var imtim, man var tæt på bandet, og der var plads til lidt humoristisk interaktion mellem band og de fremmødte. F.eks. kommentarer, om at Thomas havde taget på i vægt. Konceptet betød at ”Christ Goodbye”, den sædvanlige afslutter, lå tidligt i sættet som sang nr. 3. Den passede fint ind for stemningen var allerede høj og forblev intakt, da endnu en overraskelse i fænomenale ”Starres” fra ”For the Loveless Lonely Nights” fulgte efter. Fra monumentale ”Martyre” blev serveret tre numre, hvor ”Empty Handed”, uptempo-nummeret i Saturnus regi, tog kegler.
De nye sange bestod
Det var en lang og varm koncert som den snueplagede forsanger måtte kæmpe sig igennem. Men det havde ingen betydning for hverken spilleglæde eller stemme, og således var både han og resten af bandet klar til det, som det måske havde glædet sig mest til, nemlig at spille de nye numre. ”I Long”, ”Pretend”, ”To the Dreams”, ”Rain Wash Me” og den forventede afslutter: ”Murky Waters”. Numrene viste, at de passer perfekt ind i live-sættet, og at de mange års fravær intet ændrer på Saturnus' status på den internationale doom-metal scene. De er stadig med, helt i front.
Bandet spillede ikke helt fejlfrit, men det var ubetydelige fejl, som når Thomas fik holdt på mikrofonen, så den feedede og en sjælden gang imellem røg en tone hos leadguitarist Tais. Den ”nye” mand på bas, Lennart skal fremhæves for et formidabelt arbejde på sin båndløse bas. Man fik fuld valuta - og mere til - for pengene denne aften. Det var en fornøjelse at genhøre Saturnus og vide, at bandet er her for at blive.