På jagt efter noget større
Lamentari er dejligt svulstige, bombastiske og ambitiøse på deres tredje EP, men det halter med sangskrivningen.
Sede Vacante
Synodys Horrenda
Iconostatis
Der er noget imponerende udansk over den svulstighed, Lamentari, der nu er klar med deres tredje EP på lige så mange år, lægger for dagen med på deres nye EP.
Introen, 'Diesis', er bombastisk symfonisk med storladne kor som et soundtrack til en Marvel-film fusioneret med en actionbasker fra 80'erne. Farlig og metallisk er den ikke, men det er i hvert fald en hensigterklæring om, at man ikke skal forvente subtilitet, eller at de symfoniske elementer er gemt bagest i lydbilledet som et diskret atmosfæreskabende element. Pressemeddelelsen nævner Penderecki, Stravinskij og Orff som inspirationskilder, men også John Williams, og det er inspirationen fra sidstnævnte, der skinner tydeligst igennem i det soundtrackagtige lydbillede.
Introen er også EP'ens korteste nummer: lidt over to minutter, mens de resterende tre sange bevæger sig fra over syv minutter til lidt over fem minutter og til slut helt op på ni minutter og 43 sekunder. Netop længden bliver også et problem på 'Clavis Aurea'. For selvom lydbilledets overlæssethed – jeg bruger ordet deskriptivt og ikke som en kritik – er en charme ved EP'en og genren, fremstår især de to lidt længere numre også en smule overlæssede: Der er ikke nok fængende dele og virkelig gode riffs til at berettige længden på numrene, der ender med at gå lidt i tomgang. Det selvom mange enkeltelementer egentlig er fede nok, især når det klassiske og det metalliske smelter sammen, som et par minutter inde i 'Sede Vacante', hvis Behemoth-agtige mellemspil med tekst om Lucifer som lysets engel til gengæld bliver lidt flad og ikke helt har det punch, som det går efter.
Sammenlinger man med de åbenlyse forbilleder – Behemoth, Dimmu Borgir, Septicflesh – kommer Lamentari til at mangle lidt i at kunne levere de store, fængende, stadionagtige vokalmelodier og omkvæd, som vel et eller andet sted er genrens primære force.
Jeg har det også lidt svært med vokalen, som savner personlighed og lyder som et tværsnit af ekstremmetallens vokalister, og rytmeguitarlyden, som lyder (ikke længere så) moderne hybridmetallisk og savner enten lidt kraft eller godt måtte være mere sortmetallisk aggressiv. Det sidste sker næppe, for Lamentari lader ikke til at gå efter at være de nye Stormkeep eller Ancient Mastery – de går tydeligvis efter noget større.
Det lykkes bedst på 'Synodus Horrenda', hvor Lamentari har et flot greb om det metalliske med meget vellykkede guitarsoloer og et højt tempo, pumpet frem af Thomas Mascagnis trommer. Her excellerer Lamentari, og tempoet klæder dem.
Men afslutningsnummeret, 'Iconostasis', lider lidt af samme problemer som 'Sede Vacante': Der er fede passager i nummeret med omkvædet og guitarsoloen 2½-4 minutter inde, men sangen er som helhed ikke helt fængende og interessant nok til at bære længden, og et to minutter langt mellemspil fungerer mest som fyld i mine ører, mens afslutningen lykkes flot.
Eller sagt med andre ord: Lamentari er til et vist punkt nemme at holde af, og jeg kan af princip godt lide deres store musikalske armbevægelser og ambitioner i de orkestrale dele, men det mere metalliske halter, og det giver et kvalitativt uegalt resultat. Alligevel føles det, som om Lamentari er værd at holde øje med.