Copenhell '19: AbracadabraCabal!
Populær
Cabal samlede hele den pukkelryggede metalfamilie til en tidlig nedslagtning på Pandæmonium. En hær af breakdowns fik bombet den indre gorilla hos det overraskende friske publikum
Det kan være svært at kategorisere det københavnske metalmonster Cabal, men et monster, det er de. Et monster, der spyer nogle af branchens mest velskreve, veludførte og brutale breakdowns ud. Et element, som udgør mindst halvdelen af Cabals soniske ofringer til det absolut sorteste og mest angstfyldte sted i sindet.
Men for satan, hvor er de mesterlige til deres onde blackened djentcore, selvom jeg har lyst til bare at kalde genren for Cabal.
Det både lyder og føles sådan. En okkult sekt, som alligevel bragte de største smil frem og en kolossal mængde af knyttede næver op i luften.
Det tidlige tidspunkt var intet problem for hverken Cabal eller publikum. Med en massiv vellyd i højtalerne massserede Cabal sig ind hos selv dem, der ikke troede, at de var til Cabal. Familiefædre hev børnene op på skuldrene, så fremtidens generation kunne suge den pureste eliksir fra Djævlens medicinskab.
I front er forsangeren Andreas Bjulver et altopslugende bæst, der suger rub og stub af bandets musik og sender det ud med så kraftfulde brøl og skrig, at det får porten til Helvede til at eksplodere åben på vid gab.
Sammen med resten af bandet smelter han sammen, så de forener sig i et vanvittigt teknisk og gennemtænkt maskineri.
Det er hidtil blevet til en ep og sidste års debutalbum, 'Mark of Rot', hvorfra det meste af sætlisten var plukket, men det blev også til et par nye, meget lovende numre.
Cabals nok hidtil største banger 'Innocent Blood' blev mast ud i hovederne på det ekstremt engagerede publikum, der både sørgede for wall of death, kaosdans og circle pits ad libitum. Men den knap en time lange koncert føltes mere som ét langt bombardement med rendyrket metalbegejstring.
Det er breakdowns på breakdows med enkelte rockerseje galopstykker her og der. Helheden er brutal, men der er kælet for detaljerne, som får Cabal til at skille sig ud. De lyder og ser simpelthen megablærede ud.
Et sandt brag af en fest – og et bevis på, at tidpunkt og musikstil intet betyder, hvis bare man griber det an med den samme benhårde attitude som Cabal. De fik den hårde beton til at føles som blødt græs under fødderne.