Et hulepindsvins bekendelser
PopulærVi talte med hjernen bag Porcupine Tree, Steven Wilson, inden han og bandet gav koncert på årets Roskilde Festival. Læs første del af interviewet her.
Porcupine Tree er et band, som mest af alt er kendt og respekteret for deres musikalske kompromisløshed. Deres fanskare er yderst dedikeret, og bandet har derfor altid kunnet slippe af sted med at spille koncerter, der kræver fordybelse og engagement fra publikums side. Koncerterne er derudover kendetegnet ved at være en helhedsoplevelse, hvor musikken smelter sammen med det visuelle udtryk.
Derfor synes det naturligt for mig at indlede interviewet med Steven Wilson, frontmand og mastermind i Porcupine Tree, med at spørge ind til, hvordan det er at spille på en festival som Roskilde, hvor størstedelen af publikum sikkert ikke kender bandet på forhånd.
– Det er første gang, vi spiller på Roskilde Festival, men vi har allerede spillet på en del andre festivaler i år, og oplevelsen er meget afhængig af forskellige ting. Vejret, selvfølgelig, og hvilken tid på døgnet, man skal spille. For os er det bedst at spille sent om aftenen, som vi skal her på Roskilde, for vores visuelle udtryk betyder meget for vores musik. Når vi spiller i dagslys er det ikke muligt at have det visuelle element med som en del af koncerten, og vores koncerter skal helst bestå af både lyd og baggrundsfilm.
– Derudover har det betydning, om festivalen har en bestemt målgruppe, eller om det er en blandet festival som her. For eksempel har vi lige spillet på Donington, hvor vi udelukkende spillede de hårde numre. På en festival som Roskilde vil setlisten være mere varieret. Det er en forskellig dynamik, der opstår, og vi prøver at tilpasse os publikum. Hele idéen med at spille på festival er vel at få nye fans… altså måske ikke for Muse eller Prince, men for os er det. Mange mennesker har slet ikke hørt om os, så hele formålet er at få vakt deres interesse. Men personligt er jeg ikke så meget for festivaler. Jeg har dog set, at LCD Soundsystem spiller i dag, og det er mit yndlingsband for tiden, så dem vil jeg høre.
Du nævnte jeres visuelle udtryk. Har I altid behov for at have det med til jeres koncerter, og hvordan virker det, når det ikke er med?
– Ja, vi har glimrende visuelt udtryk udført af ham danskeren, Lasse Hoile. For os er det meget vigtigt. Når vi ikke har det med, føles det nærmest som om, der mangler et medlem af bandet. Vi kan selvfølgelig godt spille en god og overbevisende koncert uden, men det er skuffende, når vi ikke kan få det med. Jeg har det bedre, når jeg ved, der er det visuelle element bag mig, og det ikke bare er mig, der er i front.
Synes du, du er nødt til at gå på kompromis som kunstner for at spille på festival?
– Det er rent faktisk et dybt spørgsmål, som jeg kunne tale om hele dagen, for i en eller anden forstand er man nødt til at gå på kompromis, hvis man gerne vil leve af at være kunstner. Jeg ville ønske, jeg kunne sidde derhjemme og bare lave musik, som kun jeg selv gad at lytte til, men hvis man virkelig gerne vil leve af sin kunst og slippe for at vaske vinduer eller sælge biler for eksempel, så bliver man også nødt til at være forretningsmand. Men rent faktisk synes jeg ikke, jeg går ret meget på kompromis. Mange musikere går rigtig meget på kompromis, men det synes jeg ikke Porcupine Tree gør.
– Selvfølgelig udvælger vi numrene, når vi spiller på festival, som jeg sagde før, men det er ikke et egentligt kompromis. Vi kan lide alle vores sange, så det er ikke sådan, at der er nogle vi er flove over eller ikke har lyst til at spille. Det handler bare om at matche de rigtige numre med det rigtige publikum for at få flere mennesker til at få øjnene op for vores musik.
Festivaler bliver ofte forbundet med "sex, drugs and rock ’n’ roll". Hvordan synes du de ord matcher Porcupine Tree?
– For mig at se, er "sex, drugs and rock 'n' roll" en kliché. Som om rock kun kan være som Rolling Stones, Iggy and the Stooges eller Oasis. Porcupine Trees musik er ikke sexforladt på nogen måde, mange af sangene handler om forhold og følelser. Men jeg vil sige, musikken er mere sensuel end direkte seksuel.
– Med hensyn til stofferne er hele ideen med pop og rockmusik at skrive sange om noget, der kan forarge den ældre generation, men stoffer kan ikke længere forarge nogen, ikke engang min mor på 75. Hun har været der i tresserne og halvfjerdserne, og den generation er ikke længere til at chokere. Så den tanke at rockmusik skal være vild og chokerende er forældet. De der var unge i tresserne - og endda halvfjerdserne med punkrocken - var meget vildere og mere konfliktsøgende i deres musiksmag end nutidens unge. Nutidens unge lytter til bands som Green Day, som bare er en bleg udgave af The Clash og Sex Pistols. Så for første gang i rockmusikkens historie ser vi en generation af unge, hvis musiksmag er langt mere konservativ end deres forældres. Så man kan ikke længere chokere sine forældre med sange om sex og stoffer, men der kan stadig skrives sange, som er vedkommende og relevante.
– Jeg skriver kritiske sange fx om brugen af antidepressiv medicin eller unges afhængighed af computerspil. Måske svarer det til tressernes sange om stoffer – at skrive kritiske sange i dag om internettet, teknologien og manglen på samspil mellem mennesker. Nu om dage er samhørigheden mellem mennesker skåret ned til et minimum, for vi er vant til at kommunikere ved hjælp af teknologien. Så jeg tror, "sex, drugs and rock 'n' roll" er forældet som begreb, nu handler det mere om medmenneskelige følelser, og om hvordan vi interagerer med andre mennesker… Og så skriver vi da også sange om sex. Det bliver jo aldrig kedeligt at skrive om.