Keytar Hero
Møls nye album ledsages af promobilleder i pastelfarver og venligt smilende musikanter, og man kunne næsten fristes til at tro, vi slet ikke havde med metal at gøre. Kan det mon passe?
2. Photophobic
3. Serf
4. Vestige
5. Redacted
6. Itinerari
7. Tvesind
8. Diorama
Møl er klar til deres helt store gennembrud på, i metalsammenhænge, megalabelet Nuclear Blast, og alle sejl er sat til for at ‘Diorama’ skal blive så stor som muligt. Der er lagt op til en stor release og i udlandet er der jævnligt buzz om Aarhus-bandet.
Forgængeren ‘Jord’ fik sparket døren ind til det internationale marked, og ‘Diorama’ udnytter denne åbning.
‘Diorama’ fremstår som den perfekte, moderne blackgaze-plade, der er som skabt til 2021, og vi tør godt lægge hovedet på blokken allerede nu, og sige, at den kommer til at klare sig godt. Det er en fin plade, den sætter hak i alle kasser og lyder fremragende. Det kunne sådan set godt være anmeldelsen. Men vi har naturligvis mere at sige.
Hul i fernissen
Hvis ‘Diorama’ var en bil, ville den være hurtig, pæn og fuldstændig uden fremspring, der kunne nedsætte hastigheden. Den er spejlglat, skinnende poleret og man får en tydelig fornemmelse af, at hverken Møl selv eller producer Tue Madsen, har villet lade noget som helst være overladt til tilfældighederne.
Pladen er gennemtænkt fra ende til anden, og der er spekuleret klart i hvilke elementer, der skal komme til udtryk på hvilke tracks, og hvilke sange, der kunne tænkes at lokke flest muligt mennesker til, når de udgives som singler.
Det gælder fx. ‘Photophobic’, førstesinglen fra ‘Diorama’, der bygger langsomt op med masser af keys og reverb, inden en dundrende, men alligevel letfordøjelig trommegang følger Kim Song Sternkopfs hæse vokal, og giver sangen sit metalliske islæt, der ligger som et mørkt bånd henover de lyse guitar- og synthtoner, der er sangens egentlige bund. Det kalkulerede kommer til udtryk midtvejs, hvor Sternkopf suppleres af en gæstesanger, der med sin æteriske midt-00’er-vokal gør sangen endnu mere spiselig.
Det er bare ikke særlig godt og det stopper fremdriften fuldstændig, ligesom det fjerner tænderne på en genre, der helst skal bide fra sig. Endnu mere udtalt er det i albumlukkeren, den eponyme ‘Diorama’, der i samspillet mellem Sterrnkopf og Katherine Shepherd fra Sylvaine falder fuldstændig i Nightwish-gryden.
Synths, ren vokal, æterisk sang og blide passager fungerer alle godt i black metal, når de tjener som kontrast til det hårde og skarpe. Men hvis de alle er i brug på bekostning af det rå, bliver det meningsløs sødsuppe. Det er ikke der Møl er, heldigvis. Men det er heller ikke milevidt derfra.
Hver enkelt sang fungerer godt på sine egne præmisser, med nogle få standouts i hver sin retning. Et af de bedste tracks, ‘Vestige’, er dog, besynderligt nok, et af dem, der lever allermest op til de frustrationer, vi har udtrykt ovenfor. For produktionen er knivskarp og sangen fremstår nærmest i stråleglans. Det sagt, har det en god progression gennem både synths, aggression, et ‘Nothing Else Matters’-agtigt mellemspil og en god slutning. Det er virkelig en skarp sang.
Det samme gælder for ‘Itinerari’, hvor Sternkopf i den grad afprøver nye veje, og ender i et Katatonia-cirka-’Last-fair-deal-gone-down’-leje, der nok er udmærket og pænt, men også er så utrolig karakteristisk for Katatonia, at det er svært at abstrahere fra. Om Møl på længere sigt gør effekten til en del af deres lyd, vil tiden vise.
Andetsteds er vokalisten, der i mere iørefaldende grad end tidligere synger på dansk, noget tættere på en mere mainstream lyd. Nogle steder grænsende til Carl Emil Petersen i Ulige Numre, hvilket i højere grad er en polariserende oplevelse.
Det taler dog til Møls fordel, at de ikke er bange for at eksperimentere, trods den stort anlagte satsning.
I isolerede situationer fungerer hver enketl sang udmærket, men hørt i helhed bliver det til stor masse af diskolys og pastelfarver, som primært udmærker sig ved produktionen og hvor enslydende det hele bliver. ‘Diorama’ er næsten Alcest’sk i sin pænhed – og ens holdning til det udsagn afhænger vel af holdningen til det franske band.
Problemet ved, at vi som medie skal give karakterer, kommer til udtryk i denne anmeldelse, for det, der for nogle vil trække ned, kan for andre være lige præcis det, der gør denne udgivelse til deres yndlingsplade. Derfor skal karakteren også kun tages som udtryk for denne anmelders personlige, lidt fade smag i munden efter endt lytning. For der hersker ingen tvivl om, at Møl lykkes til fulde med det de vil opnå. Det rammer bare ikke plet her.