Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kulsorte lydlussinger og knuste hjerter

Updated
_XTD5292
_XJD5545
_XJD5845
_XJD6370
_XTD4455
_XTD4500

Andendagen på A Colossal Weekend var en appelsin i Devilutions udsendtes sorte nitte-turban. En dag, der viste bredden og modet ved en af Danmarks allerbedste festivaler.

Kunstner
Titel
+ Conjurer + Hiraki + Vi som älskade varandra så mycket
Spillested
Dato
20-05-2022
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Med sveden småpiblende ned ad panden, mens jeg turbocyklede fra rollen som dorky dad på Amager til rollen som udsendt reporter på Vesterbro, grublede jeg over denne fredags planlagte strejftog gennem A Colossal Weekends mangefacetterede program. Det er tydeligt, at festivalen har bredt sine vinger længere ud rent musikalsk, og det klæder den i forvejen fine festival. Jeg skulle dykke ned i fire koncerter, der typisk begyndte med post-, men sluttede på mange forskellige måder.

Fritænkende fremmaninger

At træde ind til Conjurers post-metalliske overflødighedshorn lige efter endt familietid var som at blive ramt af et godstog, men hvor det føltes som lækre soniske tæsk frem for en abrupt slutning på livet. Det første var klart at foretrække, og bandet havde, det tidlige spilletidspunkt taget i betragtning, en forbilledligt tung fod på gaspedalen. Lyden på Lille Vega var rå, umiddelbar og ukunstlet på en måde, som klædte Conjurer godt. Bandet spillede tight og groovy, men mestrede også de melodiske, næsten NWBHM-agtige guitar-fraseringer, og de knusende begravelsestunge passager. Et andet lyspunkt var de to sangeres pingpong-samarbejde, som skabte en kærkommen afveksling i udtrykket, også selv om guitarist og sanger Dan Nightingale lød lidt pitchy et par steder. Til gengæld formåede han at brøle Lille Vega op uden mikrofon på et tidspunkt og hatten af for den lungekapacitet! Et klart højdepunkt var, da briterne spillede ’Retch’ fra albummet ’Mire’, og selv om det var lidt tidligt på aftenen for publikum, var de alligevel begejstrede medvirkende til bassisten Conor Marshalls afdansningsbal blandt publikum. Derefter fulgte jeg med strømmen af publikummer ned ad Vegas altid let forvirrende dobbelthelix-trapper med den Lynchske gulvbelægning. Det var en god stemningssætter for denne aften og en passende kulisse for turen ned på Ideal Bar, hvor jeg skulle smides over i et helt andet og en del skarpere musikalsk hjørne.

Tilt the structures

En af de største styrker ved A Colossal Weekend er, at selv om det på sin vis er en snæver niche-festival for en bestemt type musik, så er der en enorm spændvidde i de bands, der bookes og et beundringsværdigt mod til at formidle musik, der vil helt ud i hjørnerne. Således også århusianske Hiraki, som indtog Ideal Bar foran et lille, men entusiastisk publikum blandt andet for at give os de ultra-offensive numre fra gruppens seneste album ’Stumbling through the Walls’ og fejre udgivelsen af velgørenheds-remixalbummet ’Alterer’. Lyden var forfriskende åben og transparent og led ikke under de intime rammer. Guitarist Tue Schmidt Rasmussen spurgte, om det var højt nok derude, og ja tak, det var lige tilpas. Trioens vrede sange, som synes at afvise traditionelle genrebetegnelser, drives i lige høj grad frem af guitarbredsider og elektroniske frontalangreb, og begge elementer fungerede fremragende denne fredag, men jeg vil gerne fremhæve trommeslager Tim Frederiksens dynamiske spil, som smukt underspillede, når det var nødvendigt, og eksploderede, når det skulle det. Helt centralt for den vellykkede koncert var også vokalist og elektronikperson Jon Gotlevs ekspressive performance. ”It’s gonna be alright / Everything’s fine” skreg han over staccato maskinbeats, der modsagde ham, i den revolutionsopflammende ’Common Fears’. Gotlev forlod fortjent scenen med armene over hovedet efter en koncert, der var et klart højdepunkt på denne fredag. Turen i Hirakis på én gang krævende og givende maskinrum skabte behov for en spisepause, og at mennesket ikke lever af stærkt tilfredsstillende genreafvisende musik alene kunne ses på mængden af battlevests og hipsterskjorter på shawarmabaren lige over for. Jeg var ikke den eneste, der lige skulle fouragere, så kroppen var klar til de emotionelle udladninger, der ventede.

Kærligheden er død

Jeg skulle nemlig ud på endnu et spring i musikalsk udtryk, fra ungdommelig vrede til voksenmandshjertesorger. Den svenske, postrockende screamo-gruppe Vi som älskade varandra så mycket fyldte Basement med sjælfulde udkrængninger af hjertesorg og afdækninger af det onde, det gode, det smukke og det grimme, som bandets seneste album afslører med sin titel. ”Stanna hos mig / kvar i minnet / övergiven / snälla lämna / lämna tanken / lämna minnet / sluta spöka / jag vill fortsätta / tillbaks till livet” sang Arvid Ringborg på det excellente nummer ’Men livet går vidare’, mens mit hjerte bristede, også fordi svensk bare er et af verdens smukkeste sprog. De seks stockholmere formåede at bære deres hjerter uden på tøjet og vise, at rock sagtens kan have et andet drivmiddel end ungdommens turboflugt gennem livet. Kærligheden er død, men den levede også i et nummer som hymnen ’Kontakt’. Og kontakt til publikum, det skabte Vi som älskade varandra så mycket, og gruppen formåede også at forvandle min nysgerrighed over for gruppen til en blussende forelskelse. Mit hjerte, hvad ønsker du dog mere? Måske en samling yderst effektive natteinsekter til at runde denne aften af på.

Professionel perfektion

Sidste band for denne aften for mit vedkommende var endnu et Århusband, nemlig MØL, som siden debuten i 2018 har skabt sig en del succes, og det forstår man godt, for bandet er blevet ekstremt sammenspillede, og deres svævende post-black metal er lige dele himmelstræbende storladen og stramt djævledunkende. Faktisk er bandet i så god spilleform, at det lige tog mig et stykke tid at komme ind i og sætte pris på bandets professionalisme og dygtighed. Det skyldtes nok, at MØL i modsætning til svenskerne i Basement i højere grad bærer hjertet inden under band-T-shirten, men det er der, og jeg blev bestemt revet med af sanger Kim Sternkopf, der åd af kundskabens træ og ligesom resten af bandet viste en sårbar styrke på numre som ’Tvesind’ fra det seneste album ’Diorama’. Kim er også en fantastisk performer, der virkelig forstod at levere en imponerende vokalpræstation og samtidig underholde visuelt som en frontfigur, der skabte dramatiske skyggespil med sine kropsbevægelser. Det letter jeg min nitteklædte turban for, og tilgiver ham i samme åndedrag for det let uforståelige valg ind imellem at kommunikere med os på engelsk mellem numrene. Som en grinende gargoil stod han lænet ud over publikum, inden vi fik en intens version af ’Ligament’ fra debutalbummet ’Jord’ hen mod slutningen af en koncert, der var lige så meget en magtdemonstration, som den var en forløsende fællesoplevelse, der endte i en særdeles venligtsindet moshpit.

Således opfyldt af indtryk og opløftet af en velorganiseret og nysgerrigt afsøgende festival blev jeg sendt tindrende smålykkelig ud i majnatten. Måske er vi bare, som Hiraki synger, "eternal shitstains of a spotless mind", og måske er kærligheden død, men aftener som denne giver troen på, at livets kadavermach ind imellem forvandler sig til en vederkvægende fælles dødedans.

Conjurer: 3/5
Hiraki: 4/5
Vi som älskade varandra så mycket: 4/5
MØL: 3/5

Menu