Kommentar: Ægte kærlighed på Sweden Rock

Populær
Kommentar: Ægte kærlighed på Sweden Rock
Fårene blev skilt fra bukkene på Sweden Rock, skriver en nyforelsket Lars Schmidt i sin overordnede kommentar fra den svenske festivalhimmel. Sweden Rock 2006, Sölvesborg 8.-10. juni 2006: Findes himlen på jord, finder du den i den lille by Norje ved Sölvesborg i det sydøstlige Sverige, to timers bilkørsel fra København. Og du finder den himmel i den første/anden weekend i juni hvert år. I den weekend samles 15.-20.000 musikelskere for at høre hår(d) rock med deres favoritbands fra 1970'erne og 80'erne og for at opleve nye, upcoming navne, der er tro mod den klassiske hard rock.

Høj sol, masser af dyre og halvlunke øl af mærket Sweden Rock og tråd, tråd, tråd fra dengang far var dreng - med langt hår, stramme jeans, basketstøvler og masser af patches på den slidte Wrangler-jakke udenpå band T-shirten. Sweden Rock anno 2006 havde et brag af en plakat, et varieret program med alt fra hard rock over true metal, power metal, thrash, doom, melodeath og death metal.

Denne skribent forfulgte hard rocken,og her var der kæmpe oplevelser og grumme skuffelser. Hovednavnene torsdag og fredag, Deep Purple og Def Leppard, skuffede fælt med hver deres nerve- og energiforladte sæt. Men tredje hovednavn, Whitesnake med den tidligere Purple-sanger David Coverdale som festivalens absolutte top-performer, sørgede for, at en stor festival blev lukket ned lørdag nat, som det sig hør og bør: Med et ordentligt syng-med-gilde.

Det var dog det Seattle-baserede progressive metalband, Queensrÿche, der så absolut var den største oplevelse med et tæt, medrivende, smukt og teatralsk show. Runners-up var de amerikanske AOR-helte, Journey, der på deres så vidt vides første show i Europa i 25 år (!), gav et engageret show med hit på hit på hit - og musikalske toppræstationer. Det var her, vi mødte festivalens stærkeste trommeslager, den syngende Dean Castronovo (ex-Ozzy bl.a.), og det var her, vi hørte festivalens i særklasse flotteste guitarlyd. Guitarist Neal Schon fik pladsen til en individuel præstation i verdensklasse.

Af andre store oplevelser var helt bestemt Alice Cooper, som uden at lave det store udstyrsstykke, lørdag aften formåede at henrykke rigtig mange med en rå tur ned ad Memory Lane. De svenske melodiske dark metallere Evergrey gjorde det - som sædvanlig - helt fantastisk godt med deres kombination af
melodisk metal, thrash og prog.

The Sweet er næsten en historie for sig. Midt i Sveriges kamp mod Trinidad/Tobacco samlede de evigt undervurderede britter hele Familien Sverige til en omgang monster-stor nostalgisk morfar-rock med humoristisk og hårdrocken kant. Efter at have fået samtlige til at brøle med på et potpourri over de meningsløse start-70'er hits "Funny Funny", "Pappa Joe"
m.fl. måtte sangeren lige undre sig højlydt over, at de mange fuldvoksne, rå mænd i deres metal T-shirts brølede med på sådan noget "shit", som han sagde. "Men skal vi ikke sige, at I ikke sang med - og at vi ikke spillede det lort," aftalte han med de mange begejstrede fans. Selvironi rykker. Især når den er helt på sin plads.

Skuffelser? Den største leverede Deep Purple. De spiller jo fremragende, ja, helt suverænt, men også helt uden nerve. Der er gået morfar i Ian Gillan & Co. Farligheden og vildskaben er forsvundet, og de hygger sig bare igennem et sæt med gamle hits fra starten af 1970'erne. Det er der ikke noget galt i, syntes flertallet af publikummerne. Men hvor er det orkester dog bare hørt klasser bedre. Og denne anmelder på 41 er bare ikke gammel nok til Purple.

Def Leppard leverede også et sæt helt uden nerve og rygrad. Men med masser af hits. Som folk også her var glade for. Men når råheden, farligheden, fandenivoldskheden íkke er der længere, så bliver rocken uinteressant. Def Leppard var nogle af bannerførerne i The New Wave of British Heavy Metal i starten af 80'erne. Nu er de nærmere med i The New Wave of
Smokie-oriented Poprock. Skuffende og dybt kedelige.

Tredje store skuffelse var Michael Schenker Group, der leverede et uinspireret sæt med de største numre i bandets 25 år lange karriere. Et sæt med rigtig lange pauser, for Schenkers Flying V guitar skulle lige stemmes. Igen... synd, at manden ikke bare blev hjemme i Tyskland, for han tog godt nok livet af en masse af de numre, denne anmelder var en rockende teenager sammen med.

Nyt? Altså, fredag kl. 11.50 bagende middagssol skete der det, undertegnede altid håber indtræffer på enhver festival: Mødet med et band, jeg mandagen efter bare må have alle cd'er med. Cloudscape fra Helsingborg er et sådant band. Tung, symfonisk progressiv metal, melodisk med hård kant og med noget så sjældent for den genre som en sanger, der kan synge. Cloudscape er blot et par sæsoner gamle, men har udgivet to plader, som helt sikkert skal erhverves, lige så snart den lokale metalpusher har åbnet.

Og så fik jeg øjnene op for det gamle kultband Celtic Frost: tung, ond, dyster, thrashet døds-doom, som live rykker helt igennem.

Stærke oplevelser leverede også det progressive rockband Porcupine Tree, svenske House of Shakira og så melo-deathbandet Nevermore, der nok var det band, der sparkede denne anmelder hårdest på hele festivalen.

Topnavnet Whitesnake var dog noget helt for sig. Et band, anmelderen nærmest holdt sig ædru til. Eneste originale medlem er tidligere Deep Purple-sanger David Coverdale. En mand, der er på alder med de trætte, gamle morfædre i samme Deep Purple. Men en mand, der var kommet for at rocke og sørge for, at Sweden Rock blev lukket behørigt ned med en ordentlig fest. Coverdale var den buk, der gjorde forskellen - og sendte fårene hjem til de evige metaljagtmarker. Coverdales udtryk og stemmepragt var hele ventetiden værd. Han var kommet for vores skyld, og hans mission var, at vi skulle have det godt. Det havde vi - især efter en så værdig finale på en festival, som denne førstegangsdeltagende anmelder er blevet helt forelsket i.

Kunstner
Forfatter
Karakter
4