”Moaaar, jeg keeeder mig”

Folder-24

Det bliver ikke Cabal, der byder på det nye og overraskende i disse kedsommelige Corona-karantænetider. Bandets andet album er etteren om igen og savner udvikling og evnen til at satse.

Kunstner
Titel
Drag Me Down
Dato
03-04-2020
Trackliste
1. Gift Givers
2. Drag Me Down
3. It Haunts Me
4. Tongues
5. Sjælebrand
6. The Hangman's Song
7. Death March
8. Bitter Friend
9. Unbound
10. Demagogue
Forfatter
Karakter
2

Københavnske Cabals første langspiller, 'Mark of Rot', var et kærkomment indspark på den danske metalscene tilbage i 2018. Bandets version af deathcore lænede sig ganske tydeligt op ad bands som Thy Art Is Murder, Ingested og til dels Whitechapel, men var ikke desto mindre stadig lidt mere sort, grum og ekstrem end resten af den danske core-scene og dermed i stand til at skubbe bare lidt til grænserne for genren, i hvert fald her til lands.

Et par års tid senere er plade nummer to så ude. Med, sagt på godt dansk, mere af det samme. Man liver ellers op fra kampstart, da 'Gift Givers' grinder pladen i gang, men hurtigt sætter Cabal tempoet ned, bumper lidt af sted i midtempo, finder tid til det obligatoriske breakdown, så lidt op og i gang igen og kværne lidt videre, men uden for alvor at udfordre hverken lytteren eller sig selv.

Hvilket desværre er mønstret på store dele af pladen. En forudsigelig og halvsvag sangskrivning, som mest af alt er debutpladen om igen, tilsat en smule keyboards og nogle mere eller mindre anonyme gæstevokalister. Man savner, at bandet virkelig tør udfordre. Såvel sig selv som fansene. Flirten med black metallen, der også tittede frem på debuten, kunne man med lethed have uddybet og bygget videre på i løbet af 'Drag Me Down'. Men det er kun til dels i 'Tongues', 'Unbound' samt i den ganske glimrende lukker 'Demagogue', at bandet forsøger at give sig i kast med den sorte metal.

Nødvendig udvikling eller tvungen afvikling
I en tid, hvor de mest interessante deathcore-bands som Shadow of Intent og Lorna Shore flirter med håndfulde af andre genrer for at udvikle deres core, og statiske ronkedorer som Suicide Silence og Thy Art Is Murder langsomt synker ned i glemslens dynd, har Cabal alle muligheder for at blive en del af førstnævnte gruppe, men synes snarere at nærme sig sidstnævnte. De to førstnævnte føjer elementer til deres kunstneriske udtryk gennem okkulte visuelle elementer, hvis røde tråd føres ud i såvel tekst som musik ved netop tilføjelsen af nye musikalske tiltag, der ikke normalt hører til i den traditionelle deathcore. Selv om Cabal i hvert fald i albummenes artwork flirter med de samme elementer, fornemmer man dem ikke gengivet i musikken, bortset fra nogle få atmosfæriske keyboards og enkelte black-elementer, som er en alt for lille del af andenpladen. For 'Drag Me Down' mangler særpræg og nytænkning. I den kværnende, djentede core-mos er der meget få særkender, der stikker hovedet frem.

Tjo, 'Sjælebrand' og 'Death March' har da nogen relativt fladpandede råb-med-omkvæd, som er lige så kedelige, som de er gode til at brænde sig fast i bevidstheden, der er en semi-interessant keyboard-intro i 'Bitter Friend', og 'It Haunts Me' står frem som et af pladens højdepunkter, hvor det delte vokalarbejde mellem Andreas Bjulver Paarup og Møls Kim Song Sternkopf giver nummeret et særpræg, som skiller sig ud fra resten. Ellers er det først i den førnævnte eksperimenterende 'Demagogue', hvor bandet synes at give los og bevæge sig ud på ukendt territorium, og selv forsanger Paarup prøver sig selv af med en tendens til ren vokal.

Hvis man, og det gør man, kalder 'Drag Me Down' for en mild fiasko, skal det ses i lyset af, at den langt hen ad vejen er en gentagelse af 'Mark of Rot', uden på nogen måde at lægge nye eller mere positive elementer oven på debuten. Og det i en tid, hvor deathcoren udvikler sig, og de bands, som ikke formår at gøre det, langsomt afvikler sig i stedet. Cabal er Danmarks førende deathcore-band, fordi de spiller den klassiske, sorte deathcore bedre end alle andre herhjemme. Men 'Drag Me Down' evner ikke at følge med udviklingen inden for genren, idet den netop bliver alt for statisk og forsigtig inden for genren og ikke forsøger eksperimentet, nytænkningen og at tage springet.

At alt ovenstående kan koges ned til følgende citat, som vores anmelder vel at mærke skrev om den to år gamle debut, er meget sigende for, i hvor høj grad, bandet gentager sig selv:

– Det fungerer, når kvintetten mixer de forskellige genreelementer, selvom specielt black metal-elementerne godt kunne udføres skarpere og få mere plads i lydbilledet. Til gengæld er Cabal svært uinteressante og deciderede kedelige, når melodierne har for stort fokus på djent-core og tidstypiske breakdowns. Det er det nemme valg og uden tvivl bandets absolut svageste side. Når det sker på ’Mark of Rot’, lyder Cabal som alle andre middelmådige og ligegyldige djent-core-bands, der ikke formår at differentiere deres lyd fra masserne.

Det gælder stadig.