Smukt som klassisk Saturnus

Populær
Smukt som klassisk Saturnus

Efter 'Martyre' gik der seks år før Saturnus kom med nyt. Nu er der igen gået seks år, men denne gang har ventetiden umiddelbart været brugt bedre for 'Saturn in Ascension' er stærk som bandets første par skiver.

Kunstner
Titel
Saturn in Ascension
Dato
03-12-2012
Distributør
Genre
Karakter
4

Der er få danske metalbands, der har eksisteret i med- og modgang i næsten 20 år, men Saturnus er et af dem. Dannet tilbage i 1993 efter to år med et andet navn, Asesino, der var mere dødsmetal end doom, hvorfor stilændringen også betød navneskiftet til Saturnus. På trods af de mange år i branchen vil man kun kunne finde 4 albums og en EP i handlen - hvis man ikke medregner de lækre genudgivelser, der kom for nogle år siden med diverse bonusmateriale.

Standarden har altid været høj omend den forrige 'Veronica Decides to Die' havde sine steder, hvor musikken lidt for krampagtigt søgte at være "the missing link" mellem den klassiske debut og den formidable, men måske lidt overraskende, toer i 'Martyre'.

Anderledes står det til med 'Saturn in Ascension'. På trods af de seks år, der er gået siden sidst, virker det som om Saturnus bedre har holdt liv i sit navn i de foregående år, hvorfor det ikke virker som om, at der er en fortid der død og pine skal leves op til. Det har måske givet en friere sangskrivning, som byder på lidt nyt uden dog at fravige alt for meget fra det, der gør bandets lyd så personlig.

Nogle ting er der dog ikke grund til at ændre på, så det er igen Flemming Rasmussen, der herhjemme ikke behøver nogen introduktion (ellers har man i hvert fald lidt at læse op på - red.), som har stået for indspilning, mix og master. Lyden er dog ikke en eksakt kopi af de foregående værker, så man øjner en lille udvikling selvom trommesiden måske er ret genkendelig med meget plads i mixet til hi-hatten, der bestemt er en vigtig del af det tunge lydbillede.

Farvel til Kristus

Åbningsnummeret er kvalitet på linje med bandets klassiske 'Christ Goodbye', og hvis bandet skulle blive træt af dét nummer som afslutter, så er 'Litany of Rain' et glimrende bytte. Et meget gennemarbejdet nummer med tunge akkorder, lækre melankolske leads indover, det dybe growl og den behagelige snakkende vokal. Smukke korarrangementer og så et stykke hvor en trommerne får lov at lægge sig massivt over en mørk, dyster baggrund og med masser af rumklang på lilletrommen. En slags doom-breakdown. Virkeligt fedt og tricket gentages til dels i 'Mourning Sun' senere på skiven.

Også 'Wind Torn' står stærkt frem mens den smukke 'A Lonely Passage' ikke rigtigt faldt helt i smag, før nummeret blev oplevet live til release-partyet. Det akustiske nummer med den drømmende kor-vokal med perfekt akkompagnement til Thomas' reciterende stemme er ikke dårligt, men stod valget efter de første mange lyt på kun ét af albummets to akustiske numre, så vandt 'Call of the Raven Moon'. Nogle gange giver live-præstationer et andet syn på tingene, og det var da heldigvis også kun sådan at 'A Lonely Passage' blev bedre, mens 'Call of the Raven Moon' blot cementerede sin fantastiske kvalitet - sangen kan minde om et perfektioneret og mere gennemarbejdet stykke fra Ulvers 'Kveldssanger'.

'A Fathers Providence' er som effekt efter et behageligt søvndyssende nummer velvalgt med sit uptempo og en vokal, der vækker minder om den mere råbende stil, som især 'Martyre' var prydet med. Det er egentlig et godt nummer, men det overrasker lidt, for dets simple guitarriff med det fremhævede klaver får det til at minde om eksempelvis Within Temptation. Men heldigvis redder Thomas' vokal det fra den værste suppedas.

Saturnus har med sit fjerde album vist, at bandet har fuldstændig styr på sin metier. Selvom det kan virke som om bandet ikke satser, så er faktisk ganske vovet at turde tage kampen op med den uhyrligt smukke 'For Your Demons' fra EP'en og give os hele to akustiske, meget afdæmpede fornemme sager. Ligeså er 'A Fathers Providence' vigtig, selvom der herfra blev sammenlignet med et band, der er så langt fra en doom-sangs tempo og dunkelhed.

Desuden er det også vovet at holde sig så tæt til tidligere tiders metoder med masser af passager med tung guitar med smuk, dyster melodi fra lead guitaren. Klassisk Saturnus. Men når det tager sig så smukt velskrevet ud som på 'Saturn in Ascension' så bliver det ikke fortærsket, men understreger snarere at bandet har sit helt eget greb på doom-scenen. Det er helt tydeligt, at det her er Saturnus. Og det er en god ting.