Mere eksperimenterende napalm
Evigt aktuelle og kunstnerisk flydende Napalm Death er klar med en EP, hvor de får smidt mere udmærket materiale på gaden.
2. Resentment Always Simmers
3. By Proxy
4. People Pie (SLAB! cover)
5. Man Bites Dogged
6. Slaver Through a Repeat Performance
7. Don't Need It (Bad Brains cover)
8. Resentment is Always Seismic (Dark Sky Burial Dirge)
Det er ikke så længe siden, Napalm Death smed deres 16. plade på gaden. Det var i efteråret 2020, hvor 'Throes of Joy in the Jaws of Defeatism' ramte os, og vi var faktisk ret glade for den. Så når de lige halvandet år senere er klar med en EP i samme ånd, så kan vi næsten ikke andet end gnide os velfornøjet i hænderne, eller hvad?
For i 2020 konkluderede vores anmelder: "Det er høj, høj klasse. Det er riffs, det er tempofyldt smadder, det er stemning, og det er smadret stemning."
Så hvad så med 'Resentment is Always Seismic - A Final Throw of Throes'? Ja, det er som 'Throes'-ordet antyder, ikke overraskende, en masse materiale, de havde tilovers fra førnævnte plade, da den blev indspillet. Og som forsanger Barney Greenway siger, så handler det om at få det ud til folket:
"Det blev alt sammen indspille,t mens vi var i studiet for at lave den seneste plade. Vi indspiller altid en hel masse materiale. Det var helt bevidst, at vi ville smide den her mini-plade ud til en afveksling. Vi er jo fra den gamle punk-skole, hvor man gerne vil smide de her upolerede udgivelser i ny og næ. Vi havde indspillet rigeligt til, at vi kunne have både bonus-numre til selve pladen og alt det her ekstra tilovers alligevel."
Det er da heller ikke første gang, Napalm Death udgiver en EP eller single kort tid efter en plade. Selvom de nu er 40 år og 16 plader inde i karrieren, så har de faktisk aldrig udgivet to plader i træk uden der lige også er blevet plads til en EP, single, en split-udgivelse eller andet. At holde styr på Napalm Deaths diskografi må være et fans værste mareridt.
Heldigvis er musikken ikke noget mareridt. Det er guf for ørerne, da Napalm Death bestemt ikke er gået i stå rent kunstnerisk. Der bliver eksperimenteret på denne EP, og de når også lige forbi et par cover-numre af Slab! og Bad Brains. På den første 'People Pie' har de Catherine Sharples med på gæstevokal, og nummeret er tematisk en funky Marilin Manson'sk legestue.
Hvis man er mere til den klassiske Napalm Death, hvis noget sådant overhovedet findes, så er det mere numre som 'Man Bites Dogged' og 'Slaver Through a Repeat Performance', man skal gå efter, for de første numre er herligt eksperimenterende, ligesom det afsluttende titelnummer i den grad er, hvorfor det ikke føles som sekundavarer fra overskudslageret, da de sidst var i studiet. Det er tværtimod Napalm Death for fuld udblæsning. Hør åbningsnummeret 'Narcissus' her:
Er man til Napalm Death og kunne lide den forrige, så er her endnu mere musik fra Mark 'Barney' Greenway, Shane Embury og resten af ensemblet. Det er ikke til at høre, at de har været i gang i fire årtier. Altid friske i lyd og sind, ligesom teksterne også stadig bider til både mennesker og politik. Der bliver stadig ikke taget nogen fanger, hvorfor 'Resentment Is Always Seismic - A Final Throw of Throes' er en klar anbefaling herfra.