Copenhell '19: Den rigtige slags

LRM_EXPORT_397126271746250_20190621_233902273
_XTD3064
_XTD3101
_XTD3139
_XTD3239
_XTD3255
_XTD3345
_XTJ4232

Slipknot gav på mange måder den samlende koncertoplevelse, som Copenhell samler på. I 90 minutter underholdt det ni mand store band med et freakshow dedikeret til dem, der står udenfor.

Kunstner
Dato
21-06-2019
Trackliste
(515)
People = Shit
(sic)
Get This
Unsainted
Disasterpiece
Before I Forget
The Heretic Anthem
Psychosocial
The Devil in I
Prosthetics
Vermillion
Custer
Sulfur
All Out Life
Duality
-
Spit It Out
Surfacing
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

De har været der før, og nu var de der igen: På Helviti-scenen som samlende hovednavn på Copenhell.

Gang på gang har Slipknot sejrsdygtigt vist, at de kan løfte opgaven som hovednavn og samle metalhoveder på tværs af generationer.

Det selvom de i høj grad er et generationsband – i den forstand, at de for mange (denne skribent inklusive) var en indgang til metal, da de brød frem omkring årtusindskiftet med den selvbetitlede debut og ’Iowa’; begge plader, der i dag har status af nymoderne metalklassikere, om man så bryder sig om bandets nu-metal eller ej.

Men Slipknot har kæmpet sig videre og ud af genrekonventionen, og siden har de cementeret, hvorfor de er meget mere og andet end et tidstypisk millennium-band.

Overbevisning med vægt
Sent fredag aften gav de en opvisning i hvorfor: Med materiale fra alle deres fem plader plus et kommende sjette gav de et helhedsbillede af et band, der har været igennem mangt og meget, men som spænder bredt og leverer sikkert og stort.

Fra åbningssættet i form af ’Iowa’-introen ’(515)’ og ’People = Shit’ til de afsluttende ’Spit It Out’ og ’Surfacing’ hoppede det ni mand store orkester rundt i to niveauer på scenen, mens en baggrundsskærm gav visuelt modspil med fluorescerende lys, eksplosioner og videoklip. To nitakkede stjerner (en slags udvidelse af Maersks syvtakkede samme) hang ned fra sceneloftet.

’Disasterpiece’ og ’(sic’) illustrerede, hvor faretruende Slipknot egentlig kan være, når de for alvor bider fra sig, mens hittet ’Psychosocial’ viste, at stadionomkvæd sagtens kan kombineres med et pikrocket groove og et breakdown-mellemstykke, hvor lilletrommemarkeringer falder som geværsalver.

Med sit nådesløse, næsten grindcore-lignende tempo var det gamle deep cut ’Get This’ et tidligt højdepunkt, som satte ild i fremdriften, og for en stund kunne et samlet Slipknot overlegent ytre ordene ”worldwide bands, suck these nuts” med fuld vægt og overbevisning bag, som var de et nystartet band, der havde alt at bevise.

En hyldest  til outsideren
Koncerten forløb dog ikke helt uden knas i metalmaskineriet. ’Before I Forget’ og ’The Devil in I’ har lydt mere elegante, ligesom den ellers blændende frontmand Corey Taylor har sunget mere rent, og den tyve år gamle ’Prosthetics’ lød til at begynde med som en dårlig psych-jam, før nummeret tog form.

Det var dog småting, for i det store hele leverede Slipknot i 90 minutter et stramt koordineret sæt, hvor særligt trommeslager Jay Weinberg viste sig som et ekvilibristisk bæst, der så sandelig kan udfylde rollen som Joey Jordisons afløser.

Andre havde mindre travlt, og sådan var der som sædvanlig percussionister og overflødige medlemmer, der lallede rundt, men det gav liv til det freakshow, der udgør kernen i Slipknots identitet.

Det er en identitet, der er så fasttømret, at selv når de spiller for en stuvende fuld festivalplads med i omegnen af 20-25.000 mennesker, så er det stadig med outsideren som altafgørende markør; sådan kunne Corey Taylor da også præsentere den nye single ’All Out Life’ med en hyldest til publikum, en formaning om at stå sammen og en advarsel om den verden udenfor, der vil splitte folk ad.

”We are not your kind” lød den taktfaste manifestation efterfølgende, før teenageangsten, nonkomformiteten og livsleden fik et sidste spark med fantastiske 'Duality', hoppeborgen 'Spit It Out' og 'Surfacing'. Det kan godt være, Slipknots maskerede freakshow ikke hører til derude, hvor det så end er. Men endnu en gang blev det gjort nok så tydeligt, at de i hvert fald hører til på Copenhell.