I sansernes vold

I sansernes vold

Ulver er ikke for alle, hvilket et halvfyldt Pumpehuset også vidnede om, da det norske band åbnede op for en aften for folk i heavy shirts uden overhovedet selv at minde om metal.

Kunstner
Spillested
Dato
05-02-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Intet opvarmningsband. Eneste lys på og fra scenen var den oplyste skærm, som skulle vise sig at være en stor del af Ulvers sanseberusende show. Der er musik på anlægget, men her inden koncertstart kun akkompagneret af skærmens ”Ulver – The rest is silence”. Et udsagn, der kan udsættes for bred fortolkning, ligesom Ulvers musik, der så sandelig cementerer det faktum, at musik i høj grad er kunst.

Koncerten går i gang. Den storskæggede Kristoffer Rygg (eller Garm, om man vil) piller med sin in-ear monitor, som han undervejs i koncerten flere gange tager ind og ud af sit øre. Den skal hjælpe ham til at kunne høre sig selv og musikken, så tonerne rammes. Noget, der lykkes for en stor del af koncerten, men irritationen over systemet er tydelig i enkelte sange, hvor pitch’et ikke helt er i orden.

Det er en fryd at høre bandet. 3 personer holdes mest i baggrunden. Det er personerne bag pladespiller og computere, men også trommeslageren er gemt helt ude i scenens højre side bag en stor ”gong”, som Kristoffer dog betjener. Det dygtige trommespil akkompagnerer musikken fint, men ligger alligevel, som placeringen på scenen, i baggrunden.

Skærmen viser billeder, der kunne stamme fra Animal Planet eller en rejse ind i sindet, men også dokumentariske billeder fra anden verdenskrig, nazisme og Hitler. I sangen ’For The Love of God’ bemærkes virkelig skærmens flotte synkronisering til musikken, hvor der fx synges ”the end” og samtidig dukker ordene op på skærmen. Eller hvor sort/hvide pornooptagelser flettes sammen med et billede af Jesus Kristus under ordene ’Fucking Heaven’.


SPREDT OVER HELE SKALAEN

Musikken er næsten så langt fra metal, som det kan komme, og det er heller ikke headbanging der ses fra multiinstrumentalisten (bas/guitar/keys), der veksler mellem sine instrumenter i en meget fokuseret stil, hvor musikken er langt vigtigere end publikumsappel.

Karaktergivning er altid subjektiv, men nogle gange vil det være muligt at ramme den mest almindelige opfattelse alligevel. Det er næppe muligt her, for Ulver kunne ramme alle steder på skalaen. De, der formåede at lægge alle andre tanker fra sig og blot synke dybt ind i musikken, har måske fået det geniale i Ulver ind via alle sanser, og ville måske derfor give topkarakter. Andre ville som denne skribent periodisk miste interessen. Måske på grund en kun halvfyldt sal, hvor råb fra publikum som ”play it again, Sam” eller ”tag nu den telefon” til en af bandets samples, distraherede fra musikken.

Igen ville nogle slet ikke forstå det mærkelige elektroniske univers med den dybe røst indover og derfor give en lav karakter på grund af en stilstand på scenen, hvor aktivitet næsten kun foregik på de projekterede billeder på skærmen.

Uanset hvad, så burde det være muligt at gå fra Pumpehuset denne aften, med en fornemmelse af at have oplevet noget specielt. Og selvom Ulver spiller koncerter i hele februar måned, og der var en begrænset håndfuld koncerter sidste år, så var det faktisk over 15 år siden, at man har kunnet fange det norske ensemble live. Så det er ikke hver dag, man får chancen for at opleve et så specielt band, der i dag har fokus på den soundtrack-agtige musik og altså er langt fra black metal’en, på bandets første og tredje album.