Troldefars Heksekedel

_XTD1835
_XJD2005
_XJD2033
_XJD2250
_XJD2325
_XJD2334
_XTD1815
_XJD2285

Med smil over hele femøren, piskede Orange Goblin en buldrende, bragende, bøvsende og ikke mindst kærlig stemning op i Beta.

Titel
+ Burner
Spillested
Dato
11-11-2021
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Denne aften skulle blive en rigtig bøllet en af slagsen – masser af øl, tunger ud af munden og vredsmilende ansigter, så det batter. På menuen er der nemlig to oversøiske britiske bands, der spiller i udlandet for første gang i, hvad der har føltes som en 100-års krig. Og dette velvidende at de måske ikke kan gennemføre turen. Ligeledes er publikum begejstrede for endelig at få frisk blod ind i lydgenepuljen, ligeså velvidende om, at der måske ikke kommer mange flere koncerter i det resterende år. 

Burner

Opvarmningen var en blandet oplevelse. Trioen, der spiller NWOBHM af den meget - som i virkelig meget - Motörhead'ske type, gjorde opvarmningsjobbet fortrinligt. Energien hos de midaldrende rockere var god, og sammenspillet var fint nok. Der var masser af ’banter’ på scenen fra forsangeren, og guitaristen, der lignede en, der kunne være med i en tidlig Guy Ritchie film, lød som en vrissende vred brite, når han sang. Hele pakken!

Sangene hedder ’Murder’, ’Slaughter’ og ’A Million ways to cry, a million ways to have fun’. Det hele er for sjov, og de er bare glade i låget. Men når der så ikke er noget videre særpræget ved sangene eller udførelsen, bliver det hele sært tilforladeligt og ikke synderligt fængende. Den slags fungerer altså bare kun rigtig godt, når forsangeren spiller bas, går med tysker-memorabilia og har et kunstnernavn, der rimer på en stor tv-pris. 

Orange Goblin

Her var hovednavnet af en helt anden kaliber. Tilforladeligheden var der stadig, men den fungerede, fordi bandet gav publikum så meget mere at tænke på. Eller rettere, slet ikke at tænke på. Kort inde i koncerten stod vi alle allerede og råbte, hoppede og moshede. Det hele blev dumt, øllet og bøllet, men det er også ligesom det skulle være. For Orange Goblin var der for at feste og ikke for at lave en opvisning i nogen form for ekvilibrisme- altså lige udover at levere gedigen heavy metal i tiende potens. 

De har virkelig noget at have deres bluesede og snerrende kælderrock i. Deres fælles groovy fremdrift i riff- og sammenspil var lige i skabet. Det var en professionel levering, med så meget ekstra, at det var enormt svært ikke at smile. Det gik begge veje, for koncerten i Beta var bandets første siden nedlukningen, og det kunne tydeligt mærkes på deres blodtørstige higen efter at spille. Det smittede af som pesten på publikum, hvilket kun gav goblinerne endnu mere blod på tanden. 

Bandet spiller hammergodt sammen, og man kan tydeligt mærke, at det er fire gode venner, der stod og delte ud af deres glæde for at spille hård rock. Det var super fedt at være, se og deltage i. Men Orange Goblins helt store trumfkort er deres karismatiske vokalist Ben Ward. En mægtig mand, der tårner sig op over sine bandmedlemmer, og med sin dybt brølende cockney-accent står hævet over publikum, og lyder som en ork-kaptajn der kommanderer sine ”maggotz” i sving. Nok frygtindgydende, men der er også en særlig varme, kærlighed og super sympatisk jovialitet over ham, der både under og mellem numrene gjorde ham til hele koncertrummets Hagrid. Dette stod utvetydigt klart til sidst, da en far tog sin lille headbangende søn op på skuldrene, og Ben Ward, rørt, trådte ned fra scenen og overrakte purken sine Orange Goblin-svedarmbånd og aftenens setliste. 

Med både håb om gensyn og at band og publikum kan fortsætte livets gang uforstyrret året ud, gav alle hvad de havde, og det blev en smuk og snavset affære. Der var simpelthen alt, hvad hjertet kunne begære af en uhøjtidelig heavy-rock-koncert.