10 hurtige: Kim Song Sternkopf

MØL

MØL er et af Danmarks mest fremadstormende bands, der både har oplevet succes i såvel hjem- som udland. Men hvem er egentlig den karismatiske forsanger, der har skreget bandet frem?

Kunstner

Til dagligt har Kim travlt med at hærge internationalt sammen med MØL, men hans første møde med heavy metal var inden for en helt anden genre - og så har han, måske ikke så overraskende - en forkærlighed for Radiohead. Sammen med de andre Prime-bands er han og MØL snart at finde på de intime scener i Danmark, hvorved dette er en glimrende mulighed for at lære den karismatiske frontmand at kende.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Kim, 5 år gammel - sidder med familiens enorme samling af kassettebånd. Jeg plejer at pløje den igennem for lydbog-historier som Skatteøen, Ivanhoe, Dick Turpin og bånd fra Børnenes Trafikklub på min Sony Walkman. Jeg falder over et bånd der har tilhørt min onkel, der er blevet overspillet med Åh Abe Børnesange. De sidste 4 minutter af båndet cutter skarpt fra børnesang til 1 minut inde i Metallica’s “Battery” med verdens mest aggressive riff. 

5-årige Kim sidder chokeret med cremen af thrash metal blæsende ind i øregangen med en oplevelse af at have hørt noget meget farligt - særligt i et religiøst hjem, hvor distortion og vred musik på dette tidspunkt ikke helt er forbundet med noget positivt. Jeg nævner det aldrig for min mor, men ender med over de næste par år at slide netop lige præcis den del af båndet i stykker. A spoiled fruit ever since. 

Hvem er dit favorit band gennem tiderne?
Min seje faster Helene har altid haft en god indflydelse på mig.

Radiohead er bandet jeg altid vil takke hende for at prakke mig på som letpåvirkelig tidlig teen ved at sætte “OK Computer” og “Pablo Honey” til morgenmaden, når min fætter og jeg overnattede - sensibilitet, storslåethed, voldsomhed, sårbarhed og melankoli - Jeg vender altid tilbage til Thom, Jonny, Colin, Ed og Phil. “All I Need”. 

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Helt klart Josh Scogin (ex-Norma Jean, ex-The Chariot, ’68). Han har altid været min absolutte helt som frontmand, sangskriver og scenekunstner. 

Var heldig at dele scene med ham tilbage i Herning til et DYI-show i en kirke i 2008, men jeg var simpelthen for starstruck en teenager til at turde snakke med ham udover at få kvækket “Nice to meet you, sir. I really really love your band…” over aftensmaden. 

Sidste gang jeg så ham, spillede han med The Chariot, da de co-headlinede en tour med Norma Jean 20. marts 2012. Først lægger han salen ned med en stage-presence af kaliber under sit bands sæt.

?t=72"> ?t=72

Derefter gæster han sit eksband på sangen “Memphis Will Be Laid to Waste”. Det fik Pumpehuset til at tænde fuldstændig af. Sjældent har jeg set en gæstevokal stjæle scenen og hele rummets opmærksomhed som ham. Fy, hvor er han bare fantastisk - kan sagtens forestille mig, at han er fænomenal at dele en øl med - særligt med så mange tour-historier man kan høre lidt om i The Chariot-documentaren “Forget Not”.



Hvad er dine fem yndlingsplader?

Puha! Et dybt urimeligt spørgsmål, Devilution! I år? eller for 5 år siden? Nå, her er et lille udsnit - at begrænse sig er jo en kunst i sig selv: 

David Bazan - 'Curse Your Branches':
Det blødeste album, genremæssigt, på listen, men langt fra, når det handler om indhold. Et album hvis lyrik på mærkeligste vis har haft stor betydning for mig pga. singer/songwriter David Bazans åbenlyse eksistentielle og åndelige opgør med en fortid og et bagland i et religiøst miljø. Hans evne til at formidle oplevelsen af tvivl åbenlyst og stille bidende skarpt kritisk fokus på et religiøst miljøs manglende evne til at håndtere tvivlens limbo og vantro fra én af sine egne, er for mig en beundringsværdig bedrift. Jeg har været svært inspireret af hans rejse i albummets lyrik under min egen udformning af lyrikken til 'Jord'.

Swans - 'The Seer':
Enigmatiske Michael Gira er en af mine absolutte yndlingsmusikere. Selvom mange af mine favoritplader er nogle af dem, hvor Jarboe stadig var en fast del af Swans-besætningen, så slår dette album mange af de andre skiver særligt med nummeret “Lunacy” - mage til hypnotisk og hjemsøgende åbningsnummer skal man lede længe efter. Føler mig vildt heldig over at have oplevet det live på Voxhall en søndag i marts 2017, hvor db-måleren peakede i godt og vel halvanden time med tung mørk og eksperimentel rock af voldsomste skuffe. Tak for kaffe!

Decapitated - 'Organic Hallucinosis':
I min optik den bedste tekniske dødsmetalplade skrevet til dato. Besætningen i den polske dødsmaskine nåede perfektion på denne udgivelse, og jeg bliver aldrig træt af den bidende snert af hardcore-tendenser, Covan introducerede med sin vokalpræstation. Produktionen er Slawek og Wojtek Wiesławskis svendestykke! Vogg har i min optik skrevet sit fedeste nummer til dato med “Post Organic”.

Norma Jean - 'Bless the Martyr Kiss the Child':
Dette album var mit gateway-drug til alt, der har med kaotisk hardcorepunk og math at gøre. Vildskaben i lyden gør sig lige så gældende live som på pladen. “Memphis Will Be Laid To Waste” har det sejeste breakdown i mands minde, og mit kendskab til bandet udvidede sig hurtigt til navne som Botch, Zao, Converge, The Chariot, Candiria og Burnt By the Sun. Dette album og bandet bag har haft en kæmpe indflydelse på min musiksmag og på min egen tilgang til stage presence som frontmand.

Benea Reach - 'Alleviat':
Denne plade er en glemt perle. Det dystre og atmosfæriske fra Neurosis og Cult of Luna, det tekniske fra Meshuggah, mathcore-tendenser fra Botch og The Dillinger Escape Plan og en vokalpræstation af Ilkka Viitasalo, som til den dag i dag giver mig gåsehud. Den århusianske producer Tue Madsen fik realiseret bandets potentiale til fulde med produktionen. Hvis du ikke har hørt den endnu, så giv denne plade et lyt!

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Foo Fighters på Refshaleøen d. 21. Juni 2011 med Good Guy Grohl - verdens fedeste rockmusiker! Jeg havde fået to billetter af en god veninde, som ikke kunne komme afsted. Så jeg tog min søster, som aldrig har hørt Foo Fighters, med på tur fra Vejle til København og endte med at gøre hende til fan på en aften! Lykken er at stå blandt 17.000 glade rockfans på Refshaleø-højen i en glødende solnedgang og brøle med på “Everlong” med min lillesøster om armen. Vi var så elektriske og opgejlede, at den lange togtur tilbage i nattoget ikke engang var nok til at få os ned på jorden igen. "It's times like these we learn to live again" - Husker den aften for evigt.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Jeg vil rigtig gerne sige livescenen (hvis man kan kalde det en platform), fordi det meste musik simpelthen opleves bedst live både som publikum og som artist. Mine år som koncertfotograf på Voxhall og Radar har skolet mig godt i at gå til mange koncerter med et åbent sind til trods for de fordomme, man nu måtte have mod bestemte genrer. Det er live, musikken skal stå sin test. Det er ofte her, jeg har oplevelser med musik, der har det med at overbevise mig mest til at dykke ned i nye bands. Husk at se supportnavnene du ikke kender!

Men skal jeg være helt ærlig, er min musikafhængighed for omfattende til, at jeg ikke kan lade være med at finkæmme nettet i ny og næ. Siden Myspace- og Bandbase-dagene har jeg virkelig været glad for at bruge Bandcamp til at finde ny musik. Ellers består min daglige rutine med at tjekke min Discover-sektion i Spotify ud.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Ikke lige et band, men den estiske rapper og provo-boy Tommy Cash er nok min yndlings guilty pleasure lige for tiden! En vanvittig ironisk provocateur især gennem hans vilde, trashy, sindssygt sjove og grumme musikvideoer. Fik ham anbefalet af min sydafrikanske veninde pga. af vores fælles hype over hendes landsmænd i hiphop-gruppen Die Antwoord.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Fordi jeg til dagligt sjældent ser så frygteligt metal-agtig ud, som jeg nok gjorde som teenager - udover en band-shirt i ny og næ (og fordi jeg ligner svigermors drøm), bliver jeg nok typisk mødt med et overrasket “Du ligner ikke sådan én”-udtryk. Så kan man studse over, hvad der menes med “sådan én” - En der med et smil om læben, powerspinner det nye Beneath The Massacre over Spotify på vej til arbejde? Så er det godt at vide, at du selv i det mindste kan være den rummelige overfor den andens fordomme. Det er der ingen grund til at blive bitter over. Hvem ved, måske kan vi udvide hinandens horisont?

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Efter mange år i miljøet både som fan, frivillig til festivaler og som artist er det næsten umuligt ikke at støde på folk, man kender! Miljøet er en udvidet familie, og det er tydeligt at mærke, at vi, der elsker musikken, også ved, at det opleves bedst live. Jeg er vild med følelsen af at træde ind på eksempelvis Copenhell-festivalpladsen og vide, at jeg altid kan se frem til at nyde et par dage med min favoritmusik, og at der nok skal være en masse gode venner og bekendtskaber, gamle som nye, der samles om det samme. Det er klart en af de tilbagevendende gode oplevelser, jeg ser frem til i juni måned næsten hvert år.

Hvorfor er du heavyfan?
Min påstand er, at man ikke finder samme energi, nerve, åbenhed og venlighed i samme grad som i metal-miljøet. Der er altid en stammementalitet til stede til festivaler og koncerter, uanset om du befinder dig på Copenhell i København, i Gylling Forsamlingshus eller på Hellfest i Frankrig. Jeg forelskede mig for alvor i musikken gennem mine tidlige teenageår, men endte med at sætte pris på at være en del af subkulturen og folkefærdet ved at deltage aktivt i miljøet. I sidste ende er vi alle fans af et eller flere bands eller subgenrer - det forener virkelig én med de rareste og mest nede-på-jorden mennesker som for langt størstedelen udgør metalfans - det er sgu min stamme. Musik forener - simple as that.